Jeg vendte hjem fra jagten og gik ned ad en allee i min have. Min hund, Bob, løb foran mig. Pludselig sagtnede den sine skridt og gav sig til at gaa forsigtig fremad, som om den sporede vildt foran sig.
Jeg saa ned ad alleen og opdagede en liden, gulnebbet spurveunge med dun paa hovedet. Den var falden ud af sit rede, da alleens birketrær gyngede sterkt for vinden, og den kunde ikke komme af stedet, men slog ynkelig med sine tyndt befjærede vinger.
Med spændte muskler nærmede Bob sig den, da pludselig en gammel spurv med sort hals faldt ned fra et af de nærmeste trær som en sten lige foran hunden, og ganske forpjusket og forvildet hoppede den med en ynkelig, fortvilet piben to gange hen i retning af hundens aabne, glubende gab.
Den havde styrtet sig ned for at frelse sit barn; den vilde tjene det til skjold. Men hele dens lille krop rystede af skræk; dens skrig var hæst og vildt; den var nær ved at dø; den opofrede sit liv.
Hvilket umaadeligt uhyre maatte hunden ikke synes i dens øine! Og dog havde den ikke kunnet blive paa sin høie, sikre gren. En mægtigere kraft end dens vilje havde drevet den ned.
59Bob stansede og veg tilbage. Man skulde tro, at den ogsaa anerkjendte denne kraft.
Jeg skyndte mig med at kalde paa min ganske forvirrede hund, og jeg gik bort, fuld af hellig ærbødighed.
Ja, le ikke; det var ærbødighed, jeg følte for den lille heltemodige fugl, for dette udbrud af dens kjærlighed.
Kjærligheden, tænkte jeg, er sterkere end døden og frygten for døden. Det er kun ved kjærlighed, at livet rører sig og opholdes.