Der var engang en ræv, som en aften kom til at se ned i en brønd, og dernede fik han øie paa maanen, som speilede sig i vandet. Men nu vidste han ikke, hvad det var for noget rart, og da han forestillede sig, at det maatte være en ost, fik han lyst til at undersøge den ting nøiere. Der var to spande i brønden, og de hang i et langt taug, som gik gjennem en blok, og naar det ene spand gik ned, kom det andet op. Da ræven nu sprang i det spand, der var oppe, kom han i en fart til bunden og fik nok se, hvad den ost bestod af. Men saa var det ikke greit at komme op igjen, og han maatte smukt blive siddende og vente paa, hvad lykken vilde bringe.
Tidlig om morgenen kommer ulven derhen, og hændelsesvis kommer den til at kige ned i brønden. „Hvad sidder du dernede efter?“ siger han. — „Aa, jeg sidder og æder paa en ost,“ svarede ræven. — „Kan jeg ikke faa noget med af den?“ siger ulven saa. — „Jo, det kan du godt; du behøver blot at sætte dig i det andet spand, saa kan du nemt komme herned.“ Saaledes kom 57ræven op, hoppede af spandet og var fri; men ulven maatte blive siddende, til der kom folk og fangede ham.