Paa den vei, som fører til slottet Karlberg, i nærheden af Stockholm, fandtes der i fordums tid en grind af eg, med store, udskaarne prydelser. En vakker sommerdag for en to hundrede aar siden sad der en tiaars gut og red paa den. Han var daarlig klædt; men munterheden lyste ud af hans ansigt. Saasnart der kom nogen kjørende til slottet, skyndte gutten sig ned fra sin plads og aabnede grinden, og saa fik han nu og da et par øre for sin uleilighed.
En dag, som han saaledes red paa sin grind, kom der en anden gut did, omtrent af hans alder, men staselig klædt og tilhest og fulgt af et par herrer. Et stykke borte saaes der en vogn med otte heste for, omgiven af løbere og gilde lakeier, og i vognen sad dronning Ulrika Eleonora. Den unge prins havde, som han pleiede, redet foran. Gutten hoppede i en fart ned af grinden for at lukke op; men da prinsen kom did, fik han et indfald; han sprang af hesten og kløv op paa grinden, hvor gutten havde siddet. De to herrer, som var i hans følge, søgte forgjæves at afholde ham derfra. Vognen var imidlertid kommen frem til grinden, og da dronningen gjennem vinduet blev prinsen var, befalede hun, at man skulde stanse. Hun nennede ikke at skjende paa den lille skøier, men lo blot af hans spilopper, kaldte grindgutten til sig og spurgte ham venlig, hvor han var fra. Han svarede frimodig, at han hedte Gyntherberg, at hans forældre var fra Tyskland, og at de havde mistet alt, hvad de eiede, i de daarlige tider. — „Er du saa glad i at ride,“ spurgte dronningen, „siden du endelig vil sidde og hænge paa grinden der?“ — „Jeg har ingen anden hest,“ svarede gutten. „Men nu vil prinsen tage hesten din fra dig; spørg ham, om du ikke kan faa hans hest isteden.“ Gutten stirrede paa prinsen, som nok ikke syntes synderlig om det forslag. „Nei,“ sagde han, „jeg vil beholde min hest.“
I det samme sprang han ned, men gled og faldt. Den tunge grind kom i bevægelse og holdt just paa at falde i, og det kunde blive slemt nok, da den nedentil var forsynet med jerntagger. Men den lille Gyntherberg sprang til og tog fat i den med al sin magt. Dronningen blev bleg af angest; men da faren var vel overstaaet, befalede hun prinsen at stige op i vognen til hende, og gutten skulde ride til Karlberg paa prinsens hest.
Siden satte hun ham i skole, og han blev med tiden, da prinsen var bleven konge og førte seierrige krige i Polen og Rusland, en af hans drabanter.
56Denne Karl den tolvtes drabant var bekjendt for sin overordentlige styrke, og der fortælles adskillige forunderlige ting derom. Karls berømte modstander kong August af Polen var en usedvanlig sterk mand og morede sig stundom med at gjøre sig til deraf. Saaledes engang, da kong Karl besøgte ham i Dresden, og de red gjennem en porthvælving, hvori der var fæstet en stor metalring. August greb med den ene haand i denne ring og løftede sig af sadelen, idet han holdt tøilen med den anden. Da vinkede Karl til Gyntherberg; han greb ringen med begge hænder, klemte benene fast om hesten og løftede baade den og sig selv op.
En anden gang bar han en kostbar kanon*) med sølvdrue, da den svenske konge havde veddet med kong August, at han skulde være mand for det. Senere frelste han sit liv med denne kanon, da han var paa nippet til at blive dømt til at skydes for ulydighed mod sine foresatte. Han traadte nemlig ind for kongen og presenterede gevær med kanonen, og kongen, som tillige mindedes, hvilken trofast tjener han havde i ham, nænnede ikke at lade en saa vældig kjæmpe dø for en overilelse, men benaadede ham.