Tidlig en morgen, da solen stod op, vaagnede en arbeidsmand og hans hustru. De takkede Gud for den nye dag og for den styrkende søvn, som de ogsaa den nat havde havt.
Solen skinnede ind i værelset, og syv smaa børn laa i sine senge og sov.
De betragtede børnene, det ene efter det andet, og moderen sagde: „Der er nu syv i alt. Hvorledes skal vi skaffe dem mad og klæder?“ — Saaledes klagede moderen; thi der var dyrtid i landet.
Men faderen smilte og sagde: „Der ligger de jo og sover godt alle syv! Alle har de røde kinder, og morgenrøden gjør dem endda vakrere end ellers, saa de ligner syv blomstrende roser. — Moder, vi ved jo vist, at han, som skaber morgenrøden og sender søvnen, er trofast, og at han er den samme idag som igaar.“
Og da de nu traadte ud af værelset, da stod der ved døren fjorten sko i en række, det ene par mindre end det andet, et for hvert barn. Da saa moderen paa dem. Hun græd og tænkte paa, hvilke slemme tider det var, og hvor vanskeligt det vilde blive at skaffe det daglige brød til saamange.
Men faderen sagde: „Moder, hvorfor græder du? De har jo alle raske fødder, hvorfor skal vi da ængste os for mad og klæder til dem? Børnene har jo tillid til os; hvorfor skulde vi da ikke stole paa ham, der formaar mere, end vi beder og forstaar? Se, hvor vakkert solen skinner! Lad os ogsaa begynde vort dagværk med et glad ansigt ligesom den!“
Efter Krummacher.