I et smukt slot i Italien, som nu forlængst ligger i ruiner, boede en meget fornem ridder. Han anvendte aarlig mange penge paa at smykke sit slot; men til de fattige gav han kun sjelden noget. Engang kom en pilegrim forbi og bad om nattely; men ridderen svarede vredt: „Her er ikke et vertshus! Vi tager ikke mod gjester!“ „Ja, ja,“ sagde vandringsmanden, „saa gaar jeg igjen; lad mig blot faa lov at gjøre tre spørgsmaal!“ „Aa ja, spørg du!“ svarede ridderen. Den fremmede spurgte: „Hvem boede i dette slot før Deres tid?“ — „Min fader,“ lød svaret. „Men førend Deres fader igjen?“ 54vedblev pilegrimmen. „Min bedstefader!“ sagde ridderen noget forundret. „Og hvem,“ spurgte nu hin for tredje og sidste gang, „skal vel bo her efter Deres død?“ — „Min søn, med Guds hjælp!“ — „Nu, ser De vel!“ sagde pilegrimmen venlig, „naar saaledes enhver kun bor sin visse tid her i slottet, og den ene efterhaanden giver plads for den anden, saa er jo alle beboerne kun kommende og gaaende gjester i huset, og der bliver da vel ogsaa en plads for mig inat.“ — Ridderen beholdt virkelig pilegrimmen hos sig, saalænge denne ønskede at blive, og de talte mangt et alvorsord sammen. Siden glemte ridderen ikke, at han ogsaa havde andet at gjøre end at smykke den borg, der i saa kort tid skulde være hans herberge.

I et smukt slott i Italien, som nå forlengst ligger i ruiner, bodde en meget fornem ridder. Han anvendte årlig mange penger på å smykke sitt slott; men til de fattige ga han kun sjelden noe. Engang kom en pilegrim forbi og bad om nattely; men ridderen svarte vredt: „Her er ikke et vertshus! Vi tar ikke mot gjester!“ „Ja, ja,“ sa vandringsmannen, „så går jeg igjen; la meg blot få lov å gjøre tre spørsmål!“ „Aa ja, spør du!“ svarede ridderen. Den fremmede spurte: „Hvem bodde i dette slott før Deres tid?“ — „Min far,“ lød svaret. „Men før Deres far igjen?“ 54vedble pilegrimen. „Min bestefar!“ sa ridderen noe forundret. „Og hvem,“ spurte nå hin for tredje og siste gang, „skal vel bo her etter Deres død?“ — „Min sønn, med Guds hjelp!“ — „Nå, ser De vel!“ sa pilegrimen vennlig, „når således enhver kun bor sin visse tid her i slottet, og den ene etterhånden giver plass for den annen, så er jo alle beboerne kun kommende og gående gjester i huset, og der blir da vel også en plass for meg i natt.“ — Ridderen beholdt virkelig pilegrimen hos seg, så lenge denne ønsket å bli, og de talte mangt et alvorsord sammen. Siden glemte ridderen ikke, at han også hadde annet å gjøre enn å smykke den borg, der i så kort tid skulle være hans herberge.