Nogle murere havde netop opført en meget høi, frit staaende skorstenspibe ved en dampmølle. De blev færdige med arbeidet en lørdag aften og skyndte sig at stige ned for at komme hjem til sine familier og til aftensmaden efter det strenge dagsarbeide. Da piben var overmaade høi, kunde de 53ikke have noget stillads op til det øverste, men havde anbragt et dobbelt nedhængende reb, som de firede sig ned ad, den ene efter den anden. Saasnart den tredje havde naaet jorden, løste han rebet og halte det ned til sig; han vidste ikke andet, end at han var den sidste. „Stop, stop!“ raabte den fjerde deroppe fra. Men — det var for silde: Enden af rebet gled gjennem jernøiet ved hans fødder, og han sad der alene paa toppen af den forfærdelig høie pibe. Kameraterne saa med skræk og bedrøvelse op til ham og ned til rebet, som laa i en ring for deres fødder. Hvad skulde de gjøre? Hvordan skulde de faa den stakkars mand hjulpen ned? Saa høit kunde ingen stige naa. I det samme kom hans kone til og saa faren. „Jens!“ raabte hun op til ham, „træk din strømpe af og ræk den op fra taaen, saa kommer jeg straks igjen,“ og dermed løb hun hurtig hjem. Manden forstod hendes mening. I en hast fik han sin ene strømpe af, tog sin lommekniv, skar taaspidsen af strømpen og viklede en lang uldtraad frem. Hans kone kom imidlertid tilbage med et nøste hyssing. Nu tog manden et lidet murstensstykke, bandt det ved enden af sin uldtraad og firede det ned til jorden. Konen løste stenen af og knyttede uldtraaden fast til enden af hyssingen. „Hal nu op, Jens! men lempelig, saa traaden ikke gaar itu,“ raabte hun, og et øieblik efter hørtes mandens røst deroppe fra: „Nu har jeg den!“ Saa bandt kameraterne det store reb fast til den nederste ende af hyssingen; Jens halede atter op og fik fat i rebenden. Den stak han derpaa gjennem jernøiet i muren, gjorde det istand som sedvanligt og lod sig glide ned til de andre. I det øieblik, han satte sine fødder paa jorden, raabte de tre venner hurra; men Jens vendte sig om til sin kone, gav hende et kys og sagde: „Det var godt gjort af dig, mor!“

Noen murere hadde nettopp oppført en meget høy, fritt stående skorsteinspipe ved en dampmølle. De ble ferdige med arbeidet en lørdag aften og skyndte seg å stige ned for å komme hjem til sine familier og til aftensmaten etter det strenge dagsarbeid. Da pipen var overmåte høy, kunne de 53ikke have noe stillas opp til det øverste, men hadde anbrakt et dobbelt nedhængende rep, som de firte seg ned ad, den ene etter den annen. Så snart den tredje hadde nået jorden, løste han repet og halte det ned til seg; han visste ikke annet, enn at han var den siste. „Stopp, stopp!“ ropte den fjerde deroppe fra. Men — det var for silde: Enden av repet gled gjennom jernøyet ved hans føtter, og han satt der alene på toppen av den forferdelig høye pipe. Kameratene så med skrekk og bedrøvelse opp til ham og ned til repet, som lå i en ring for deres føtter. Hva skulle de gjøre? Hvordan skulle de få den stakkars mann hjulpen ned? Så høyt kunne ingen stige nå. I det samme kom hans kone til og så faren. „Jens!“ ropte hun opp til ham, „trekk din strømpe av og rekk den opp fra tåen, så kommer jeg straks igjen,“ og dermed løp hun hurtig hjem. Mannen forstod hennes mening. I en hast fikk han sin ene strømpe av, tok sin lommekniv, skar tåspissen av strømpen og viklede en lang ulltråd frem. Hans kone kom imidlertid tilbake med et nøste hyssing. Nå tok mannen et lite mursteinsstykke, bandt det ved enden av sin ulltråd og firede det ned til jorden. Konen løste steinen av og knyttet ulltråden fast til enden av hyssingen. „Hal nå opp, Jens! men lempelig, så tråden ikke går itu,“ ropte hun, og et øyeblikk etter hørtes mandens røst deroppe fra: „Nå har jeg den!“ Så bandt kameratene det store rep fast til den nederste ende av hyssingen; Jens halede atter opp og fikk fat i rebenden. Den stak han derpå gjennom jernøyet i muren, gjorde det i stand som sedvanlig og lot seg glide ned til de andre. I det øyeblikk, han satte sine føtter på jorden, ropte de tre venner hurra; men Jens vendte seg om til sin kone, ga henne et kyss og sa: „Det var godt gjort av deg, mor!“