I krigens tid blev der sendt en afdeling ryttere ud for at skaffe foder til hestene. Efterat de havde redet længe omkring i en øde egn, kom de endelig til en plads, hvor der boede en gammel bonde. „Du faar vise os hen til et sted, hvor vi kan faa forsyning til hestene vore,“ sagde anføreren. Den gamle sagde, det skulde han nok, og gik foran for at vise vei. Snart kom de til et jorde, hvor der var græs i overflod. „Her har vi jo det, vi søger,“ sagde anføreren. „Nei, vent lidt,“ sagde den gamle og gik videre. Rytterne fulgte ham og kom langt om længe til et andet jorde; men det var langtifra saa frodigt som det første. Rytterne slog græsset, lagde det paa en vogn og vilde begive sig tilbage; saa sagde anføreren: „Du har ladet os ride en lang vei til ingen nytte, gamle. Det første jorde var meget bedre end dette.“ „Ja, det kan nok være,“ svarede bonden; „men det var ikke mit.“

I krigens tid ble der sendt en avdeling ryttere ut for å skaffe foder til hestene. Etter at de hadde redet lenge omkring i en øde egn, kom de endelig til en plass, hvor der bodde en gammel bonde. „Du får vise oss hen til et sted, hvor vi kan få forsyning til hestene våre,“ sa anføreren. Den gamle sa, det skulle han nok, og gikk foran for å vise vei. Snart kom de til et jorde, hvor der var gress i overflod. „Her har vi jo det, vi søker,“ sa anføreren. „Nei, vent litt,“ sa den gamle og gikk videre. Rytterne fulgte ham og kom langt om lenge til et annet jorde; men det var langtifra så frodig som det første. Rytterne slo gresset, la det på en vogn og ville begi seg tilbake; så sa anføreren: „Du har latt oss ride en lang vei til ingen nytte, gamle. Det første jorde var meget bedre enn dette.“ „Ja, det kan nok være,“ svarede bonden; „men det var ikke mitt.“