Der var engang en bonde, som havde en stor udmark paa sin gaard, og den vilde han lægge ud til agerland. Da sagde han til den ældste sønnen, at han skulde gaa ud og hugge ned trær og bryde op sten og rødder. Sønnen gav sig da paa vei; det var et godt stykke fra gaarden; men da han var kommen did og saa, at det var et stort stykke jord, sagde han ved sig selv: „Nei, dette er der ikke nogen mening i. Der maa være rimelighed i alt; sligt arbeide kan en ikke faa fuldgjort, om 52en saa holdt paa i aarevis.“ Og saa slængte han fra sig baade grev og spade og satte sig til at glane paa den store vidden, og da han havde gjort det, anstillede han mangehaande betragtninger over menneskenes urimelighed, og da han havde gjort det, krøb han ind under en busk og lagde sig til at sove.
Om en stund kom faderen og vækkede ham, og da han fik besked om, hvorledes det var fat, sagde han: „Ja, du har saavist ret, sønnen min; jeg skjønner ikke, hvor jeg havde mine tanker henne; dette er formeget forlangt af et menneske. Men det stykke her; det er ikke mere end en tyve skridt i firkant; det kunde du vel friste?“ Ja da, mente sønnen, det var ingen sag for en voksen karl. Og saa tog han fat, saa det havde god skik, og gjorde det færdigt paa otte, ti dage. Da det var vel besørget, sagde faderen: „Her er et stykke til; det er ikke stort større end det forrige; vi kunde kanske friste det ogsaa?“ „Har jeg fristet det ene, kan jeg vel sagtens friste det andet,“ mente sønnen, og saa gik det ligedan. Og saadan holdt faderen ved baade ni og ti gange, og inden høsten var marken ryddet.