En landmand sadlede sin hest for at ride til byen. Han saa, at der manglede et søm i en af hestens sko; men hvad gjør det? tænkte han; et søm mere eller mindre gjør ingenting. Og saa red han afsted.
Men han var neppe kommen halvveis, før han merkede, at hesten havde mistet skoen. „Dersom der nu var en smidje i nærheden,“ sagde han ved sig selv, „saa skulde jeg lade sætte en ny sko paa hesten; men den kan vel sagtens hjælpe sig med tre sko.“
Men det varede ikke længe, før hesten skadede den uskoede fod paa den stenede landevei og begyndte at halte. Og ret som det var, sprang der tre røvere frem af skogen for at plyndre den reisende. Han kunde nu ikke komme fort nok afsted paa sin halte hest; de indhentede ham og tog fra ham baade hesten og alt det, den havde med sig, tøiler og sadel og vadsæk.
„Skulde en ha’ hørt sligt før,“ sagde manden, der han stod igjen paa bare marken, „at jeg bare for den ene sko skulde miste baade hesten og mere til?“
Saa maatte han meget modfalden gaa hjem igjen tilfods, og paa veien gjorde han et vers, som han mangen gang sagde frem for sine børn:
Af mangel paa sømmet gik skoen forloren;af mangel paa skoen gik hesten forloren;af mangel paa hesten gik manden forlorenog faldt sine fiender ihænde.