Læreplanatlas
3. BindIII. Sagn og legender.

36. Presten i Hallingdal.

A. Faye

50

Hallingdølerne skal i fortiden have været haarde og ustyrlige folk, som havde behandlet flere prester saa ilde, at ingen vilde søge didhen. Endelig vovede en dansk mand, der var bekjendt for sin usedvanlige styrke, at drage derop. Blandt andre oldtidsskikke fandtes da ogsaa den, at hver bonde mødte bevæbnet ved kirken, hvor han indsatte sin øks i det saakaldte vaabenhus, medens prædikenen varede. Naar gudstjenesten var tilende, og hver vilde tage sin øks, opstod der som oftest klammeri, der ikke sjelden endte med drab. For at hindre saadan uorden udkom der en forordning, som forbød bønderne at komme bevæbnede til kirken. Ikke destomindre kom en gammel, stolt bonde til kirken med sin øks ihænde. Da presten saa denne overhørighed, gik han ham imøde med de ord: „Kjender du ikke kongens bud?“ og fratog ham med et raskt greb øksen i hele almuens paasyn. Bonden saa heri en blodig fornærmelse; han blev syg af harme, og paa sit dødsleie forlangte han af sin unge søn, at han skulde kræve bod af presten for øksen. Disse den døende faders sidste ord lod sønnen hverken faa rist eller ro. En aften, da presten sad ene i sit studerkammer, traadte sønnen ind og blev staaende med sit gevær ved døren. „Hvad vil du, min søn?“ sagde presten, idet han fik øie paa ham. „Jeg kommer for at kræve bod for min faders øks,“ svarede denne. Presten sagde intet, men gik rolig hen til sin boghylde og tog ud sin bibel. „Se her, min søn,“ sagde han, „er det kjæreste, jeg eier i verden; tag den til bod for 51din faders øks!“ Den unge mand blev saa rørt ved denne prestens høitidelige tiltale, at han faldt ham tilfode og tilstod, at det havde været hans faste beslutning at skyde presten. Han bad om tilgivelse og blev fra den dag prestens fortrolige ven og trofaste medhjælper

Efter A. Faye.