Der var engang en ridder i Valders, som laa i strid med en ridder paa Sandbu i Gudbrandsdalen om et fiskerigt vand, Heimdalsvandet kaldet, hvorfra Sandbu-ridderen fordrev sin modstander. For at hevne sig tog Valders-ridderen leiligheden iagt, og da Sandbu-ridderen engang var i besøg eller, som andre fortæller, paa ledingstog i Lesje, for han med sine folk over fjeldet og afbrændte Sandbu med de ord: „Nu galer den røde hane over ulvehiet.“ Saasnart ridderen kom hjem og fandt sin gaard afbrændt, samlede han fluks sine folk og satte efter mordbrænderen. Uagtet Sandbu-ridderen red hele natten, indhentede han først ved daggry sin fiende, som havde taget nattekvarter i den afsidesliggende Fuglsæter og her havde opstillet sine vagter. Da Sandbu-ridderen blev disse var, bød han sine ledsagere at afhugge smaa birketrær og holde dem foran paa sine heste, forat vagterne ei for tidlig skulde faa øie paa dem. Disse saa i førstningen ikke andet end en birkeskog; men da de merkede, at skogen bevægede
II
50sig og kom nærmere, gav de varselstegn. Valders-ridderen, der merkede uraad, søgte med sine svende frelse i en snar flugt; men Sandbu-ridderen forfulgte ham saa skarpt, at han kun havde en ledsager tilovers, da hans egen flugt blev stanset ved en dyb kløft mellem to steile klipper. Den var vel kun to meter bred; men dens modsatte bred var høiere, og klippevæggen derhos brat og glat. I afgrunden bruser den skummende fjeldelv Sjoa. Den raske ridder vovede i fuld rustning spranget og kom lykkelig over; men hans vaabendrager, der fulgte sin herres eksempel, styrtede ned i afgrunden og knustes. Endnu kaldes dette sted Ridderspranget.
Til erstatning for den opbrændte gaard blev Heimdalen med fiskeri og andre herligheder, der tilforn havde tilhørt Valders, af kong Magnus tildømt ridderen paa Sandbu, hvilket mange kongebreve, som findes paa gaarden, stadfæster.
Efter A. Faye.