Ogsaa i Valders’s afsidesliggende fjelddale rasede den sorte død med frygtelig vælde. Mangen gaard mistede alle sine beboere, vokste til med skog og blev aldeles glemt af dalens tilbageblevne indbyggere og ubekjendt for de indvandrende nybyggere. Paa disse fordum beboede, men nu øde steder vandrede for flere hundrede aar siden en skytte for at skyde ryper. Da han afskjød sin pil efter en fugl, som sad i et træ, hørte han pilen støde an mod noget, der gav en forunderlig klang. Nysgjerrig nærmede han sig stedet og stødte til sin store forundring paa en gammel kirke. Ifølge den gjængse tro, at saadanne ting straks forsvinder, hvis man ei kan tilintetgjøre trolddommen ved at kaste staal over det fundne, greb han fluks sit ildjern og kastede det over kirken. Paa det sted, hvor dette faldt ned, blev siden 49bygget en gaard, der til minde om denne begivenhed den dag idag kaldes Ildjernstad. Efterat denne forsigtighedsregel var anvendt, besluttede skytten at undersøge kirken. Nøglen stod i kirkedøren, som var halv aaben. Midt paa gulvet stod en stor klokke, og ved alterets fod havde en stor bamse taget sit vinterhi. Bamsen blev fældet af den raske skytte, og til minde om den sælsomme tildragelse blev dens skind ophængt i kirken, hvor der endnu findes levninger af en stor bjørnefeld. I kirken skal han blandt andre ting have fundet nogle billeder, en liden messingkirke samt fire store klokker og en liden. Mod en af disse havde skyttens pil stødt an og derved foraarsaget den klang, som gjorde ham opmerksom. Den lille klokke bruger man endnu, naar nogen har forvildet sig i skogen; thi da tror man, at den, som har gaaet sig bort, kan høre klokken og saaledes igjen komme paa ret vei. Af de øvrige fire vilde man føre den største til hovedkirken; men da den skulde føres over et vand, faldt den nedi, „og ikke kunde andet ventes, naar man vilde skille den fra dens søskende.“ I klart og stille veir kan man endnu se den i vandet; men at faa den op er næsten umuligt; thi dertil udfordres 7 kjødelige brødre, der under arbeidet ikke maa tale et ord. Engang gjorde syv brødre et forsøg og havde allerede faaet den op paa baadkanten, da en af dem udbrød: „Se saa; nu har vi den da;“ men i samme øieblik dumpede klokken atter ud i vandet.

Efter A. Faye.

Også i Valders’s avsidesliggende fjelldaler raste den sorte død med fryktelig vælde. Mangen gård mistet alle sine beboere, vokste til med skog og ble aldeles glemt av dalens tilbageblevne innbyggere og ubekjendt for de innvandrende nybyggere. På disse fordum bebodde, men nå øde steder vandret for flere hundre år siden en skytte for at skyde ryper. Da han afskjød sin pil etter en fugl, som satt i et tre, hørte han pilen støte an mot noe, der ga en forunderlig klang. Nysgjerrig nærmet han seg stedet og støtte til sin store forundring på en gammel kirke. Ifølge den gjengse tro, at sådanne ting straks forsvinner, hvis man ei kan tilintetgjøre trolldommen ved å kaste stål over det funne, grep han fluks sitt ildjern og kastet det over kirken. På det sted, hvor dette falt ned, ble siden 49bygget en gård, der til minde om denne begivenhet den dag i dag kalles Ildjernstad. Etter at denne forsiktighetsregel var anvendt, besluttet skytten å undersøke kirken. Nøkkelen stod i kirkedøren, som var halv åpen. Midt på gulvet stod en stor klokke, og ved alterets fot hadde en stor bamse taget sitt vinterhi. Bamsen ble felt av den raske skytte, og til minde om den selsomme tildragelse ble dens skinn opphengt i kirken, hvor der ennå finnes levninger av en stor bjørnefeld. I kirken skal han blant andre ting have funnet noen billeder, en liten messingkirke samt fire store klokker og en liten. Mot en av disse hadde skyttens pil støtt an og derved forårsaket den klang, som gjorde ham oppmerksom. Den lille klokke bruker man ennå, når noen har forvillet seg i skogen; thi da tror man, at den, som har gått seg bort, kan høre klokken og således igjen komme på rett vei. Av de øvrige fire ville man føre den største til hovedkirken; men da den skulle føres over et vann, falt den nedi, „og ikke kunne annet ventes, når man ville skille den fra dens søsken.“ I klart og stille vær kan man ennå se den i vannet; men å få den opp er nesten umulig; thi dertil udfordres 7 kjødelige brødre, der under arbeidet ikke må tale et ord. Engang gjorde syv brødre et forsøk og hadde allerede fått den opp på baadkanten, da en av dem utbrøt: „Se så; nå har vi den da;“ men i samme øyeblikk dumpet klokken atter ut i vannet.

Etter A. Faye.