Dybt inde i Sogn, høit tilfjelds, ligger en ensom dal, som kaldes Justedalen. Da den sorte død begyndte at herje i Norge, drog mange af de rigeste og fornemste folk i Sogn op til denne øde dal, hvor de nedsatte sig og byggede sig gaarde. De gjorde tillige den aftale, at ingen af deres slegt og venner maatte komme op til dem, saalænge pesten varede; men de, som vilde skrive, skulde lægge sine breve under en stor sten ved indgangen til dalen (den kaldes endnu Brevsteinen), og her skulde de igjen finde svar. Men pesten kom alligevel derop og anrettede 48frygtelig ødelæggelse. Alle dalens beboere døde med undtagelse af en eneste liden pige paa gaarden Birkehaug. Da folket var uddøet, søgte kvæget tilskogs og kom siden flokkevis til nabosognet Vaage, hvis indbyggere blev forbausede ved synet af de fremmede kreaturer, som ingen søgte efter. De tog imidlertid kvæget i forvaring, og da de frygtede for, at det ei maatte staa vel til i Justedalen, drog nogle derhen. Hvor disse nu kom, fandt de folket uddøet og husene tomme. Efterat de havde besøgt de fleste gaarde, men ingensteds fundet nogen levende, opgav de haabet om at træffe nogen, og vilde begive sig paa hjemveien, da de pludselig i Birkehaugskogen fik øie paa en jente, som ved synet af de fremmede havde søgt tilskogs. De raabte til hende; men bange som et opjaget vildt flygtede hun dybere ind i skogen for at skjule sig. De besluttede nu om muligt at fange hende, og efter megen anstrengelse lykkedes det dem. Hun var imidlertid sky og vild som en fugl, hvorfor man ogsaa kaldte hende Rypen. Hendes tale kunde de ligesaalidt forstaa, som de kunde gjøre sig forstaaelige for hende. De tog jenten med sig til Vaage, hvor hun blev opfostret og skikkede sig vel. I nogle aar blev Justedalen ubeboet, indtil nogle nordfjordinger drog derhen og opryddede de gamle enge og agre. De første gaarde, som paany blev optagne, skal have været Faaberg og Myklemør. Da Rypen var bleven voksen, drog hun til sit fødested, hvor hun giftede sig og levede lige til sin død. Hun efterlod sig en gjev æt, der gjennem aarhundreder efter hende blev kaldet Rype-slegten og stod i stor anseelse i dalen.
Efter A. Faye.