En haandverkssvend kom paa sin vandring, træt af den hede dag, en aften til en mølle, hvor han af den gjestfri eier fik lov til at blive natten over og sove paa en bænk. Efter midnat traf det sig, at han vaagnede og hørte en lyd henne fra væggen, og han saa nu i det klare maaneskin, at der hang et sølvlommeur over sengen. Da for med engang den tanke gjennem ham, at han kunde tage uret, springe ud af det lave vindu og løbe sin vei. Vel mindede hans samvittighed ham om, hvor utaknemmeligt og skammeligt det vilde være; men den onde tanke kom idelig igjen, og lysten til det smukke ur tiltog mere og mere. Da tog han pludselig den beslutning at springe ud af vinduet uden uret for at undgaa fristelsen. — Som tænkt, saa gjort. Han hoppede ned paa veien og løb, alt hvad han kunde, som om der var en fiende i hælene paa ham.
Imidlertid var maanen gaaet ned. Haandverkssvenden forvildede sig, kom ud i en myr og naaede kun med møie en tør bakke, hvor han lagde sig til hvile. Her faldt han snart i søvn efter anstrengelsen. Ved morgengry vaktes han af et fælt skrig; han saa i veiret og merkede nu til sin forfærdelse, at han laa under en galge, hvori der hang en tyv, hvis døde krop havde lokket ravnene til; det var deres skrig, som havde vækket ham. Da sagde en stemme i hans bryst: „Ser du, saaledes var det ogsaa gaaet dig tilsidst, dersom du havde begyndt at stjæle.“ Han faldt ned paa sine knæ og takkede Gud i himlen, der saa trolig havde advaret ham i fristelsens stund.