I Vinje i Telemarken ligger et vand, Totak kaldet, som sjelden fryser før jul. Ved dette vand, paa gaarden Vaa, boede engang en mand ved navn Dyre, der havde ord for ikke at være ræd for nogen verdens ting. Engang hændte det sent en julekveld, at folk paa Vaa hørte noget huie frygtelig paa den anden side af vandet. De andre blev forskrækkede, Dyre derimod gik rolig ned til vandet for at høre, hvad der var paafærde. Han tog sin baad og roede over til det sted, hvorfra lyden kom. Uagtet det var mørkt, merkede han, at det var et stort bergtrold, som huiede; men se det kunde han ikke. Troldet spurgte straks, hvem han var. „De æ Dyre Vaa,“ svarede han og spurgte igjen troldet, hvor det kom fra. „Ifraa Aashaug,“ lød svaret. „Aa horre vi du?“ vedblev Dyre. „Te Glomshaug te møyanne mine; vi du setje meg ivi?“ svarede troldet. Dyre lovede det; men idetsamme troldet satte foden i baaden, var den nær ved at synke. „Let deg, dit store troll!“ skreg Dyre. „Ja, eg skaa lette meg,“ svarede troldet. Da de nu roede over vandet, sagde Dyre: „Syn deg fe meg; la meg sjaa, hosse stor du æ.“ „Nei, de vi eg ikje,“ svarede troldet; „men eg skaa leggje et merkje i praamen.“
Tidlig om juledagsmorgenen gik Dyre ned til vandet for at se efter det lovede merke og fandt i prammen tommelfingeren af troldets vot. Denne tog han hjem og maalte den, og liden var den ikke; thi den rummede fire velmaalte skjepper.
Efter A. Faye.