I Vaagens prestegjeld, nord for Hestmandø, findes et høit fjeld, der i en vis frastand ligner en mand med sydvest paa. Under armen har han en stang, som ser ud som en raa. Fra den forbiseilende, gyngende baad ser det grangivelig ud, som om kallen med sydvesten nikkede, og til gjengjæld tager den forbiseilende nordlænding ligesaavel hatten af for ham som for møen paa Lekø. Nu er han vel sten; men fordum var der liv i ham, da han var en jutul, som med sin hustru pleiede at more sig med at ro ud paa havet og fiske i de klare maaneskinsnætter. Da han engang var ude, brød en sterk storm løs. Vældig kjæmpede han mod storm og bølger; men saa sterk han var, orkede han ei at naa land, førend det begyndte at lysne. Da trold ikke taaler dagens lys, skyndte han sig i al fart med baadsseilet under armen for at naa hjem; men inden han vidste af det, stod solen op. Dens første straaler rammede den stakkars jutul. Til sten blev han straks, og i sten 46staar han den dag idag under navn af Vaagekallen. Hans kone, som ogsaa havde været ude i stormen og var noget tung tilfods, rammedes af solstraalerne, just som hun steg iland, og forvandledes paa stedet til en sten, som endnu kaldes Kjærringen.
Efter A. Faye.