Paa Hestmandø i Lurø i Nordlandene ligger et fjeld, som i frastand ligner en rytter med en stor kappe over sig. Dette fjeld var i fortiden en jutul, som boede her paa stedet. Tolv mile sønderfor, paa Lekø, boede paa samme tid en mø, til hvem han beilede; men hun var saa stor paa det, at hun gav ham et haanligt afslag, og derhos saa kyndig i alslags trolddom, at hun forvandlede alle hans sendebud til sten, og disse er endnu som skjær at se rundt om øens nordlige kant. Forbitret over saadan fremfærd spændte jutulen sin bue for paa stand at hevne denne fornærmelse. Den vældige pil for afsted og gik tvers igjennem det høie fjeld, Torghatten, hvor man endnu ser det store hul, som pilen banede sig igjennem den haarde klippe. „Det straa bær i veien,“ udbrød jutulen; men pilen sagtnede i farten ved at bane sig vei igjennem Torghatten og naaede ikke ganske sin bestemmelse. Den dalede ned ved møens fødder paa den nordlige kant af Lekø, og der ligger den endnu i skikkelse af en stor langagtig sten. Ved trolddom forvandlede de hinanden til sten og maa saaledes sidde og se paa hinanden bestandig.
Endnu i vore dage seiler sjelden en nordlandsfarer forbi uden at tage hatten af for møen paa Lekø.
Efter A. Faye.