Der sad en moder hos sit lille barn; hun var saa bedrøvet, saa bange for, at det skulde dø. Det var saa blegt; de smaa øine havde lukket sig; det trak saa sagte veiret, engang imellem med et dybt drag, ligesom om det sukkede, og moderen saa endnu mere sorgfuld paa den lille syge.
Da bankede det paa døren, og ind kom en fattig, gammel mand, indsvøbt ligesom i et stort hestedækken; for det varmer, og det trængte han til; det var jo kold vinter; alting udenfor laa dækket med is og sne, og vinden blæste, saa at det skar i ansigtet.
Og da den gamle mand rystede af kulde, og det lille barn sov et øieblik, gik moderen hen og satte øl i en liden mugge ind i kakkelovnen, at det kunde varmes til ham; og den gamle mand sad og vuggede, og moderen satte sig paa stolen tæt ved ham og saa paa sit syge barn, der trak veiret saa dybt og løftede den lille haand.
«Tror du ikke, at jeg beholder ham?» sagde hun; «Vorherre vil ikke tage ham fra mig!»
Og den gamle mand, der var døden selv, nikkede saa underlig; det kunde lige saa godt betyde ja som nei. Og moderen saa ned i sit skjød; taarerne randt hende ned over kinderne; hendes hoved blev saa tungt; i tre nætter og dage havde hun ikke lukket et øie, og nu sov hun, men kun et øieblik, saa for hun op og rystede af kulde. «Hvad er det?» sagde hun og saa til alle sider; men den gamle mand var borte, og hendes lille barn var borte; han havde taget det med sig. Og henne i krogen surrede og surrede det gamle ur; det store blylod løb lige ned til gulvet, bum — og saa stod ogsaa uret stille.
Men den stakkars moder løb ud af huset og raabte paa sit barn.
Derude, midt i sneen, sad en kone i lange, sorte klæder, og hun sagde: «Døden har været inde i din stue; jeg saa, han 41skyndte sig bort med dit lille barn; han gaar hurtigere end vinden og bringer aldrig tilbage, hvad han tog!»
«Sig mig blot, hvad vei han gik!» sagde moderen; «sig mig veien, og jeg skal finde ham!»
«Jeg ved den,» sagde konen i de sorte klæder; «men før jeg siger dig den, maa du først synge for mig alle de viser, du har sunget for dit barn. Jeg holder af dem, jeg har hørt dem før; jeg er natten, jeg saa dine taarer, medens du sang dem.»
«Jeg vil synge dem alle, alle!» sagde moderen; «men stans mig ikke, at jeg kan naa ham, at jeg kan finde mit barn!»
Men natten sad stum og stille. Da vred moderen sine hænder, sang og græd, og der var mange viser, men endnu flere taarer; og saa sagde natten: «Gaa til høire ind i den mørke granskog! Der saa jeg døden tage vei med dit lille barn.»
Dybt inde i skogene krydsede veiene hinanden, og hun vidste ikke længer, hvorhen hun skulde gaa. Da stod der en tornebusk; der var hverken blad eller blomst paa den; det var jo ogsaa i den kolde vintertid, og der hang isslag paa grenene.
«Har du ikke seet døden gaa forbi med mit lille barn?»
«Jo!» sagde tornebusken; «men jeg siger dig ikke, hvilken vei han tog, uden at du først vil varme mig op ved dit hjerte! Jeg fryser ihjel; jeg bliver til bare is.»
Og hun trykkede tornebusken til sit bryst, saa fast, forat den ret kunde opvarmes, og tornene gik lige ind i hendes kjød, og hendes blod flød i store draaber; men tornebusken skjød friske grønne blade; der kom blomster paa den i den kolde vinternat; saa varmt var der ved en bedrøvet moders hjerte, og tornebusken sagde hende veien, som hun skulde gaa.
Da kom hun til en stor sjø, hvor der hverken var skib eller baad. Sjøen var ikke frossen nok, til at den kunde bære hende, og heller ikke aaben og lav nok, til at hun kunde vade igjennem; men over den maatte hun, vilde hun finde sit barn. Saa lagde hun sig ned for at drikke sjøen ud; det var jo umuligt for et menneske; men den bedrøvede moder tænkte, at der dog kunde ske et mirakel.
«Nei, det gaar aldrig!» sagde sjøen; «lad os to heller se at blive enige! Jeg holder af at samle paa perler, og dine øine er de to klareste, jeg har seet; vil du græde dem ud til mig, saa skal jeg bære dig over til det store drivhus, hvor døden 42bor og passer blomster og trær; hver af disse planter er et menneskeliv!»
«O, hvad giver jeg ikke for at komme til mit barn!» sagde den forgrædte moder, og hun græd endnu mere, og hendes øine sank ned paa havsens bund og blev to kostbare perler. Men sjøen løftede hende, som om hun sad i en gynge, og hun fløi i en svingning til kysten paa den anden side, hvor der stod et milebredt, underligt hus; man vidste ikke, om det var et fjeld med skog og huler, eller om det var tømret op; men den stakkars moder kunde ikke se det; hun havde jo grædt sine øine ud.
«Hvor skal jeg nu finde døden, som gik med mit lille barn?» sagde hun.
«Her er han ikke kommen endnu,» sagde den gamle graverkone, som skulde passe; paa dødens store drivhus. «Hvor har du kunnet finde herhen, og hvem har hjulpet dig?»
«Vorherre har hjulpet mig,» sagde hun; «han er barmhjertig, og det vil du ogsaa være! Hvor skal jeg finde mit lille barn?»
«Ja, jeg kjender det ikke,» sagde konen, «og du kan jo ikke se! — Mange blomster og trær er visnede inat; døden vil snart komme og plante dem om. Du ved vel, at hvert menneske har sit livstræ eller sin blomst, saaledes som nu enhver er indrettet; de ser ud som andre vekster, men de har hjerteslag; barnehjertet kan ogsaa banke. Gaa efter det! Maaske kan du kjende dit barns; men hvad giver du mig for at sige dig, hvad du mere skal gjøre?»
«Jeg har ikke noget at give,» sagde den bedrøvede moder; «men jeg vil gaa for dig til verdens ende!»
«Ja, der har jeg ikke noget at gjøre,» sagde konen; «men du kan give mig dit lange, sorte haar; du ved nok selv, det er vakkert, og det synes jeg om; du skal faa mit hvide igjen, det er altid noget!»
«Forlanger du ikke andet,» sagde hun, «det giver jeg dig med glæde!» Og hun gav hende sit smukke haar og fik den gamles snehvide igjen.
Og saa gik de ind i dødens store drivhus, hvor blomster og trær voksede underlig mellem hverandre. Der stod fine hyacinther under glasklokker, og der stod store, bomsterke pæoner; der voksede vandplanter, nogle saa friske, andre halvsyge; 43vandsnogene lagde sig paa dem, og sorte krebs klemte dem om stilkene. Der stod deilige palmetrær, ege og plataner; der stod persille og blomstrende timian; hvert træ og hver blomst havde sit navn, de var hver et menneskeliv; mennesket levede endnu, et i Kina, et i Grønland, rundt omkring i verden. Der var store trær i smaa potter, saa at de stod saa forkuede og var færdige til at sprænge potten; der var ogsaa mange steder en liden kjedelig blomst i fed jord med mos rundt om og dægget og pleiet. Men den bedrøvede moder bøiede sig over alle de mindste planter og hørte inden i dem, hvor menneskehjertet bankede, og imellem millioner kjendte hun sit barns.
«Der er det!» raabte hun og strakte haanden ud over en liden blaa krokus, som hang ganske syg til den ene side.
«Rør ikke ved blomsten,» sagde den gamle kone, «men stil dig her! Og naar døden kommer — jeg venter ham, før jeg ved det — lad ham da ikke rykke planten op! Tru med, at du vil gjøre det med de andre blomster! Saa bliver han bange. Han skal svare Vorherre for dem; ingen tør rykkes op, før han giver lov.»
Med et susede det iskoldt igjennem rummet, og den blinde moder kunde merke, at det var døden, der kom.
«Hvor har du kunnet finde vei herhen?» spurgte han; «hvor kunde du komme hurtigere end jeg?»
«Jeg er en moder!» sagde hun.
Og døden strakte sin lange haand hen imod den lille, fine blomst; men hun holdt sine hænder fast om den, saa tæt, og dog bange for, at hun skulde røre ved et af bladene. Da blæste døden paa hendes hænder; hun følte, at det var koldere end den kolde vind, og hendes hænder faldt matte ned.
«Du kan dog ikke gjøre noget imod mig!» sagde døden.
«Men det kan Vorherre!» sagde hun.
«Jeg gjør kun, hvad han vil,» sagde døden. «Jeg er hans gartner; jeg tager alle hans blomster og trær og planter dem ud i den store paradisets have i det ubekjendte land; men hvorledes de der gror, og hvorledes der er, tør jeg ikke sige dig!»
«Giv mig mit barn tilbage!» sagde moderen og græd og bad. Med et greb hun med hver haand om en blomst tæt ved og raabte til døden: «Jeg river alle dine blomster af; thi jeg er fortvilet!»
44«Rør dem ikke!» sagde døden. «Du siger, at du er saa ulykkelig, og nu vil du gjøre en anden moder ligesaa ulykkelig!» —
«En anden moder!» sagde den stakkars kone og slap straks begge blomsterne.
«Der har du dine øine!» sagde døden; «jeg har fisket dem op af sjøen, de skinnede saa sterkt; jeg vidste ikke, at det var dine; tag dem igjen! De er nu klarere end før. Se saa ned i den dybe brønd tæt ved! Jeg skal nævne navnene paa de to blomster, du vilde rive op, og du vil se deres hele fremtid, deres hele menneskeliv, alt, hvad du vilde forstyrre og ødelægge.»
Og hun saa ned i brønden, og det var en lyksalighed at se, hvor den ene blev en velsignelse for verden, og hvor megen lykke og glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun saa den andens liv; og det var sorg og nød, rædsel og elendighed.
«Begge dele er Guds vilje!» sagde døden.
«Hvilken af dem er ulykkens blomst, og hvilken er velsignelsens?» spurgte hun.
«Det siger jeg dig ikke,» sagde døden; «men det skal du vide af mig, at den ene blomst var dit eget barns; det var dit barns skjæbne, du saa, dit eget barns fremtid!»
Da skreg moderen af skræk: «Hvilken af dem var mit barn? Sig mig det! Frels den uskyldige! Frels mit barn fra al den elendighed! Bær det heller bort! Bær det ind i Guds rige! Glem mine taarer, glem mine bønner og alt, hvad jeg har sagt og gjort!»
«Jeg forstaar dig ikke!» sagde døden. «Vil du have dit barn tilbage, eller skal jeg gaa med det derind, hvor du ikke ved?»
Da vred moderen sine hænder, faldt paa sine knæ og bad til Gud: «Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! Hør mig ikke! Hør mig ikke!»
Og hun bøiede sit hoved ned i sit skjød.
Og døden gik med hendes barn ind i det ubekjendte land.
H. C. Andersen.