31

Min fader, som boede i England, satte mig i lære hos en doktor; men da jeg havde mere lyst til reiser, saa brugte jeg de penge, som jeg fik af mine forældre, til at lære sjømandskab og mathematik, og da jeg hos doktoren havde lært nok af lægekunsten, saa gjorde jeg flere reiser som skibslæge og tog tilsidst ansættelse ombord paa «Antilopen,» som skulde til Vestindien.

Skibet blev under reisen kastet mod en klippe og slaaet itu. Sammen med fem af mandskabet havde jeg faaet firet baaden i sjøen; men kort efter tog en bølge og kastede den paa land. Hvad der blev af mine kamerater, ved jeg ikke; men jeg kom efter en stund til bevidsthed og fandt, at jeg laa paa stranden. Jeg gik et stykke indover landet; men da jeg hverken saa folk eller huse, og da jeg var mat og træt efter anstrengelserne, saa lagde jeg mig til at sove paa marken.

Jeg tænker, jeg sov ni eller ti timer; for da jeg vaagnede, var det lys dag. Men da jeg skulde til at reise mig op, merkede jeg, at baade arme og ben og haar var fæstede til marken. Jeg hørte en støi omkring mig; men da jeg laa paa ryggen og ikke kunde løfte hovedet, saa var det ikke muligt for mig at se, hvad det var, før jeg kjendte, at noget rørte sig paa mit ene ben og kom opover brystet. Ved at skotte nedover, saameget jeg kunde, opdagede jeg da, at det var en 32menneskelig skabning, ikke mere end 15 centimeter lang, men velskabt i alle dele. Han havde pil og bue i haanden, og inden jeg vidste ordet af det, følte jeg mindst halvhundrede pile, der stak mig som naale paa hænderne og i ansigtet.

Det gjorde saa ondt, at jeg skreg i vilden sky. Jeg brølte saa høit, at allesammen rendte sin vei, det bedste de kunde. Jeg hørte siden, at nogle af dem havde brukket arme og ben, da de i forskrækkelsen hoppede ned fra min krop. Jeg strævede alt, hvad jeg kunde, for at komme løs, og tilslut fik jeg hovedet og den venstre arm fri; men ikke før havde jeg begyndt at røre paa mig, saa hørte jeg en, som raabte: Tolgo phonec! og med det samme fik jeg en hagl af over hundrede pile i ansigtet og paa hænderne.

Jeg skjønte nu, at det var klogest at ligge stille, og folkene, som saa, at jeg var rolig, skjød ikke mere paa mig. Men jeg hørte fremdeles, at de støiede rundt omkring mig, og jeg kunde merke, at der blev flere og flere, og en tre, fire meter fra mig hørte jeg, det slog og bankede. Jeg vendte mig lidt til siden og saa, at de byggede op en stillads, som var omtrent en meter høi fra marken og saa stor, at den kunde rumme en fire, fem stykker af dem ovenpaa. Deroppe stod der ogsaa en, som det lod til var en fornem mand (thi hans lange klædning blev baaren af en gut saa stor som min lillefinger), og han holdt en lang tale til folket. Jeg kunde se af hans miner og fagter, at han vilde vise medlidenhed og venlighed; derfor gjorde jeg tegn, at jeg var sulten; thi jeg forstod ikke hans sprog.

Manden var en hurgo eller adelsmand, og han skjønte godt, hvad jeg mente; thi om en liden stund kom de med stiger, som de satte op imod min side, og saa steg omtrent hundrede af dem op paa mig og spadserede opover mod munden med store kurve fulde af mad, som kongen havde befalet, at de skulde bringe mig.

Der var laar og boger og rygstykker af smaa sauer. Stegene var saa smaa, at jeg spiste en to, tre stykker paa engang, og brødene, de gav mig, var omtrent saa store som almindelige riflekugler. De forsynte mig, saa fort de kunde, og saa høist forundrede ud ved at se min appetit. Da jeg 33saa gjorde tegn, at jeg var tørstig, heisede de op til mig et af sine største vinfade og slog bunden ud. Jeg drak det ud i ett drag, for det var ikke mere end omtrent et vinglas. Jeg bad om mere; men da jeg havde faaet et til, kunde de ikke skaffe mig mere.

Da de saa, at jeg jo ikke behøvede mere mad, kom der en mand af høi rang hen til mig. Han gik lige op til mit ansigt og begyndte at tale til mig uden vrede, men i en meget bestemt tone, og han pegte ofte fremover, hvilket skulde betyde, at keiseren vilde, jeg skulde bringes til hovedstaden. Ved tegn bad jeg om at komme løs; men han rystede paa hovedet til tegn paa, at det kunde ikke lade sig gjøre. Men mad og drikke skulde jeg faa nok af og blive godt behandlet.

Jeg vilde endnu engang prøve paa at komme løs af baandene; men jeg kjendte endnu svien efter pileskuddene, som havde sat blemmer, og da jeg saa, at folkemassen bestandig blev større omkring mig, saa lod jeg dem forstaa, at de kunde gjøre med mig, hvad de vilde. Da hurgoen havde forstaaet min mening, gik han og hans følge sin vei efter mange tegn paa høflighed og velvilje.

Derefter kom der en mængde folk, som smurte ansigtet og hænderne paa mig ind med en salve, som gjorde, at jeg snart ikke kjendte mere svie i saarene, og da jeg begyndte at blive søvnig, lagde jeg mig ganske rolig til at sove. Jeg hørte senere, at lægerne, efter kongens befaling, havde blandet vinen med et sovepulver, forat jeg ikke skulde kunne gjøre modstand De løftede mig op paa et redskab, som de havde gjort istand for at bringe mig afsted til hovedstaden. Fem hundrede mand holdt paa med dette, og ved hjælp af tauge og taljer fik de meget kløgtig gjort det. Saa blev en femten hundrede heste spændte for vognen. De drog mig nu afsted til Lilleputs hovedstad, som laa omtrent en kilometer inde i landet. Jeg vaagnede ikke, før vi havde været fire timer underveis, og natten over blev vi paa veien. Fem hundrede vogtere stod paa hver side af mig, halvparten med brændende fakler og halvparten med bue og pile, om jeg skulde forsøge paa at komme løs.

II. I fangenskab.

Vi fortsatte reisen ved daggry og kom ved middagstid til omtrent hundrede meter fra byens porte. Keiseren og hele hans hof kom ud for at møde os;

II

34men hans høieste hoffolk vilde ikke tillade ham at udsætte sin høie person for fare ved at komme mig for nær. Det redskab, paa hvilket de kjørte mig, stansede ved et gammelt tempel, som de sagde var det største i hele landet, og der skulde jeg da bo. Den store port var en meter høi og en meter bred, saa jeg godt kunde krybe gjennem den. Paa hver side af porten var et lidet vindu, og gjennem det førte kongens smed en og nitti lænker, omtrent saa tykke som en dameurkjæde. Disse blev lukkede med seks og tredive hængelaase.

De sagde, at der den dag var over hundrede tusend af byens indvaanere ude for at se mig, og ikke mindre end ti tusend steg op paa mig ved hjælp af stiger. Men der udgik snart en kundgjørelse, at ingen under dødsstraf maatte gjøre dette. Saa blev jeg lænket ved benene, og de snorer, jeg var bunden med, blev tagne bort; men da jeg saa reiste mig helt op og begyndte at gaa, blev de allesammen saa forundrede, at det ikke kan beskrives.

Da jeg nu stod opreist, red keiseren hen imod mig; men hesten blev sky ved at se ligesom et berg røre sig foran den, og derfor maatte keiseren stige af og tilfods gaa rundt og betragte mig fra alle kanter. Han var alligevel saa forsigtig at holde sig saa langt fra mig, som lænken rak. Keiserinden og prinserne sad paa stole tætved keiseren, som var saa meget høiere end de andre som halvparten af min negl. Hans klædedragt var en mellemting af den europæiske og den asiatiske slags. Han havde en guldhjelm paa hovedet, prydet med ædelstene og en fjærbusk, og i haanden havde han et draget sverd, omtrent 7 centimeter langt. Dets hjalte var rigt udstyret med diamanter.

Da det led mod natten, krøb jeg med nogen møie ind i mit hus og laa der paa gulvet, indtil der med tiden kunde blive gjort istand en seng til mig. Seks hundrede af deres senge blev brugte til det, saaledes at et hundrede og femti syedes sammen i længden og bredden, og alt dette gjordes firedobbelt. Paa samme maade skaffede de mig lagener og aaklæder. De var gode nok for mig; jeg havde vænnet mig til at slide ondt.

Imidlertid udgik der en keiserlig forordning, at alle landsbyer i en kilometers hele omkreds hver morgen skulde levere seks okser, firti sauer og andre madvarer til mit underhold 35og desuden en mængde brød, vin og anden drikke. For alt dette betalte keiseren af sit skatkammer. Seks hundrede mand fik jeg til tjenere; de havde sine telte opslaaede paa hver side af min dør. Fremdeles blev det befalet, at tre hundrede skræddere skulde gjøre mig en klædning efter landets skik; at seks af de dygtigste videnskabsmænd skulde lære mig landets sprog, og endelig, at alle krigshestene i keiserens hær skulde øves op til at være nær mig uden at blive skye.

I en tre ugers tid lærte jeg deres sprog noksaa godt, og keiseren selv besøgte mig ofte og havde moro af at hjælpe de lærde med at lære mig sproget. Jeg havde været saa rolig og stille, at hverken keiseren, hoffet eller folket nu var ræd for mig, og jeg begyndte at haabe paa snart at blive fri igjen. De indfødte blev snart saa fortrolige med mig, at de kom og dansede paa min haand, og smaabørnene legte tvibrændt i mit haar.

En dag kom der et sendebud til kongen og meldte, at de havde fundet en stor sort ting nede ved stranden, og den maatte vist høre til mand-berget. Den saa saa rar ud; yderst omkring var den ganske flad og saa stor som keiserens sovekammer; men paa midten reiste den sig op i mandshøide og var flad ovenpaa. Levende var den ikke; de havde entret op paa den, trampet paa den og hørt, at den var hul. Da jeg hørte om dette, blev jeg baade glad og fornøiet, for jeg skjønte nok, at det var min hat, som vel var falden fra mig, da jeg blev kastet iland. Jeg bad om, at jeg straks maatte faa den, og da jeg satte den paa hovedet, skjønte de, hvad det var.

III. Gulliver i keiserens tjeneste.

Jeg havde indleveret saa mange ansøgninger om at blive fri, at sagen tilslut kom fore i statsraadet. Der blev det da afgjort, at jeg paa visse betingelser skulde faa komme løs. Betingelserne lød saaledes:

«1. Mand-berget skal ikke forlade vort rige uden dertil at have faaet vor keiserlige tilladelse under vort keiserlige segl.

2. Han maa ikke forsøge paa at komme ind i vor hovedstad uden vor udtrykkelige befaling. Naar han faar lov til at komme, skal indbyggerne have et varsel af to timer for at kunne holde sig i sine huse.

3. Mand-berget skal kun gaa paa hovedlandeveiene og ikke lægge sig ned eller gaa paa ager eller eng.

364. Naar han gaar paa de nævnte landeveie, skal han gjøre sig yderste flid for ikke at træde paa nogen af vore undersaatter eller deres heste eller deres vogne; heller ikke maa han tage nogen af vore undersaatter i sin haand uden deres vilje.

5. Hvis der kræves noget ilbud, skal mand-berget være forpligtet til at tage budbæreren og hans hest i lommen paa en seks dages reise engang i hver maaned og tilbagelevere nævnte budbærer (om saa forlanges) uskadt til Hans Majestæt keiseren.

6. Han skal være vor kampfælle mod alle vore fiender i landet Blefuscu og gjøre sit yderste for at ødelægge den orlogsflaade, som de nu udruster mod os.

7. Mand-berget skal til de tider, han selv vælger, hjælpe med at løfte de største stene til en mur om den store park og til andre af vore keiserlige bygverker.

Paa den anden side skal mand-berget, naar han ved en høitidelig ed forpligter sig til at overholde ovennævnte betingelser, have en daglig portion mad og drikke, svarende til et underhold af 1724 af vore undersaatter, og han skal have fri adgang til vor person samt andre tegn paa vor keiserlige gunst og bevaagenhed.

Givet paa vort slot Belfaborac den tyvende dag under den en og nittiende maane i vor regjering.»

Jeg aflagde eden og underskrev med glæde disse betingelser, og saa blev da mine lænker straks tagne af, og jeg var i fuld frihed. Keiseren selv gjorde mig den ære at være tilstede ved den hele høitidelighed.

Jeg vilde takke ham ved at kaste mig paa knæ for ham; men han bad mig blive staaende og sagde en hel del vakre ting til mig, som jeg ikke skal gjentage af frygt for, at nogen kunde tro, jeg var forfængelig.

IV. Mere om Gullivers liv og levnet i Lilleput.

Det første, jeg gjorde, efterat jeg var bleven fri, var at bede, om jeg maatte faa lov til at se hovedstaden Mildendo, og dette fik jeg ogsaa gjøre under paalæg om ikke at skade indvaanerne i deres huse. De havde forresten iforveien faaet besked om, at jeg skulde komme. Muren omkring byen er omtrent en meter høi og mindst en halv meter bred og har fem taarne i tre meters afstand fra hverandre. Jeg skrævede over den store 37vestre port og løftede forsigtig op frakkeskjøderne for ikke at sope tagene af husene, og ligesaa forsigtig gik jeg i gaderne for ikke at komme til at træde paa nogen, om der var en eller anden, som ikke havde faaet varsel. Alle vinduer i øverste og næstøverste etage var propfulde af mænd og kvinder, som skulde se paa mig, og jeg tror ikke, jeg nogentid har seet saa folkerig en by. Keiseren ønskede, at jeg skulde se, hvor prægtigt hans slot var baade udvendig og indvendig. Jeg bøiede mig derfor dybt ned og kigede ind gjennem de aabne vinduer i mellemetagen, og det var de vakreste værelser, jeg kan tænke mig. Keiserinden og de unge prinser stod med sit hof og saa paa mig, og hun var saa naadig at række haanden ud af vinduet, forat jeg skulde kysse den.

Men jeg faar vel fortælle lidt om, hvorledes jeg ellers levede der i landet. Jeg maatte selv gjøre mig et bord og en stol af de største trær i keiserens park. To hundrede sypiger syede skjorter til mig og lagener og dækketøi; de maatte tage den groveste strie, som fandtes i landet; men den var alligevel saa fin som kammerdug. De tog maal af mig paa den maade, at en stod ved nakken og en ved knæhasen, og saa holdt de en sterk snor mellem sig. Dernæst maalte de rundt mellem tommelfingeren; men de tog ikke noget andet maal; for de havde regnet ud, at to gange rundt tommelfingeren er engang rundt haandledet, og derefter ligedan rundt halsen og rundt livet. Da de saa fik min gamle skjorte som prøve bredt ud paa marken, klarede de sagen meget godt.

Tre hundrede skræddere gjorde mig en klædning; men de havde en anden maade at maale paa. Jeg lagde mig paa knæ, og saa satte de en lang brandstige op til halsen paa mig. En af dem gik øverst op og slap en line med et lod i fra kraven og ned; det var længden af frakken; men livet og ærmerne maalte jeg selv. Da jeg fik klæderne, saa de ud som de tepper, man syr af smaa filler, bare at disse var af ens farve.

Jeg havde tre hundrede kokke, som boede i hytter tæt ved mig med sine familier og lavede mad til mig hver dag. Jeg havde tyve tjenere paa bordet og hundrede paa marken. Alt, hvad jeg skulde have af mad og drikke, blev heiset op paa bordet, ligesom vi heiser vand op af en brønd. En dag havde jeg keiseren og nogle af hans høieste hofmænd til gjester; de 38sad oppe paa bordet og var allesammen saare forundrede over min appetit.

V. Om Gullivers ledingsfærd og hjemreise.

En dag kom keiserens geheime-sekretær og bad mig om en hemmelig samtale. Jeg tilbød at lægge mig ned, saa han lettere kunde naa mit øre; men han bad om, at jeg heller vilde holde ham i haanden, og det gjorde jeg da.

«Keiseren,» sagde han, «ønsker, at I skal gjøre ham en vigtig tjeneste; for vi holder paa at faa krig med ø-riget Blefuscu. Krigen har nu staaet paa i seks og tredive maaner og begyndte saaledes: Bedstefader til vor nuværende keiser spiste engang, mens han var gut, et eg og slog det itu paa den runde ende, men kom til at skjære sig i fingeren med kniven. Derfor befalede hans fader alle sine undersaatter under dødsstraf at slaa sine eg itu paa den spidse ende. Men dengang var Blefuscu skatskyldigt til Lilleput, og blefuscudianerne vilde ikke lyde befalingen, men blev ved at slaa eggene itu paa den brede ende. Derfor blev der erklæret dem krig for at tvinge dem til at lystre. Men nu har de udrustet en mægtig flaade for at angribe os, og keiseren, som kjender eders styrke, stoler paa, at I vil hjælpe ham.»

Da jeg havde tænkt lidt over sagen, foreslog jeg at tage blefuscudianernes flaade i deres egen havn. Da keiseren hørte det, blev han meget fornøiet og befalede, at alt, hvad jeg behøvede hertil, skulde stilles til min raadighed.

Da jeg havde gjort alt i orden, hørte jeg, at det sund, som skiller mellem Lilleput og Blefuscu, ikke var mere end tusend meter bredt og saa grundt, at det ved høivande ikke var mere end to meter dybt paa det dybeste. Jeg passede da paa lavvande, tog af mig mine sko, strømper og bukser og vadede først, svømmede saa over det dybeste og vadede saa videre, til jeg kom til Blefuscu. Det hele var gjort paa en halv time, og da blefuscudianerne fik se mig, blev de saa rædde, at de sprang overbord og svømmede iland. Der var mindst tredive tusend af dem. Jeg tog da frem mine sager, fæstede en snor med en krog i baugen paa hvert af skibene og bandt snorenderne sammen i en eneste knude. Mens jeg holdt paa med dette, skjød fienden flere tusend pile efter mig, og foruden at det gjorde forfærdelig ondt i ansigtet og hænderne, hindrede det mig ogsaa meget i mit arbeide. Især var jeg ræd for 39øinene; men saa huskede jeg paa, at jeg havde et par briller; dem tog jeg frem og satte paa mig, og saa gik det noksaa godt med arbeidet. Men da jeg nu havde faaet alle snorene knyttede sammen og skulde til at drage skibene med mig, saa kunde jeg ikke faa dem af flekken; thi de laa ankerfast. Saa maatte jeg igjen til at skjære hvert ankertaug over, og nu fik jeg da tilslut draget hele flaaden med mig over til Lilleput. Da jeg kom iland og havde fortøiet hele flaaden, blev jeg straks udnævnt til nardac, som er den høieste værdighed i Lilleput.

Da der nu om nogen tid kom sendebud fra Blefuscu for at tilbyde fred, gjorde de ogsaa et besøg hos mig og sagde, at keiseren af Blefuscu gjerne vilde modtage et besøg af mig. Da jeg forebragte dette for keiseren af Lilleput, fik jeg lov dertil, men Hans Majestæt var øiensynlig kold og fornærmet. Om aftenen kom en af statsraaderne i al hemmelighed til mig og fortalte, at storskatmesteren, Flimnap, havde sat ondt for mig. Han var nemlig vred, fordi jeg skulde være nardac, mens han bare var en gulgrum. Derfor havde han sagt til keiseren, at mit ønske om at besøge Blefuscu var en fornærmelse mod Lilleputs keiser, og at desuden skatkammeret ikke længer kunde bære udgifterne ved mit underhold. Da jeg hørte dette, syntes jeg, det var bedst at drage afgaarde straks. Jeg pakkede alle mine klæder i et par af de krigsskibe, jeg havde erobret, og drog dem efter mig, mens jeg vadede og svømmede over til Blefuscu.

Her havde to af keiserens hofmænd ventet paa mig ligefra den dag, der var kommet besked, at jeg vilde besøge landet. De skulde følge mig til hovedstaden, og saa tog jeg en i hver haand og lagde ivei. Keiseren af Blefuscu tog meget naadig imod mig; men det er vel ikke værdt at tale videre om al den ære, jeg nød der i landet.

Tre dage efterat jeg var kommen did, gik jeg og drev nede ved stranden. Da saa jeg med engang noget stort mørkt, som laa og drev ude i sjøen, og da jeg skulde se nøiere efter, var det en kantret baad. Denne fik jeg draget i land, og med de redskaber, jeg kunde faa tag i, gjorde jeg den istand og riggede den, og om det end holdt haardt, saa fik jeg dog syet seil til den ogsaa.

Da den var fuldt istand, tog jeg farvel med keiseren af 40Blefuscu. Jeg takkede for mig, og ikke tror jeg, de syntes, det var saa leit, at jeg reiste heller. Ikke før var jeg kommen rigtig tilsjøs, saa var jeg saa heldig at træffe paa et engelsk skib, som tog mig op, og saa kom jeg da lykkelig tilbage til England.

D. Swift.

31

Min far, som bodde i England, satte meg i lære hos en doktor; men da jeg hadde mer lyst til reiser, så brukte jeg de penger, som jeg fikk av mine foreldre, til å lære sjømannskap og matematikk, og da jeg hos doktoren hadde lært nok av legekunsten, så gjorde jeg flere reiser som skipslege og tok til sist ansettelse ombord på «Antilopen,» som skulle til Vestindien.

Skipet ble under reisen kastet mot en klippe og slått itu. Sammen med fem av mannskapet hadde jeg fått firet båten i sjøen; men kort etter tok en bølge og kastet den på land. Hva der ble av mine kamerater, vet jeg ikke; men jeg kom etter en stund til bevissthet og fant, at jeg lå på stranden. Jeg gikk et stykke innover landet; men da jeg hverken så folk eller huse, og da jeg var mat og trett etter anstrengelsene, så la jeg meg til å sove på marken.

Jeg tenker, jeg sov ni eller ti timer; for da jeg våknet, var det lys dag. Men da jeg skulle til å reise meg opp, merket jeg, at både arme og ben og hår var fæstede til marken. Jeg hørte en støy omkring meg; men da jeg lå på ryggen og ikke kunne løfte hodet, så var det ikke mulig for meg å se, hva det var, før jeg kjente, at noe rørte seg på mitt ene ben og kom opover brystet. Ved å skotte nedover, saameget jeg kunne, oppdaget jeg da, at det var en 32menneskelig skapning, ikke mer enn 15 centimeter lang, men velskapt i alle dele. Han hadde pil og bue i hånden, og innen jeg visste ordet av det, følte jeg minst halvhundre pile, der stak meg som nåler på hendene og i ansiktet.

Det gjorde så ondt, at jeg skrek i vilden sky. Jeg brølte så høyt, at allesammen rendte sin vei, det beste de kunne. Jeg hørte siden, at noen av dem hadde brukket arme og ben, da de i forskrekkelsen hoppet ned fra min kropp. Jeg strevde alt, hva jeg kunne, for å komme løs, og til slutt fikk jeg hodet og den venstre arm fri; men ikke før hadde jeg begynt å røre på meg, så hørte jeg en, som ropte: Tolgo phonec! og med det samme fikk jeg en hagl av over hundre pile i ansiktet og på hendene.

Jeg skjønte nå, at det var klokest å ligge stille, og folkene, som så, at jeg var rolig, skjød ikke mer på meg. Men jeg hørte fremdeles, at de støiede rundt omkring meg, og jeg kunne merke, at der ble flere og flere, og en tre, fire meter fra meg hørte jeg, det slo og banket. Jeg vendte meg litt til siden og så, at de bygde opp en stillas, som var omtrent en meter høy fra marken og så stor, at den kunne rumme en fire, fem stykker av dem ovenpå. Deroppe stod der også en, som det lot til var en fornem mann (thi hans lange kledning ble båren av en gut så stor som min lillefinger), og han holdt en lang tale til folket. Jeg kunne se av hans miner og fakter, at han ville vise medlidenhet og vennlighet; derfor gjorde jeg tegn, at jeg var sulten; thi jeg forstod ikke hans språk.

Mannen var en hurgo eller adelsmann, og han skjønte godt, hva jeg mente; thi om en liten stund kom de med stiger, som de satte opp imot min side, og så steg omtrent hundre av dem opp på meg og spaserte opover mot munnen med store kurve fulle av mat, som kongen hadde befalet, at de skulle bringe meg.

Der var lår og boger og ryggstykker av små sauer. Stegene var så små, at jeg spiste en to, tre stykker på engang, og brødene, de ga meg, var omtrent så store som alminnelige riflekuler. De forsynte meg, så fort de kunne, og så høist forundret ut ved å se min appetitt. Da jeg 33så gjorde tegn, at jeg var tørstig, heisede de opp til meg et av sine største vinfat og slo bunden ut. Jeg drakk det ut i ett drag, for det var ikke mer enn omtrent et vinglass. Jeg bad om mer; men da jeg hadde fått et til, kunne de ikke skaffe meg mer.

Da de så, at jeg jo ikke behøvde mer mat, kom der en mann av høy rang hen til meg. Han gikk like opp til mitt ansikt og begynte å tale til meg uten vrede, men i en meget bestemt tone, og han pekte ofte fremover, hvilket skulle bety, at keiseren ville, jeg skulle bringes til hovedstaden. Ved tegn bad jeg om å komme løs; men han rystet på hodet til tegn på, at det kunne ikke la seg gjøre. Men mat og drikke skulle jeg få nok av og bli godt behandlet.

Jeg ville enda engang prøve på å komme løs av båndene; men jeg kjente ennå svien etter pileskuddene, som hadde satt blemmer, og da jeg så, at folkemassen bestandig ble større omkring meg, så lot jeg dem forstå, at de kunne gjøre med meg, hva de ville. Da hurgoen hadde forstått min mening, gikk han og hans følge sin vei etter mange tegn på høflighet og velvilje.

Deretter kom der en mengde folk, som smurte ansiktet og hendene på meg inn med en salve, som gjorde, at jeg snart ikke kjente mer svie i sårene, og da jeg begynte å bli søvnig, la jeg meg ganske rolig til å sove. Jeg hørte senere, at legene, etter kongens befaling, hadde blandet vinen med et sovepulver, for at jeg ikke skulle kunne gjøre motstand De løftet meg opp på et redskap, som de hadde gjort i stand for å bringe meg av sted til hovedstaden. Fem hundre mann holdt på med dette, og ved hjelp av tauge og taljer fikk de meget kløktig gjort det. Så ble en femten hundre hester spente for vognen. De drog meg nå av sted til Lilleputs hovedstad, som lå omtrent en kilometer inne i landet. Jeg våknet ikke, før vi hadde vært fire timer underveis, og natten over ble vi på veien. Fem hundre voktere stod på hver side av meg, halvparten med brennende fakler og halvparten med bue og pile, om jeg skulle forsøke på å komme løs.

II. I fangenskap.

Vi fortsatte reisen ved daggry og kom ved middagstid til omtrent hundre meter fra byens porter. Keiseren og hele hans hof kom ut for å møte oss;

II

34men hans høyeste hoffolk ville ikke tillate ham å utsette sin høye person for fare ved å komme meg for nær. Det redskap, på hvilket de kjørte meg, stanset ved et gammelt tempel, som de sa var det største i hele landet, og der skulle jeg da bo. Den store port var en meter høy og en meter bred, så jeg godt kunne krype gjennom den. På hver side av porten var et lite vindu, og gjennom det førte kongens smed en og nitti lenker, omtrent så tykke som en dameurkjede. Disse ble lukket med seks og tretti hengelåser.

De sa, at der den dag var over hundre tusen av byens innvånere ute for å se meg, og ikke mindre enn ti tusen steg opp på meg ved hjelp av stiger. Men der utgikk snart en kunngjørelse, at ingen under dødsstraff måtte gjøre dette. Så ble jeg lenket ved benene, og de snorer, jeg var bunden med, ble tatt bort; men da jeg så reiste meg helt opp og begynte å gå, ble de allesammen så forundret, at det ikke kan beskrives.

Da jeg nå stod oppreist, red keiseren hen imot meg; men hesten ble sky ved å se likesom et berg røre seg foran den, og derfor måtte keiseren stige av og tilfods gå rundt og betrakte meg fra alle kanter. Han var allikevel så forsiktig å holde seg så langt fra meg, som lenken rak. Keiserinnen og prinsene satt på stole tett ved keiseren, som var så meget høyere enn de andre som halvparten av min negl. Hans klædedragt var en mellomting av den europeiske og den asiatiske slags. Han hadde en gullhjelm på hodet, prydet med edelstener og en fjærbusk, og i hånden hadde han et draget sverd, omtrent 7 centimeter langt. Dets hjalte var rikt utstyret med diamanter.

Da det led mot natten, krøp jeg med noen møye inn i mitt hus og lå der på gulvet, inntil der med tiden kunne bli gjort i stand en seng til meg. Seks hundre av deres senger ble brukte til det, således at et hundre og femti syedes sammen i lengden og bredden, og alt dette gjordes firedobbelt. På samme måte skaffet de meg lakener og åklær. De var gode nok for meg; jeg hadde vennet meg til at slide ondt.

Imidlertid utgikk der en keiserlig forordning, at alle landsbyer i en kilometers hele omkrets hver morgen skulle levere seks okser, firti sauer og andre matvarer til mitt underhold 35og dessuten en mengde brød, vin og annen drikke. For alt dette betalte keiseren av sitt skattkammer. Seks hundre mann fikk jeg til tjenere; de hadde sine telte oppslåtte på hver side av min dør. Fremdeles ble det befalet, at tre hundre skreddere skulle gjøre meg en kledning etter landets skikk; at seks av de dyktigste vitenskapsmenn skulle lære meg landets språk, og endelig, at alle krigshestene i keiserens hær skulle øves opp til å være nær meg uten å bli sky.

I en tre ugers tid lærte jeg deres språk nokså godt, og keiseren selv besøkte meg ofte og hadde moro av å hjelpe de lærde med å lære meg språket. Jeg hadde vært så rolig og stille, at hverken keiseren, hoffet eller folket nå var redd for meg, og jeg begynte å håpe på snart å bli fri igjen. De innfødte ble snart så fortrolige med meg, at de kom og danset på min hånd, og småbarnene lekte tvibrændt i mitt hår.

En dag kom der et sendebud til kongen og meldte, at de hadde funnet en stor sort ting nede ved stranden, og den måtte vist høre til mann-berget. Den så så rar ut; ytterst omkring var den ganske flat og så stor som keiserens sovekammer; men på midten reiste den seg opp i mannshøyde og var flat ovenpå. Levende var den ikke; de hadde entret opp på den, trampet på den og hørt, at den var hul. Da jeg hørte om dette, ble jeg både glad og fornøyet, for jeg skjønte nok, at det var min hat, som vel var falt fra meg, da jeg ble kastet i land. Jeg bad om, at jeg straks måtte få den, og da jeg satte den på hodet, skjønte de, hva det var.

III. Gulliver i keiserens tjeneste.

Jeg hadde innlevert så mange ansøkninger om å bli fri, at sagen til slutt kom fore i statsrådet. Der ble det da avgjort, at jeg på visse betingelser skulle få komme løs. Betingelsene lød således:

«1. Mann-berget skal ikke forlate vårt rike uten dertil å ha fått vår keiserlige tillatelse under vårt keiserlige segl.

2. Han må ikke forsøke på å komme inn i vår hovedstad uten vår uttrykkelige befaling. Når han får lov til å komme, skal innbyggerne have et varsel av to timer for å kunne holde seg i sine huse.

3. Mann-berget skal kun gå på hovedlandeveiene og ikke legge seg ned eller gå på ager eller eng.

364. Når han går på de nevnte landeveier, skal han gjøre seg ytterste flid for ikke å tre på noen av våre undersåtter eller deres hester eller deres vogner; heller ikke må han ta noen av våre undersåtter i sin hånd uten deres vilje.

5. Hvis der kreves noe ilbud, skal mann-berget være forpliktet til å ta budbæreren og hans hest i lommen på en seks dages reise engang i hver måned og tilbakelevere nevnte budbærer (om så forlanges) uskadt til Hans Majestæt keiseren.

6. Han skal være vår kampfelle mot alle våre fiender i landet Blefuscu og gjøre sitt ytterste for å ødelegge den orlogsflåte, som de nå utruster mot oss.

7. Mann-berget skal til de tider, han selv velger, hjelpe med å løfte de største steiner til en mur om den store park og til andre av våre keiserlige bygverker.

På den annen side skal mann-berget, når han ved en høytidelig ed forplikter seg til å overholde ovennevnte betingelser, have en daglig porsjon mat og drikke, svarende til et underhold av 1724 av våre undersåtter, og han skal ha fri adgang til vår person samt andre tegn på vår keiserlige gunst og bevågenhet.

Gitt på vårt slott Belfaborac den tjuende dag under den en og nittiende måne i vår regjering.»

Jeg avla eden og underskrev med glede disse betingelser, og så ble da mine lenker straks tagne av, og jeg var i full frihet. Keiseren selv gjorde meg den ære å være til stede ved den hele høytidelighet.

Jeg ville takke ham ved å kaste meg på kne for ham; men han bad meg bli stående og sa en hel del vakre ting til meg, som jeg ikke skal gjentage av frykt for, at noen kunne tro, jeg var forfengelig.

IV. Mer om Gullivers liv og levnet i Lilleput.

Det første, jeg gjorde, etter at jeg var blitt fri, var å bede, om jeg måtte få lov til å se hovedstaden Mildendo, og dette fikk jeg også gjøre under pålegg om ikke å skade innvånerne i deres huse. De hadde forresten i forveien fått besked om, at jeg skulle komme. Muren omkring byen er omtrent en meter høy og minst en halv meter bred og har fem tårn i tre meters avstand fra hverandre. Jeg skrævede over den store 37vestre port og løftet forsiktig opp frakkeskjøtene for ikke å sope takene av husene, og likeså forsiktig gikk jeg i gatene for ikke å komme til å tre på noen, om der var en eller annen, som ikke hadde fått varsel. Alle vinduer i øverste og nestøverste etasje var proppfulle av menn og kvinner, som skulle se på meg, og jeg tror ikke, jeg nogentid har sett så folkerik en by. Keiseren ønsket, at jeg skulle se, hvor prektig hans slott var både utvendig og innvendig. Jeg bøyde meg derfor dypt ned og kikket inn gjennom de åpne vinduer i mellometasjen, og det var de vakreste værelser, jeg kan tenke meg. Keiserinnen og de unge prinser stod med sitt hof og så på meg, og hun var så nådig å rekke hånden ut av vinduet, for at jeg skulle kysse den.

Men jeg får vel fortelle litt om, hvorledes jeg ellers levde der i landet. Jeg måtte selv gjøre meg et bord og en stol av de største trær i keiserens park. To hundre sypiker sydde skjorter til meg og lakener og dekketøy; de måtte ta den groveste strie, som fantes i landet; men den var allikevel så fin som kammerduk. De tok mål av meg på den måte, at en stod ved nakken og en ved knehasen, og så holdt de en sterk snor mellom seg. Dernest målte de rundt mellom tommelfingeren; men de tok ikke noe annet mål; for de hadde regnet ut, at to ganger rundt tommelfingeren er engang rundt håndleddet, og deretter likedan rundt halsen og rundt livet. Da de så fikk min gamle skjorte som prøve bredt ut på marken, klarede de sagen meget godt.

Tre hundre skreddere gjorde meg en kledning; men de hadde en annen måte å måle på. Jeg la meg på kne, og så satte de en lang brannstige opp til halsen på meg. En av dem gikk øverst opp og slapp en line med et lot i fra kraven og ned; det var lengden av frakken; men livet og ermene målte jeg selv. Da jeg fikk kledene, så de ut som de tepper, man syr av små filler, bare at disse var av ens farge.

Jeg hadde tre hundre kokke, som bodde i hytter tett ved meg med sine familier og lavede mat til meg hver dag. Jeg hadde tyve tjenere på bordet og hundre på marken. Alt, hva jeg skulle ha av mat og drikke, ble heiset opp på bordet, likesom vi heiser vann opp av en brønn. En dag hadde jeg keiseren og noen av hans høyeste hoffmenn til gjester; de 38satt oppe på bordet og var allesammen såre forundret over min appetitt.

V. Om Gullivers ledingsferd og hjemreise.

En dag kom keiserens geheime-sekretær og bad meg om en hemmelig samtale. Jeg tilbød å legge meg ned, så han lettere kunne nå mitt øre; men han bad om, at jeg heller ville holde ham i hånden, og det gjorde jeg da.

«Keiseren,» sa han, «ønsker, at dere skal gjøre ham en viktig tjeneste; for vi holder på å få krig med ø-riket Blefuscu. Krigen har nå stått på i seks og tretti måner og begynte således: Bestefar til vår nåværende keiser spiste engang, mens han var gut, et egg og slo det itu på den runde ende, men kom til å skjære seg i fingeren med kniven. Derfor befalte hans far alle sine undersåtter under dødsstraff å slå sine egg itu på den spisse ende. Men dengang var Blefuscu skattskyldig til Lilleput, og blefuscudianerne ville ikke lyde befalingen, men ble ved å slå eggene itu på den brede ende. Derfor ble der erklært dem krig for å tvinge dem til å lystre. Men nå har de utrustet en mektig flåte for å angripe oss, og keiseren, som kjenner deres styrke, stoler på, at dere vil hjelpe ham.»

Da jeg hadde tenkt litt over sagen, foreslo jeg å ta blefuscudianernes flåte i deres egen havn. Da keiseren hørte det, ble han meget fornøyet og befalte, at alt, hva jeg behøvde hertil, skulle stilles til min rådighet.

Da jeg hadde gjort alt i orden, hørte jeg, at det sund, som skiller mellom Lilleput og Blefuscu, ikke var mer enn tusen meter bredt og så grunt, at det ved høivande ikke var mer enn to meter dypt på det dypeste. Jeg passet da på lavvann, tog av meg mine sko, strømper og bukser og vadet først, svømte så over det dypeste og vadet så videre, til jeg kom til Blefuscu. Det hele var gjort på en halv time, og da blefuscudianerne fikk se meg, ble de så redde, at de sprang overbord og svømte i land. Der var minst tretti tusen av dem. Jeg tok da frem mine sager, fæstede en snor med en krok i baugen på hvert av skipene og bandt snorendene sammen i en eneste knute. Mens jeg holdt på med dette, skjød fienden flere tusen pile etter meg, og foruten at det gjorde forferdelig ondt i ansiktet og hendene, hindret det meg også meget i mitt arbeide. Især var jeg redd for 39øynene; men så husket jeg på, at jeg hadde et par briller; dem tok jeg frem og satte på meg, og så gikk det nokså godt med arbeidet. Men da jeg nå hadde fått alle snorene knyttede sammen og skulle til at drage skipene med meg, så kunne jeg ikke få dem av flekken; thi de lå ankerfast. Så måtte jeg igjen til å skjære hvert ankertaug over, og nå fikk jeg da til slutt draget hele flåten med meg over til Lilleput. Da jeg kom i land og hadde fortøyd hele flåten, ble jeg straks utnevnt til nardac, som er den høyeste verdighet i Lilleput.

Da der nå om noen tid kom sendebud fra Blefuscu for at tilbyde fred, gjorde de også et besøk hos meg og sa, at keiseren av Blefuscu gjerne ville motta et besøk av meg. Da jeg forebrakte dette for keiseren av Lilleput, fikk jeg lov dertil, men Hans Majestæt var øyensynlig kald og fornærmet. Om aftenen kom en av statsrådene i all hemmelighet til meg og fortalte, at storskatmesteren, Flimnap, hadde satt ondt for meg. Han var nemlig vred, fordi jeg skulle være nardac, mens han bare var en gulgrum. Derfor hadde han sagt til keiseren, at mitt ønske om å besøke Blefuscu var en fornærmelse mot Lilleputs keiser, og at dessuten skattkammeret ikke lenger kunne bære utgiftene ved mitt underhold. Da jeg hørte dette, syntes jeg, det var best at drage afgaarde straks. Jeg pakket alle mine klæder i et par av de krigsskip, jeg hadde erobret, og drog dem etter meg, mens jeg vadet og svømte over til Blefuscu.

Her hadde to av keiserens hoffmenn ventet på meg like fra den dag, der var kommet besked, at jeg ville besøke landet. De skulle følge meg til hovedstaden, og så tok jeg en i hver hånd og la i vei. Keiseren av Blefuscu tog meget nådig imot meg; men det er vel ikke verdt å tale videre om all den ære, jeg nød der i landet.

Tre dage etter at jeg var kommet dit, gikk jeg og drev nede ved stranden. Da så jeg med engang noe stort mørkt, som lå og drev ute i sjøen, og da jeg skulle se nøyere etter, var det en kantret båt. Denne fikk jeg draget i land, og med de redskaper, jeg kunne få tak i, gjorde jeg den i stand og riggede den, og om det enn holdt hardt, så fikk jeg dog sydd seil til den også.

Da den var fullt i stand, tok jeg farvel med keiseren av 40Blefuscu. Jeg takket for meg, og ikke tror jeg, de syntes, det var så leit, at jeg reiste heller. Ikke før var jeg kommet riktig til sjøs, så var jeg så heldig å treffe på et engelsk skip, som tok meg opp, og så kom jeg da lykkelig tilbake til England.

D. Swift.