29

Det var saa gruelig koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften; det var ogsaa den sidste aften i aaret, nyaarsaften. I denne kulde og i dette mørke gik en liden fattig pige paa gaden med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok havt tøfler paa, da hun kom hjemmefra; men hvad kunde det hjælpe? Det var meget store tøfler; hendes moder havde sidst brugt dem, saa store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne for saa sterkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde, og den anden løb en gut med; han sagde, at den kunde han bruge til vugge, naar han selv fik børn.

Der gik nu den lille pige paa de nøgne, smaa fødder, der var røde og blaa af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovelstikker, og en bundt gik hun med i haanden; ingen havde den hele dag kjøbt af hende; ingen havde givet hende en eneste skilling; sulten og forfrossen gik hun og saa saa forkuet ud, den lille stakkar! Snefnokkerne faldt i hendes lange, gule haar, der krøllede sig saa smukt om nakken; men den stas tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og saa lugtede der i gaden saa deilig af gaasesteg; det var jo nyaarsaften, ja det tænkte hun paa.

Henne i en krog mellem to huse — det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet — der satte hun sig og krøb sammen; de smaa ben havde hun trukket op under sig; men hun frøs endnu mere, og hjem turde hun ikke gaa; hun havde jo ingen svovelstikker solgt, ikke faaet en eneste skilling; hendes fader vilde slaa hende, og koldt var der ogsaa hjemme; de havde kun taget lige over sig, og der peb vinden ind, skjønt der var stoppet straa og kluder i de største sprækker. Hendes smaa 30hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en liden svovelstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække en ud af bundten, stryge den mod væggen og varme fingrene! Hun trak den ud; «ritsch!» hvor den sprudede, hvor den brændte! Det var en varm, klar lue, ligesom et lidet lys, da hun holdt haanden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes, hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingdør; ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt! Nei, hvad var det? — Den lille strakte allerede fødderne ud for ogsaa at varme disse — — da slukkedes flammen. Kakkelovnen forsvandt, — hun sad med en liden stump af den udbrændte svovelstikke i haanden.

En ny blev strøgen; den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt paa muren, blev denne gjennemsigtig som et flor; hun saa lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcellæn, og deilig dampede den stegte gaas, fyldt med svedsker og æbler! Og hvad der var endnu prægtigere : Gaasen sprang fra fadet, vraltede hen ad gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovelstikken, og der var kun den tykke, kolde mur at se.

Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet end det, hun gjennem glasdøren havde seet hos den rige kjøbmand nu sidste jul. Tusende lys brændte paa de grønne grene, og brogede billeder som de, der pynte butikvinduerne, saa ned til hende. Den lille strakte begge hænder i veiret — da slukkedes svovelstikken; de mange julelys gik høiere og høiere; hun saa, de var nu de klare stjerner; en af dem faldt og gjorde en lang ildstribe paa himlen.

«Nu dør der en!» sagde den lille; for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god imod hende, men nu var død, havde sagt: Naar en stjerne falder, gaar der en sjæl op til Gud.

Hun strøg igjen en svovelstikke mod muren; den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet.

«Mormor!» raabte den lille. «O tag mig med! jeg ved, du er borte, naar svovelstikken gaar ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den deilige gaasesteg og det store velsignede 31juletræ!» — Og hun strøg i hast den hele rest svovelstikker, der var i bundten; hun vilde ret holde paa mormor; og svovelstikkerne lyste med en saadan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille pige op paa sin arm, og de fløi i glans og glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angest — de var hos Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden — død, frossen ihjel den sidste aften i det gamle aar. Nyaarsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovelstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken glans hun med gamle mormor var gaaet ind til nyaars glæde.

H. C. Andersen.

29

Det var så gruelig kaldt; det snødde, og det begynte å bli mørk aften; det var også den siste aften i året, nyårsaften. I denne kulde og i dette mørke gikk en liten fattig pike på gaten med bart hode og nakne føtter; ja hun hadde jo riktignok hatt tøfler på, da hun kom hjemmefra; men hva kunne det hjelpe? Det var meget store tøfler; hennes mor hadde sist brukt dem, så store var de, og dem tapte den lille, da hun skyndte seg over gaten, idet to vogner for så sterkt forbi; den ene tøffel var ikke å finne, og den annen løp en gut med; han sa, at den kunne han bruke til vugge, når han selv fikk barn.

Der gikk nå den lille pike på de nakne, små føtter, der var røde og blå av kulde; i et gammelt forkle holdt hun en mengde svovelstikker, og en bunt gikk hun med i hånden; ingen hadde den hele dag kjøpt av henne; ingen hadde gitt henne en eneste skilling; sulten og forfrossen gikk hun og så så forkuet ut, den lille stakkar! Snefnokkerne falt i hennes lange, gule hår, der krøllet seg så smukt om nakken; men den stas tenkte hun riktignok ikke på. Ut fra alle vinduer skinte lysene, og så luktet der i gaten så deilig av gåsestek; det var jo nyårsaften, ja det tenkte hun på.

Henne i en krok mellom to huse — det ene gikk litt mer frem i gaten enn det andre — der satte hun seg og krøp sammen; de små ben hadde hun trukket opp under seg; men hun frøs enda mer, og hjem turde hun ikke gå; hun hadde jo ingen svovelstikker solgt, ikke fått en eneste skilling; hennes far ville slå henne, og kaldt var der også hjemme; de hadde kun taget like over seg, og der pep vinden inn, skjønt der var stoppet strå og kluter i de største sprekker. Hennes små 30hender var nesten ganske døde av kulde. Ak! en liten svovelstikke kunne gjøre godt. Turde hun bare trekke en ut av bunten, stryke den mot veggen og varme fingrene! Hun trakk den ut; «ritsch!» hvor den sprutet, hvor den brente! Det var en varm, klar lue, likesom et lite lys, da hun holdt hånden om den; det var et underlig lys! Den lille pike syntes, hun satt foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkuler og messingdør; ilden brente så velsignet, varmet så godt! Nei, hva var det? — Den lille strakte allerede føttene ut for også å varme disse — — da slukkedes flammen. Kakkelovnen forsvant, — hun satt med en liten stump av den utbrente svovelstikke i hånden.

En ny ble strøket; den brente, den lyste, og hvor skinnet falt på muren, ble denne gjennomsiktig som et flor; hun så like inn i stuen, hvor bordet stod dekket med en skinnende hvit dug, med fint porselen, og deilig dampet den stekte gås, fylt med svisker og epler! Og hva der var enda prektigere : Gåsen sprang fra fadet, vraltet hen ad gulvet med gaffel og kniv i ryggen; like hen til den fattige pike kom den; da slukkedes svovelstikken, og der var kun den tykke, kalde mur å se.

Hun tente en ny. Da satt hun under det deiligste juletre; det var enda større og mer pyntet enn det, hun gjennom glassdøren hadde sett hos den rike kjøpmann nå siste jul. Tusende lys brente på de grønne grener, og brokete billeder som de, der pynte butikkvinduene, så ned til henne. Den lille strakte begge hender i været — da slukkedes svovelstikken; de mange julelys gikk høyere og høyere; hun så, de var nå de klare stjerner; en av dem falt og gjorde en lang ildstripe på himlen.

«Nå dør der en!» sa den lille; for gamle mormor, som var den eneste, der hadde vært god imot henne, men nå var død, hadde sagt: Når en stjerne faller, går der en sjel opp til Gud.

Hun strøk igjen en svovelstikke mot muren; den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

«Mormor!» ropte den lille. «O ta meg med! jeg vet, du er borte, når svovelstikken går ut; borte likesom den varme kakkelovn, den deilige gåsestek og det store velsignede 31juletre!» — Og hun strøk i hast den hele rest svovelstikker, der var i bunten; hun ville rett holde på mormor; og svovelstikkene lyste med en sådan glans, at det var klarere enn ved den lyse dag. Mormor hadde aldri før vært så smuk, så stor; hun løftet den lille pike opp på sin arm, og de fløy i glans og glede, så høyt, så høyt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst — de var hos Gud!

Men i kroken ved huset satt i den kalde morgenstund den lille pike med røde kinner, med smil om munnen — død, frossen ihjel den siste aften i det gamle år. Nyttårsmorgen gikk opp over det lille lig, der satt med svovelstikkene, hvorav et knippe var nesten brent. Hun har villet varme seg, sa man; ingen visste, hva smukt hun hadde sett, i hvilken glans hun med gamle mormor var gått inn til nyttårs glede.

H. C. Andersen.