I gamle dage vandrede engang en kjæmpe paa den store landevei; da sprang pludselig en ubekjendt mand ham imøde og raabte: «Holdt! ikke et skridt videre!» — «Hvad?» sagde kjæmpen, «din usling, som jeg kan knuse mellem mine fingre, du vil sperre veien for mig? — Hvem er du, der tør vove at tale saa dristig til mig?» — «Jeg er døden,» sagde den anden meget rolig, «intet menneske kan modstaa mig, og du maa, ligesaa godt som enhver anden, lystre, naar jeg befaler.» Men kjæmpen sagde rent ud: «Nei! det gjør jeg ikke!» og gav sig til at slaaes med døden, da denne vilde tage fat paa ham. Det var en lang, alvorlig strid — ret hvad man kalder en kamp paa liv og død; men tilsidst fik virkelig kjæmpen overhaand og gav døden et saa vældigt slag med sin sterke haand, at han sank til jorden ved siden af en stor sten. Derpaa gik kjæmpen sin vei, og der laa nu døden, overvunden, forslaaet og saa mat, at han ikke kunde reise sig selv. «Ak!» sagde han, «hvad skal der blive af mig, naar jeg bliver liggende i denne krog? — Saa dør der jo ingen mere paa jorden, og den vil blive saa overfyldt med 28mennesker, at de tilsidst træder hverandre ihjel, uden at de behøver mig dertil.» — I det samme kom der en ung fyr henad veien, sund og rask, lystig og glad, og sang en vise, medens han lod sine øine løbe rundt omkring. Han saa da ogsaa en ganske mager og tør mand ligge næsten afmægtig paa jorden, ynkedes over ham og gik hen og reiste ham op, saa at han fik ryggestød mod stenen. Derpaa tog han sin reiseflaske af lommen, lod døden tage sig en god taar og blev staaende hos ham, til han begyndte at komme til kræfter. «Tak, min unge ven!» sagde den ubekjendte, idet han med besværlighed kom paa benene igjen; «du ved nok ikke, hvem det er, du har hjulpet paa benene?» — «Nei,» sagde den unge; «jeg kjender dig ikke og har aldrig mødt dig før.» «Ja, jeg er døden,» sagde den anden; «du ved nok, jeg skaaner ingen og kan heller ikke gjøre nogen undtagelse med dig. Men forat du dog skal se, jeg ikke er utaknemmelig, saa lover jeg dig, at jeg aldrig skal komme over dig uventet; jeg skal sende dig mine visse bud for at lade dig vide, naar jeg kommer for at hente dig.» — «Ja, ja!» sagde den unge, «tak skal du have! Det er dog altid noget godt, at jeg faar vide, naar du kommer; og saa længe, til det sker, kan jeg da være ganske sikker for dig.» — Dermed drog han sin vei videre frem, levede i glæde og lystighed og lod fem være lige. Men paa den maade holdt ungdom og sundhed ikke ret længe ud hos ham, Sygdom og smerter afløste dem og pinte ham paa forskjellige maader. «Dø gjør jeg da ikke,» sagde han til sig selv; «døden sender mig jo først sit visse bud; naar jeg bare var af med den slemme gjest, som plager mig, og havde min helbred igjen!» — Saasnart han da kom sig, begyndte han at leve som før i sus og dus. Men en sommerdag, han havde været lystig og glad og spist og drukket godt, stod han i sit vindu og saa ud i haven. Da er der en bag ham, som banker ham paa skulderen. Manden vender sig om, og da ser han, at det er døden, der siger: «Kom nu og følg med! Din time er slaaet; du maa sige verden farvel.» — «Hvad for noget?» siger manden; «vil du saadan bryde ord og aftale? Har du ikke lovet mig, at førend du selv kom til mig, vilde du sende mig dine visse bud? Jeg har ikke seet noget til dem.» — «Ti du stille dermed!» svarede døden; «jeg har ærlig holdt ord. Har jeg ikke endogsaa sendt dig det ene 29bud efter det andet? Kom ikke feberen og rystede dig? Har ikke gigten nappet og stukket dig i alle lemmer? Merkede du ikke, hvordan tandverk pinte dine kinder, og hørte du ikke, hvor det bruste for dine øren? Tog ikke svimmelheden fat i dit hoved og trykkede det, saa det blev sort for dine øine? — Og har desuden ikke min tvillingbroder besøgt dig hver nat, og hver aften, naar du sov ind, mindet dig om, at du skulde tænke paa mig?» — Manden kunde ikke svare noget til det; han maatte finde sig i sin skjæbne, tage imod den kolde haand, som raktes ham, og gaa sin vei med døden.

I gamle dage vandret engang en kjempe på den store landevei; da sprang plutselig en ubekjendt mann ham imøte og ropte: «Holdt! ikke et skritt videre!» — «Hva?» sa kjempen, «din usling, som jeg kan knuse mellom mine fingre, du vil sperre veien for meg? — Hvem er du, der tør vove å tale så dristig til meg?» — «Jeg er døden,» sa den annen meget rolig, «intet menneske kan motstå meg, og du må, likeså godt som enhver annen, lystre, når jeg befaler.» Men kjempen sa rent ut: «Nei! det gjør jeg ikke!» og ga seg til å slås med døden, da denne ville ta fat på ham. Det var en lang, alvorlig strid — rett hva man kaller en kamp på liv og død; men til sist fikk virkelig kjempen overhånd og ga døden et så veldig slag med sin sterke hånd, at han sank til jorden ved siden av en stor stein. Derpå gikk kjempen sin vei, og der lå nå døden, overvunnet, forslått og så mat, at han ikke kunne reise seg selv. «Ak!» sa han, «hva skal der bli av meg, når jeg blir liggende i denne krok? — Så dør der jo ingen mer på jorden, og den vil bli så overfyldt med 28mennesker, at de til sist trer hverandre ihjel, uten at de behøver meg dertil.» — I det samme kom der en ung fyr henad veien, sund og rask, lystig og glad, og sang en vise, mens han lot sine øyne løpe rundt omkring. Han så da også en ganske mager og tør mann ligge nesten avmektig på jorden, ynkedes over ham og gikk hen og reiste ham opp, så at han fikk ryggestød mot steinen. Derpå tok han sin reiseflaske av lommen, lot døden ta seg en god tår og ble stående hos ham, til han begynte å komme til krefter. «Takk, min unge venn!» sa den ubekjendte, idet han med besværlighet kom på benene igjen; «du vet nok ikke, hvem det er, du har hjulpet på benene?» — «Nei,» sa den unge; «jeg kjenner deg ikke og har aldri møtt deg før.» «Ja, jeg er døden,» sa den annen; «du vet nok, jeg skåner ingen og kan heller ikke gjøre noen unntakelse med deg. Men for at du dog skal se, jeg ikke er utakknemlig, så lover jeg deg, at jeg aldri skal komme over deg uventet; jeg skal sende deg mine visse bud for å la deg vide, når jeg kommer for å hente deg.» — «Ja, ja!» sa den unge, «takk skal du ha! Det er dog alltid noe godt, at jeg får vite, når du kommer; og så lenge, til det skjer, kan jeg da være ganske sikker for deg.» — Dermed drog han sin vei videre frem, levde i glede og lystighet og lot fem være lige. Men på den måte holdt ungdom og sunnhet ikke rett lenge ut hos ham, Sygdom og smerter avløste dem og pinte ham på forskjellige måter. «Dø gjør jeg da ikke,» sa han til seg selv; «døden sender meg jo først sitt visse bud; når jeg bare var av med den slemme gjest, som plager meg, og hadde min helbred igjen!» — Så snart han da kom seg, begynte han å leve som før i sus og dus. Men en sommerdag, han hadde vært lystig og glad og spist og drukket godt, stod han i sitt vindu og så ut i hagen. Da er der en bak ham, som banker ham på skulderen. Mannen vender seg om, og da ser han, at det er døden, der sier: «Kom nå og følg med! Din time er slått; du må si verden farvel.» — «Hva for noe?» sier mannen; «vil du sådan bryte ord og avtale? Har du ikke lovet meg, at før du selv kom til meg, ville du sende meg dine visse bud? Jeg har ikke sett noe til dem.» — «Ti du stille dermed!» svarede døden; «jeg har ærlig holdt ord. Har jeg ikke endogsaa sendt deg det ene 29bud etter det andre? Kom ikke feberen og rystet deg? Har ikke gikten nappet og stukket deg i alle lemmer? Merket du ikke, hvordan tannverk pinte dine kinner, og hørte du ikke, hvor det bruste for dine øren? Tok ikke svimmelheten fat i ditt hode og trykket det, så det ble sort for dine øyne? — Og har dessuten ikke min tvillingbror besøkt deg hver natt, og hver aften, når du sov inn, minnet deg om, at du skulle tenke på meg?» — Mannen kunne ikke svare noe til det; han måtte finne seg i sin skjebne, ta imot den kalde hånd, som raktes ham, og gå sin vei med døden.