Der var engang en mand, som boede borte i en skog; han havde saa mange sauer og gjeder; men aldrig kunde han have dem i fred for graabenen. «Jeg skal vel lure den graatassen,» sagde han tilsidst og gav sig til at grave en ulvestue. Da han havde gravet dybt nok, satte han en stolpe midt ned i ulvestuen, og paa den stolpen slog han en skive, og paa den skiven satte han en liden hund, og over graven lagde han kviste og bar og andet raskeri, og ovenpaa det strøede han sne, forat tassen ikke skulde se, der var en grav under. Da det led ud paa natten, blev den lille hunden kjed af at staa der. «Vov, vov, vov!» sagde den og gjøede mod maanen. Saa kom der en ræv lakkendes og lakkendes og tænkte, han rigtig skulde gjøre marked, og saa gjorde han et hop — bardus ned i ulvestuen. Da det led lidt længer ud paa natten, saa blev den lille hunden saa kjed og saa sulten, og saa tog den paa at gjø og gneldre. «Vov, vov, vov!» sagde den. Ret som det var, kom der en graaben tassendes og tassendes; han tænkte nok, han skulde hente sig en fed steg, og saa gjorde han et hop — bardus ned i ulvestuen.
17Da det led ud i graalysingen om morgenen, kom nordensnoen, og det blev saa koldt, at den lille hunden stod og frøs og skalv, og saa var den saa træt og sulten. «Vov, vov, vov, vov!» sagde den og gjøede i et væk. Saa kom der en bjørn labbendes og labbendes bortover og huskede paa sig og tænkte, han skulde nok faa sig en godbid paa morgenkvisten; saa huskede han iveien ud paa kvistene — bardus ned i ulvestuen.
Da det led lidt længer ud paa morgenen, kom der gaaende en gammel fantekjærring, som slang gaardimellem med en pose paa ryggen. Da hun fik øie paa den lille hunden, som stod der og gjøede, maatte hun bort og se, om der var kommen dyr i ulvestuen om natten. Ja, hun lagde sig paa knærne og kigede nedi.
«Er du kommen i fælden nu, Mikkel?» sagde hun til ræven, for ham saa hun først; «tilpas til dig, din hønsetyv! — Du og, graatas?» sagde hun til graabenen; «har du revet gjed og sau, saa bli’r du nu pint og slaaet tildøde. — Aa nei da, bamse! sidder du ogsaa i stuen, din mærreflaaer? Ja, dig skal vi rispe, og dig skal vi flaa, og skallen din skal vi paa buvæggen slaa!» skreg kjærringen ivrig og hyttede til bjørnen; men i det samme faldt posen frem over hovedet paa hende, og kjærringen røg — bardus ned i ulvestuen. Saa sad de der og gloede paa hverandre alle fire, hver i sin krog: ræven i det ene, graabenen i det andet, bjørnen i det tredje og kjærringen i det fjerde hjørnet.
Men da det blev rigtig lyst, begyndte Mikkel at ryste paa sig, og saa vimsede han omkring, for han tænkte vel, han skulde prøve at komme ud. Men saa sagde kjærringen: «Kan du ikke sidde rolig du da, din sviverove! og ikke gaa saa og svinse og svanse? Se paa han far sjøl i stua, han sidder saa stø som en prest,» — for nu tænkte hun, at hun skulde prøve at gjøre sig godvenner med bjørnen. Men saa kom manden, som eiede ulvestuen. Først trak han op kjærringen, og saa slog han ihjel alle dyrene, og han sparede hverken han far sjøl i stua eller tassen eller Mikkel sviverove. Den natten syntes han at han havde gjort et godt kast.
P. Chr. Asbjørnsen.