Der var engang en mand, som skulde reise tilskogs efter ved. Saa mødte han en bjørn. «Kom med hesten, ellers slaar jeg ihjel alle sauerne dine til sommeren,» sagde bjørnen.
«Aa, kjære dig da!» sagde manden, «der findes ikke vedpinden hjemme; du faar da lade mig kjøre hjem et læs ved, ellers fryser vi rent ihjel; jeg skal komme igjen med hesten til dig imorgen.» Ja, det skulde han faa lov til, det blev de forligte om; men dersom han ikke kom igjen, skulde han miste alle sauerne sine til sommeren, sagde bjørnen.
Manden fik veden paa og ruslede hjemover; men han var ikke meget glad i det forliget; det kan en nok vide. Saa mødte han en ræv.
«Hvad er det, du er saa sturen for?» spurgte ræven.
«Aa, jeg mødte en bjørn opi her,» sagde manden, «og ham maatte jeg love, han skulde faa hesten min imorgen ved dette leite, for fik han ikke den, sagde han, saa vilde han rive ihjel alle sauerne mine til sommeren.»
«Pyt! ikke værre,» sagde ræven. «Vil du give mig den fedeste bukken din, skal jeg nok fri dig for det, jeg.»
Ja, det lovede han, og det skulde han holde ogsaa, sagde manden.
«Naar du kommer til bjørnen med hesten imorgen,» sagde ræven, «saa skal jeg kaue opi uren her, jeg, og naar saa bjørnen spør, hvad det er, skal du sige, det er Per skytter, som er den bedste skytter i verden, — og siden faar du hjælpe dig selv.»
Den næste dagen reiste manden ud, og da han traf bjørnen, begyndte det at kaue opi uren.
«Tsju! hvad er det?» sagde bjørnen.
15«Aa, det er han Per skytter, som er den bedste skytter i verden,» sagde manden; «jeg kjender ham paa maalet,» sagde han.
«Har du seet nogen bjørn her, Erik?» raabte det borti skogen.
«Sig nei!» sagde bjørnen.
«Nei, jeg har ikke seet nogen bjørn,» sagde Erik.
«Hvad er det, som staar ved slæden din da?» raabte det borti skogen.
«Sig, det er en gammel tyrilaag,» hviskede bjørnen.
«Aa, det er bare en gammel tyrilaag,» sagde Erik.
«Slige tyristubber pleier vi tage og velte paa slæden hos os,» raabte det borti skogen; «orker du ikke, skal jeg komme og hjælpe dig.»
«Sig, du hjælper dig selv, og velt mig paa slæden,» sagde bjørnen.
«Nei tak, jeg hjælper mig nok selv, jeg,» sagde manden og veltede bjørnen paa slæden.
«Slige tyristubber pleier vi gjure paa hos os», raabte det borti skogen. «Vil du have hjælp?» spurgte det.
«Sig, du hjælper dig selv, og gjur mig fast, du,» sagde bjørnen.
«Nei tak, jeg hjælper mig nok selv,» sagde manden og gav sig til at gjure bjørnen fast med alle de reb, han havde, saa at den ikke kunde lede paa en lab engang.
«Slige tyristubber pleier vi hugge øksen i hos os, naar vi har gjuret dem fast,» raabte det borti skogen, «for saa styrer vi bedre i de store bakkerne,» sagde det.
«Lad, som du hugger øksen i mig, du,» hviskede bjørnen.
Da tog manden øksen og kløvede skallen paa bjørnen, saa den laa død med det samme, og han og ræven var venner og vel forligte; men da de kom bortimod gaarden, sagde ræven:
«Jeg skulde nok have lyst at følge dig ind; men jeg liker ikke bikjerne dine; jeg skal bie her, til du kommer med bukken; tag bare en, som er brav fed.»
Ja, det lovede manden og takkede til for hjælpen. Da han havde sat ind hesten, gik han bortover til sauehuset.
«Hvor skal du hen?» sagde kjærringen hans.
16«Aa, jeg skal bort i sauehuset og hente en fed buk til den snilde ræven, som frelste hesten vor,» sagde manden, «for jeg har lovet ham det.»
«Jovist skulde en give den tyveræven nogen buk,» sagde kjærringen. «Hesten har vi jo og bjørnen atpaa, og ræven har vist stjaalet flere gjæs fra os, end bukken er værd, og har han ikke gjort det, saa kan han gjøre det,» sagde hun. «Nei, tag et par af de sinteste bikjerne i sækken din og slip efter ham, du, saa bli’r vi kanske kvit den tyveradden,» sagde kjærringen.
Det syntes manden var et godt raad og tog to sinte, røde hunde, puttede dem i sækken og drog afsted med.
«Har du bukken?» sagde ræven.
«Ja, kom og tag den!» sagde manden; han løste op sækkebaandet og slap hundene paa den.
«Huf!» sagde ræven og gjorde et hop, «det er sandt, som de siger for et gammelt ord, at vel gjort bli’r ilde lønnet, og nu ser jeg, det er sandt ogsaa, at frænde er frænde værst,» sagde den, — den saa, at de røde hunde satte efter den.
P. Chr. Asbjørnsen.