Der var engang en mand, som var saa grætten og vild, og aldrig syntes han, at konen gjorde nok i huset. Saa kom han hjem en kveld i slaat-onnen og gren og skjendte, saa det lyste om ham. «Kjære væne, vær ikke saa vond, far,» sagde kjærringen; «imorgen skal vi bytte arbeide: jeg skal gaa ud med slaattekarlene og slaa, saa kan du stelle hjemme.» Ja, det syntes manden godt om, og det vilde han gjerne. Tidlig om morgenen tog kjærringen ljaen paa nakken og gik ud i engen med slaattefolkene og skulde slaa. Manden skulde da til at stelle i huset. Først vilde han til at kjerne smør; men da han havde kjernet en 13stund, blev han tørst, gik ned i kjelderen og skulde tappe i øl. Mens han holdt paa at tappe i ølbollen, fik han høre, at grisen var kommen ind i stuen. Han afsted med tappen i haanden, op igjennem kjeldertrappen som allersnarest og skulde passe grisen, at den ikke skulde velte kjernen; men da han fik se, at grisen alt havde slaaet kjernen overende og stod og smattede paa fløden, som randt udover gulvet, blev han saa flyvende sint, at han rent glemte øltønden, og efter grisen, det bedste han kunde. Han naaede den igjen i døren, og der gav han den et dygtigt spark, saa den blev liggende paa flekken. Nu kom han ihu, at han gik med tappen i haanden; men da han kom ned i kjelderen, var alt ølet rundet ud af tønden.
Han gik da paa melkeboden igjen og fandt saameget fløde, at han fik kjernen fuld, og saa gav han sig til at kjerne; for smør vilde han have til middags. Da han havde kjernet en stund, kom han ihu, at hjemkoen stod inde endda og hverken havde faaet vaadt eller tørt, endda det var langt paa dag. Han syntes, det var for langt at gaa til havnen med den, saa tænkte han, at han skulde slippe den op paa taget; det var torvtag paa hytten, og der stod stort, gildt græs. Hytten laa ved en brat bakke, og naar han lagde en planke over paa taget, saa troede han nok, han skulde faa koen derop. Men kjernen turde han ikke slippe heller; for den vesle ungen hans for og kravlede om paa gulvet; han kunde gjerne slaa den overende, tænkte han. Kjernen tog han paa ryggen og gik saa ud; men saa skulde han vande koen først, før han slap den paa taget. Han tog da en bøtte og skulde tage vand i brønden med; men da han bøiede sig ud over kanten, randt fløden ud af kjernen og ned i nakken paa ham og saa ned i brønden. Det led sterkt til middags, og smør havde han endda ikke faaet; saa tænkte han, han skulde koge grød, hængte saa en gryde med vand paa skorstenen. Da han havde gjort det, kom han til at tænke paa, at koen kunde falde ned af taget og brække benene eller nakken paa sig, gik saa op paa taget og skulde binde den. Den ene enden af rebet bandt han om halsen paa koen, slap det ned igjennem piben og bandt rebhelden om laaret sit, for vandet kogte alt i gryden, og han maatte til at stampe grøden. Medens han holdt paa med det, 14faldt koen udover taget alligevel og drog manden op igjennem piben ved rebet; der sad han fast, og koen den hang udenfor væggen og svævede mellem himmel og jord, og den kunde hverken komme op eller ned. Konen havde ventet i syv lange og syv brede paa, at manden skulde komme og raabe hjem til middags; men det blev ikke noget af. Tilsidst saa syntes hun, det blev for længe, og gik endelig hjem. Da hun fik se, at koen hang saa stygt til, gik hun bort og hug af rebet med ljaen; i det samme faldt manden ned igjennem peispiben, og da kjærringen kom ind, stod han paa hovedet i grødgryden.
P. Chr. Asbjørnsen.