Der var engang en gut, som skulde ud og fri. Blandt andre steder kom han ogsaa til en gaard, hvor folkene var i ren fattigdom og armod; men da frieren kom, vilde de sagtens synes velstaaende, det kan en nok vide. Manden havde faaet et nyt ærme i trøien sin. «Sid ned!» sagde han til frieren — «men her er da saa støvet allesteds!» og saa gik han og gned og viskede paa bænke og borde med det nye trøieærmet sit; den anden arm holdt han paa ryggen. Konen havde faaet en ny sko; med den gik hun og spændte og sparkede paa alting, krakker og stole; «her ligger saa meget i veien, her er saa uryddigt!» sagde hun. Saa raabte de paa datteren, at hun skulde komme og rydde op. Hun havde faaet ny hue; derfor satte hun hovedet ind igjennem døren og nikkede hid og did; «jeg kan da ikke være allesteds jeg heller!» sagde hun. Aa jo, det var velstandsfolk, frieren var kommen til der.
J. Moe.