Der var engang en bonde, som reiste langt op tilfjelds efter et løvlæs til kreaturerne sine om
II
18vinteren. Da han kom til løvhesjen, ryggede han slæden med hesten tæt indtil og gik op i hesjen og begyndte at velte løv paa slæden. Men der var en bjørn i hesjen, som havde lagt sig i hi der, og da den kjendte, at manden begyndte at rumstere, saa sprang den ud, lige ned paa slæden. Da hesten fik veiret af bamsen, blev den ræd og satte afsted, som om den havde stjaalet baade bjørnen og slæden, og det gik mange gange fortere samme veien ned, end den havde kommet op. Bamse har ord for, at han ikke skal være fælen; men han var ikke vel nøid med skydsen denne gangen, der han sad; han holdt sig fast, det bedste han orkede, og glante stygt til imse kanter, om han skulde kunne kaste sig af; men han var nok ikke vant ved at age, og saa syntes han, at der ikke var nogen von.
Da han havde aget et langt stykke, mødte han en kræmmer.
«Aa nei da! hvor skal futen hen idag?» sagde kræmmeren; «han har vist knap tid og lang vei, siden han ager saa fort?»
Men bjørnen svarede ikke et ord, for han havde nok med at holde sig fast. Om en stund saa mødte han en fattigkjærring. Hun hilste og nikkede med hovedet og bad om en skilling. Bjørnen sagde ingenting, men holdt sig fast og agede udover, det forteste han vandt. Da han kom et stykke længer ned, mødte han Mikkel ræv. «Hei, hei, er du ude og ager?» skreg Mikkel; «bi lidt, lad mig faa sidde bagpaa og være skydsgut!» Bamse sagde ikke et ord, men holdt sig vel fast og agede saa fort, som hesten vilde rende. «Ja, vil du ikke tage mig med, saa skal jeg spaa dig det, at om du kjører som en finmutkar idag, hænger du imorgen med ryggen bar,» skreg ræven efter ham. Bjørnen hørte ikke et ord af det, som Mikkel sagde; han kjørte lige fort. Men da hesten kom paa gaarden, satte den ind igjennem stalddøren i fuldt firsprang, saa den klædde af sig baade sæle og slæde, og bjørnen slog skallen i dørstokken, og saa laa han død paa flekken.
Bonden han laa i hesjen og veltede og veltede løvkjerv, til han troede, han havde fuldt læs paa slæden; men da han skulde til at gjure læsset, havde han hverken hest eller slæde. Saa maatte han traske efter for at finde hesten sin igjen. Om en stund mødte han kræmmeren. «Har du mødt nogen hest og 19slæde?» sagde han til kræmmeren. «Nei,» sagde kræmmeren, «men jeg mødte futen nedpaa her; han for saa fort, saa det var grove ting.» Om en stund saa mødte han fattigkjærringen. «Har du mødt nogen hest og slæde?» sagde han til fattigkjærringen. «Nei,» sagde kjærringen; «men jeg mødte presten nedpaa her; han skulde vist i sognebud, for han for saa fort, og bondeskyds havde han.» En stund efter mødte bonden ræven. «Har du mødt nogen hest og slæde?» sagde bonden. «Ja,» svarede Mikkel; «men bamse bra’kar sad paa og kjørte, som om han havde stjaalet baade hest og redskab.» — «Aa nu kjører han vel ihjel hesten min,» sagde bonden. — «Saa træk af ham pelsen og steg ham paa gloen,» sagde Mikkel. «Men skulde du faa igjen hesten din, saa kunde du skydse mig over fjeldet, for jeg kan fare lækkert,» sagde ræven, «og jeg skulde ogsaa have lyst til at prøve, hvorledes det er at have fire ben foran sig.» — «Hvad gi’er du for skydsen?» sagde bonden. — «Du kan faa, hvad du lyster,» sagde ræven; «altid faar du lige saa meget af mig som af bamse brakar; for han pleier at være grov til at tage sig betalt, naar han ta’r skyds og hænger sig paa hesteryggen.» — «Ja, du skal faa skyds over fjeldet,» sagde bonden, «naar du vil møde mig her imorgen i dette leite.» Han skjønte, at Mikkel gjorde nar af ham og var ude med rævestregerne sine. Saa tog han med sig en ladet bøsse paa slæden, og da Mikkel kom og tænkte, han skulde faa fri skyds, fik han en hagelladning i skrotten, og saa trak bonden belgen af ham, saa havde han baade bjørnehud og rævebelg.
P. Chr. Asbjørnsen.