Der var engang en væder, som stod paa gjødstि og skulde gjøre sig fed; derfor levede han vel og blev baade mæt og stind af alt det, som godt var. Ret som det led, kom budeien og gav ham mere: «Æd du, væder, du skal ikke være længe her, imorgen skal vi slagte dig,» sagde hun.
Det er et gammelt ord, at kjærringraad skal ingen forsmaa, og raad og hjælp gives der for alt, saa nær som for døden; men kanske der skal blive raad for den ogsaa denne gangen, tænkte væderen ved sig selv.
Saa aad han tæt, og da han var god og mæt, stangede han ud døren og strøg sin vei bort i nabogaarden; der gik han til grisehuset til en gris, han var bleven saa vel kjendt med i marken, og siden havde de altid været venner og vel forligte. «Goddag, og tak for sidst,» sagde væderen til grisen. — «Goddag, og selv tak for sidst,» sagde grisen. «Ved du, 7hvorfor du har det saa godt, og de gjøder og steller dig saa vel?» sagde væderen. «Nei, nei,» sagde grisen.
«Mange munde tømmer snart en tønde, maa vide; de vil slagte dig og æde dig,» sagde væderen.
«Vil de det?» sagde grisen; «velbekomme, naar de har ædt,» sagde han.
«Vil du som jeg, farer vi bort i skogen, bygger hus og bor for os selv; en sidder altid bedst paa sin egen bænk,» sagde væderen. Ja, det vilde grisen ogsaa. «Der er fagnad i fint følge,» sagde han, og saa lagde de i veien.
Da de havde faret et stykke, mødte de en gaas.
«Goddag, godtfolk, og tak for sidst!» sagde gaasen; «hvor skal det folket hen, som farer saa fort idag?» sagde hun.
«Goddag igjen, og selv tak for sidst,» sagde væderen; «hjemme havde vi det altfor vel, derfor vil vi tilskogs og bo for os selv; i eget hjem er hver mand herre,» sagde han.
«Ja, jeg har det ogsaa vel nok, der jeg er,» sagde gaasen; «kunde jeg ikke faa være med jeg og? Godt lag gjør kortere dag,» sagde hun.
«Med sladder og snadder bygges hverken hus eller hytte,» sagde grisen; «hvad skulde du gjøre da?»
«Med raad og lempe kommer en kryb saa langt som en kjæmpe,» sagde gaasen; «jeg kan nappe mose og dytte i væggefarene, saa huset bli’r tæt og varmt.» — Ja saa skulde hun faa lov at være med, for grisen vilde gjerne have det godt og varmt.
Da de havde gaaet et stykke til — gaasen kunde ikke fare saa fort hun, — saa mødte de en hare, som kom hoppende ud af skogen. «Goddag, godtfolk, og tak for sidst!» sagde haren; «hvor langt skal I labbe idag?» sagde han.
«Goddag igjen, og selv tak for sidst,» sagde væderen; «hjemme havde vi det altfor vel, derfor vil vi tilskogs og bygge hus og være for os selv; naar borte er fristet, er hjemme bedst,» sagde han.
«Nu har jeg jo hus i hver busk, hus i hver busk,» sagde haren; «men jeg har saa ofte sagt om vinteren, at lever jeg til sommeren, saa bygger jeg mig et hus, saa jeg mest kunde 8have lyst til at være med og tømre op et tilsidst, jeg og,» sagde han.
«Ja, skulde vi komme rigtig i klemme, saa maatte vi vel tage dig med til bikjeskræmme,» sagde grisen; «for du kunde jo ikke hjælpe os at bygge paa huset.»
«Den, som i verden skal være, faar altid noget at gjøre,» sagde haren; «jeg har tænder til at gnage plugger og labber til at slaa dem i væggen med, saa jeg kan gjøre vel ret for en tømmermand; for god redskab gjør godt arbeide, sagde manden, han flaaede hesten med naveren,» sagde haren. — Ja, saa skulde han faa lov at være med og bygge paa huset, det var ikke at spørge om, det.
Da de kom et stykke længer frem, mødte de en hane.
«Goddag, goddag, godtfolk, og tak for sidst!» sagde hanen; «hvor skal det folket fare hen idag?» sagde han.
«Goddag igjen, og selv tak for sidst,» sagde væderen. «Hjemme havde vi det altfor vel, derfor skal vi tilskogs og bygge hus og være for os selv; for den, som ude skal bage, mister baade kul og kage,» sagde han. «Ja, jeg har det vel nok, der jeg er,» sagde hanen, «men bedre at bygge sit eget bo end sidde paa fremmed pinde og glo; og hjemme er hane rigest,» sagde han. «Kunde jeg komme i saa fint følge, skulde jeg ogsaa have hu til at fare tilskogs og bygge hus.»
«Ja, flakse og gale, det hjælper til at smale; men en kjæft paa et skaft hugger ikke noget laft,» sagde grisen. «Du kan jo ikke hjælpe os at bygge huset,» sagde de.
«Det er ikke godt at stoppe, hvor der hverken er hund eller toppe,» sagde hanen; «jeg er tidlig vaagen og tidlig til at vække.»
«Ja, morgenstund har guld i mund; lad ham faa være med!» sagde grisen; han var altid den strideste storsoveren han. «Søvnen er en stor tyv; han vil altid stjæle halve tiden,» sagde han.
Saa for de tilskogs i flok og følge og byggede huset: grisen huggede tømmer, og væderen kjørte det hjem; haren var tømmermand, gnagede plugger og hamrede i vægger og tag; gaasen nappede mose og dyttede i væggefarene; hanen gol og passede, at de ikke forsov sig om morgenen, og da 9huset var færdigt og taget nævertækket og torvlagt, saa levede de for sig selv og havde det baade godt og vel. «Det er godt baade i øst og i vest; men endda er hjemme bedst!» sagde væderen.
Men et stykke længer bort i skogen var en graaben-kule, som der boede to graatasser i. Da de fik se, der var kommet op et nyt hus i nabolaget, vilde de vide, hvad det var for folk, de havde faaet til grander; for de tænkte som saa: en god grande er bedre end broder i et fremmed land; og bedre er det at bo i en god grænd end at være vide kjendt. Saa gav den ene sig et erende, gik ind og vilde laane varme paa piben sin. Med det samme han kom ind gjennem døren, klemte væderen til ham, saa han stupte paa hovedet bort i peisen; grisen til at hugge og bide; gaasen til at hvæse og klype; hanen op paa hanebjelken til at gale og smale, og haren blev saa rent forskræmt, at han for baade høit og lavt og trampede og traakkede i alle røer.
Langt om længe kom ulven ud igjen.
«Naa, grændskab gjør kjendskab,» sagde han, som stod igjen udenfor; «du kom vel til lykke og herlighed paa slette marken, siden du blev saa længe? — Men hvorledes gik det med varmen? du har jo hverken røg eller pibe?» sagde han.
«Ja, det var en artig pibevarme og et artigt selskab,» sagde han, som havde været inde; «sligt folkefærd har jeg aldrig været ude for før. Men som en søger lag til, saa faar en ære til, og uventet gjest faar uvand traktering,» sagde ulven. «Da jeg kom indenfor døren, drev skomageren til mig med læstesækken, saa jeg røg paa hovedet lige frem i smidjeavlen; der sad to smede; de blæste, og de hvæste med belgen og klypte og slog med gloende tænger og stænger, saa de tog kjødstykkerne ud af skrotten paa mig. Skytteren han for og ramlede og ledte efter bøssen sin; men lykken var det, at han ikke fandt den. Og saa sad der en opunder taget og flaksede og gol: «Hegt krogen i ham, drag ham hid, drag ham hid!» skreg han; «men havde han faaet tag i mig, havde jeg vist aldrig kommet levende ud.»
P. Chr. Asbjørnsen.