I gamle dage, da froskerne levede i fuld frihed i dammene, blev de kjede af at følge sit eget hoved og samledes derfor og anraabte Jupiter med skraal og skrig om at faa en konge, som kunde[?] holde dem i bedre skik og orden. Jupiter, som kjendte deres forfængelighed, smilede ved deres forlangende og kastede en kubbe ned i vandet. Ved det plask og 6den bevægelse, den frembragte, satte kubben hele fristaten i skræk og forvirring. Froskerne smuttede under vandet og ned i mudderet og vovede ikke at komme i nærheden af det sted, hvor kubben laa. En frosk, som var kjækkere end de øvrige, dristede sig endelig til at stikke sit hoved op af vandet for i ærbødig afstand at tage den nye konge i øiesyn. Men da de merkede, at kubben laa bomstille, begyndte ogsaa andre at svømme hen til den og rundt om den, indtil de lidt efter lidt blev kjækkere og kjækkere og tilsidst sprang op paa den og behandlede den med største ringeagt. Saadan en tam hersker vilde de ikke have, og de ansøgte nu Jupiter om en anden og kraftigere konge. Saa sendte han dem en stork. Den var aldrig saasnart kommen ned blandt dem, før den begyndte at gribe dem og at sluge dem en for en, saa fort den kunde, og de kunde ikke slippe fra den. Da sendte de Merkurius med et særligt budskab til Jupiter for at bede ham, at han endnu engang vilde have medlidenhed med dem; men Jupiter svarede, at de led kun en velfortjent straf for sin taabelighed, og at de for fremtiden fik skjøtte sig selv.
Æsop.