I fordums dage var menneskets lemmer ikke saa gode venner som nu; men ethvert lem vilde have sin egen vilje og sit eget lune. En dag begyndte saaledes de øvrige lemmer at dadle maven. De sagde, at den førte et ørkesløst og overdaadigt liv, medens de uafladelig maatte arbeide for dens underholdning og sørge for dens behov og fornøielser. De indgik derfor en sammensvergelse og blev enige om, at de for fremtiden ikke længer vilde forsyne maven. Hænderne vilde ikke længer føre maden til munden, . munden vilde ikke modtage føden, og tænderne vilde ikke tygge den. Men de havde ikke længe holdt ved paa denne maade, før de alle, det ene efter det andet, begyndte at svinde hen og slappes og den hele krop at hentæres. Nu blev da lemmerne overtydede om, at maven, hvor besværlig og unyttig den end syntes at være, dog ogsaa havde en vigtig bestilling. De skjønte, at de ligesaalidt kunde hjælpe sig uden maven som maven uden dem, og at de, hvis de ønskede at holde legemet i god stand, maatte arbeide for hinanden hver paa sin vis til alles fælles vel.
Æsop.