En vedhugger stod engang og fældede et træ ved bredden af en elv. Da glippede tilfældigvis øksen ud af haanden paa ham og faldt i vandet. Meget bedrøvet herover satte han sig ned og jamrede bitterlig over sit tab. Men Merkurius, hvem elven tilhørte, ynkedes over ham og aabenbarede sig pludselig for ham. Da Merkurius fik vide aarsagen til mandens sorg, dukkede han ned i elven, bragte en guldøks op og spurgte vedhuggeren, om det var hans. Da denne svarede nei, dukkede Merkurius anden gang ned og bragte en sølvøks op. Manden sagde atter, at denne heller ikke var hans. Da dukkede han tredje gang ned og medbragte den øks, som manden havde mistet. «Det er min!» sagde manden, henrykt over at faa sin egen igjen; og saa godt likte Merkurius hans sanddruhed og ærlighed, at han ogsaa forærede ham de andre to.
Da manden nu kommer til sine stalbrødre og fortæller dem, hvad der er hændt ham, beslutter en af dem at forsøge, 5om han maaske kunde have samme gode lykke. Han begiver sig derfor hen til det samme sted, begynder at hugge ved og lader med forsæt øksen falde i elven. Derpaa sætter han sig paa bredden og lader, som om han græder heftig. Merkurius aabenbarede sig da ligesom før, og da han fik høre, at han græd over tabet af sin øks, dukkede han endnu engang ned i elven og hentede en guldøks op. Derpaa spurgte Merkurius, om det var den øks, manden havde mistet? «Ja, netop!» sagde denne ivrig og vilde just til at gribe efter skatten; men Merkurius straffede ham for hans frækhed. Ikke gav han ham guldøksen, og heller ikke hjalp han ham til at faa den gamle øks igjen.
Æsop.