En løve laa engang og sov i sin hule. Da løb en mus, som ikke anede, hvor den gik, over det mægtige dyrs snude og vækkede det. Løven slog sin lab i den lille, forskrækkede stakkar og var i begreb med i et nu at gjøre det af med den, da musen i en ynkelig tone bønfaldt den om naade. «Jeg har jo,» sagde musen, «ganske mod mit vidende fornærmet dig; du bør da ikke vanære din hæderlige klo ved et saa ubetydeligt bytte!» Løven smilede ved den lille fanges angest og var saa ædelmodig at lade den gaa. Nu hændte det kort tid derefter, at løven, da den vandrede i skogen efter bytte, faldt i jægerens garn. Den laa der uden haab om at slippe ud og udstødte brøl, som gjenlød gjennem hele skogen. Musen gjenkjendte dens røst og tænkte paa, at løven havde sparet dens liv. Derfor skyndte den sig hen til stedet og gav sig til at gnage paa knuden i det reb, som bandt løven. Inden kort tid havde den sat det ædle dyr i frihed og saaledes overbevist løven om, at en god gjerning aldrig er spildt, og at ingen skabning staar saa dybt, at den jo formaar at gjengjælde en velgjerning.
Æsop.