En mand og en satyr, som var komne i bekjendtskab, sad engang sammen tilbords. Da det var en kold vinterdag, holdt manden sine fingre op til munden og blæste paa dem. «Hvad skal det betyde, min ven?» spurgte satyren. «Mine hænder er saa kolde,» sagde manden; «jeg gjør det for at varme dem.» Lidt efter blev der sat en varm ret for dem, og manden løftede skaalen op til sin mund og blæste ogsaa paa maden. «Og hvad skal nu det betyde?» sagde satyren. «Aa,» svarede manden, «min suppe er saa hed; jeg gjør det for at kjøle den.» — «Jasaa,» sagde satyren, 3«nei, vi kan nok ikke være venner længer; thi jeg vil ikke have noget at gjøre med en, som blæser varmt og koldt med samme mund.»
Æsop.