165

I. Blandt de fugle, som lever af at dræbe og fortære andre levende dyr, og som derfor kaldes rovfugle, er ørnene de største. Enkelte arter af dem kan, naar de sidder, naa en høide af en meter, og naar de udbreder vingerne, kan der være en afstand af over tre meter mellem deres vingespidser. Det er saaledes en meget anseelig størrelse, de har, og de ere tillige stolte dyr at se paa.

Ørnens vaaben baade til angreb og til forsvar er dens sterke, i spidsen krogede neb og dens lange, skarpe klør. Et slag af dens vinge kan ogsaa i mange tilfælde volde et andet dyr døden.

Af farve er ørnene i almindelighed brune, med lysere og mørkere overgange. Ældre ørnes fjærdragt er ofte, navnlig paa hovedet og paa halen, ganske lys, undertiden næsten hvid. Hovedet er smukt formet, og øinene er store og klare, gjerne af gul farve, og de ligger dybt inde i hovedet, idet øienbrynene springer langt frem. Herved faar disse fugle et modigt, kjækt og kongeligt udtryk.

Baade deres syn og deres hørelse er meget skarp, og hvad deres aandelige anlæg angaar, kan man med grund kalde dem kloge fugle. I regelen er de forsigtige og sky og holder ikke af at nærme sig menneskelige boliger. Har de ikke nogen grund til at frygte for nogen fare, bliver de dog baade dristige og nærgaaende.

Ørnene er udbredte saagodtsom over hele jorden, men holder mest af at leve i fjeld- eller i det mindste i skogegne. Oppe paa toppen af de mest utilgjængelige fjelde eller øverst i de høieste og største trær bygger de sit store, flade rede, som kan være henved to meter i gjennemsnit. Dets underlag dannes af grene, der ofte har en tykkelse som en voksen mands arm; indvendig er det beklædt med tynde kviste og udforet med blødere stoffer, f. eks. dyrehaar, fjær og lignende. For det 166meste lever ørnene parvis og taaler ingen kamerater indenfor sine enemerker.

Ørnens flugt er majestætisk. Timevis kan den paa sine udbredte vinger i store kredse seile rundt i luften. Ofte hæver den sig saa høit, at den ikke kan øines fra jorden. Opdager dens sikre syn, medens den saaledes befinder sig høit oppe i luften, et dyr, der egner sig til bytte, sænker den sig ned i kredse for at tage det nærmere i øiesyn, og bestemmer den sig til at angribe det, folder den i et nu vingerne sammen, og med lynets fart styrter den sig med fremstrakte klør ned over sit offer. Flere gange har man havt eksempel paa, at ørne har slaaet ned paa smaabørn og har ført dem bort med sig, ja selv voksne mennesker har de overfaldet.

Engang blev en stor ørn fanget paa en pudsig maade, idet den viste sig altfor dristig. Formodentlig har den været meget sulten; thi den slog ned midt i en bondegaard paa et stort, fedt svin. Da den naturligvis ikke kunde løfte sit tunge bytte op i luften med sig, og da den havde boret klørne dybt ned i svinets ryg, saa den ikke straks kunde komme løs eller nødig vilde slippe sit tag, blev den overrasket af nogle bønder, som ved svinets skraalen blev kaldte ud af husene. Det lykkedes en bondemand at faa ørnen til at slippe svinet; men i samme øieblik slog den ned paa en kat, som stod i nærheden, og fløi med den hen paa et gjærde, hvor den satte sig til ro for at fortære den. Bonden, som ogsaa gjerne vilde frelse katten, sprang ind efter sin bøsse; men idet han kom tilbage med den og nærmede sig ørnen, merkede denne nok, at den atter skulde forstyrres i sin middagsmad, og den gik da løs paa bonden. Svin, kat og bondemand skreg nu i munden paa hinanden, og først, da flere andre mænd var komne tilstede og modig havde givet sig i lag med røveren, lykkedes det at overmande den, og den maatte da betale sin dristighed med tabet af friheden.

II. Først længe efter solopgang forlader ørnen sit nattekvarter og begiver sig paa jagt. Han og hun følges ad og jager i fællesskab, og jagten varer til middag. Lam, harer, agerhøns og mindre fugle maa da ofre livet, om ørnen faar lyst paa dem. Naar jagten henimod middag er tilende, hviler den sig i nærheden af sit rede paa et eller andet sikkert sted, hvor den kan fordøie sin føde i ro og mag. Naar den har 167udhvilet sig, flyver den hen for at drikke og tager sig gjerne med det samme et bad. Derefter begynder jagten igjen og fortsættes til ud paa eftermiddagen. Resten af dagen, indtil mørket bryder frem, anvender den til flyveøvelser høit oppe i luften. Saasnart mørket indtræder, bliver den ængstelig og sky og begiver sig i stilhed til sit sovested.

Skjønt ørnen vel holder mest af selv at nedlægge sit bytte, forsmaar den dog ingenlunde at stille sin sult paa et aadsel. Naar den er sulten, æder den meget og søger derfor helst et større bytte, som den efter at have dræbt plukker saa nogenlunde rent, inden den begynder at fortære det. Mindre knogler knuser den i smaastykker og sluger dem derpaa; af større fugle lader den nebbet blive liggende. Hvad den ellers kan have slugt af benstumper, haar o. s. v., gulper den atter op i store klumper omtrent hver femte eller sjette dag.

Hunnen lægger for det meste to store, hvide eller brunplettede eg, som den udruger i løbet af fem uger. De udklækkede unger er bedækkede med lysegraa dun, og de gamle er meget omhyggelige for dem. De dræber saa mange dyr, som de paa nogen maade kan faa fat paa, og slæber dem hjem til redet, forat de smaa ikke skal savne føde. Er der fare paafærde, kan man se de gamle tage ungerne i nebbet og flyve bort med dem, noget, som ellers ikke finder sted blandt fuglene.

Unge ørne tæmmes meget let og lærer ogsaa let at kjende sin herre. Man ved tilfælde, da ørne har været holdte i fangenskab i over hundrede aar, hvilket altsaa er et bevis for, at de kan blive meget gamle.

Hos os findes et par af de største ørnearter, nemlig kongeørnen og havørnen.

Kongeørnen hører til de sterkeste og modigste ørne og anfalder alle slags mindre pattedyr.

Havørnen, som er noget større end kongeørnen og kjendes paa sit lyse hoved og den lyse hals, lever helst ved havets kyster. Den søger sit bytte blandt svømmefugle, unge sælhunde og fiske.

Ørnens farligste fiender er menneskene. I fugleverdenen er de almindelig forhadte og forfølges med skrigen og alle slags drillerier af de mindre falke, ravne, svaler og en mængde andre fugle. Skjønt disse ikke kan gjøre den kongelige ørn 168nogen videre fortræd, er deres plagerier den dog besværlige, og den vælger i regelen at trække bort fra egnen for at undgaa alle disse smaafiender.

165

I. Blant de fugler, som lever av å drepe og fortære andre levende dyr, og som derfor kalles rovfugler, er ørnene de største. Enkelte arter av dem kan, når de sitter, nå en høyde av en meter, og når de utbrer vingene, kan der være en avstand av over tre meter mellom deres vingespisser. Det er således en meget anselig størrelse, de har, og de er tillike stolte dyr å se på.

Ørnens våpen både til angrep og til forsvar er dens sterke, i spidsen krokete nebb og dens lange, skarpe klør. Et slag av dens vinge kan også i mange tilfelle volde et annet dyr døden.

Av farge er ørnene i alminnelighet brune, med lysere og mørkere overganger. Eldre ørnes fjærdrakt er ofte, navnlig på hodet og på halen, ganske lys, undertiden nesten hvit. Hodet er smukt formet, og øynene er store og klare, gjerne av gul farge, og de ligger dypt inne i hodet, idet øyenbrynene springer langt frem. Herved får disse fugler et modigt, kjekt og kongelig uttrykk.

Både deres syn og deres hørsel er meget skarp, og hva deres åndelige anlegg angår, kan man med grunn kalle dem kloge fugler. I regelen er de forsiktige og sky og holder ikke av å nærme seg menneskelige boliger. Har de ikke noen grunn til å frykte for noen fare, blir de dog både dristige og nærgående.

Ørnene er utbredte så godt som over hele jorden, men holder mest av å leve i fjeld- eller i det minste i skogegner. Oppe på toppen av de mest utilgjengelige fjell eller øverst i de høyeste og største trær bygger de sitt store, flate rede, som kan være henved to meter i gjennomsnitt. Dets underlag dannes av grener, der ofte har en tykkelse som en voksen mands arm; innvendig er det bekledd med tynne kviste og utforet med blødere stoffer, f. eks. dyrehår, fjær og lignende. For det 166meste lever ørnene parvis og tåler ingen kamerater innenfor sine enemerker.

Ørnens flukt er majestetisk. Timevis kan den på sine utbredte vinger i store kredse seile rundt i luften. Ofte hever den seg så høyt, at den ikke kan øynes fra jorden. Oppdager dens sikre syn, mens den således befinner seg høyt oppe i luften, et dyr, der egner seg til bytte, senker den seg ned i kredse for å ta det nærmere i øyesyn, og bestemmer den seg til å angripe det, folder den i et nå vingene sammen, og med lynets fart styrter den seg med fremstrakte klør ned over sitt offer. Flere ganger har man hatt eksempel på, at ørner har slått ned på småbarn og har ført dem bort med seg, ja selv voksne mennesker har de overfallet.

Engang ble en stor ørn fanget på en pudsig måte, idet den viste seg altfor dristig. Formodentlig har den vært meget sulten; thi den slo ned midt i en bondegård på et stort, fett svin. Da den naturligvis ikke kunne løfte sitt tunge bytte opp i luften med seg, og da den hadde boret klørne dypt ned i svinets rygg, så den ikke straks kunne komme løs eller nødig ville slippe sitt tak, ble den overrasket av noen bønder, som ved svinets skraalen ble kalte ut av husene. Det lyktes en bondemann å få ørnen til å slippe svinet; men i samme øyeblikk slo den ned på en katt, som stod i nærheten, og fløy med den hen på et gjerde, hvor den satte seg til ro for å fortære den. Bonden, som også gjerne ville frelse katten, sprang inn etter sin bøsse; men idet han kom tilbake med den og nærmet seg ørnen, merket denne nok, at den atter skulle forstyrres i sin middagsmat, og den gikk da løs på bonden. Svin, katt og bondemann skreg nå i munnen på hinannen, og først, da flere andre menn var kommet til stede og modig hadde gitt seg i lag med røveren, lyktes det å overmanne den, og den måtte da betale sin dristighet med tapet av friheten.

II. Først lenge etter soloppgang forlater ørnen sitt nattekvarter og begir seg på jakt. Han og hun følges ad og jager i fellesskap, og jakten varer til middag. Lam, harer, agerhøns og mindre fugler må da ofre livet, om ørnen får lyst på dem. Når jakten henimot middag er til ende, hviler den seg i nærheten av sitt rede på et eller annet sikkert sted, hvor den kan fordøye sin føde i ro og mag. Når den har 167uthvilt seg, flyver den hen for å drikke og tar seg gjerne med det samme et bad. Deretter begynner jakten igjen og fortsettes til ut på ettermiddagen. Resten av dagen, inntil mørket bryter frem, anvender den til flyveøvelser høyt oppe i luften. Så snart mørket inntrer, blir den engstelig og sky og begir seg i stillhet til sitt sovested.

Skjønt ørnen vel holder mest av selv å nedlegge sitt bytte, forsmår den dog ingenlunde å stille sin sult på et åtsel. Når den er sulten, eter den meget og søker derfor helst et større bytte, som den etter å ha drept plukker så noenlunde rent, innen den begynner å fortære det. Mindre knokler knuser den i småstykker og sluker dem derpå; av større fugler lader den nebbet bli liggende. Hva den ellers kan ha slugt av benstumper, hår o. s. v., gulper den atter opp i store klumper omtrent hver femte eller sjette dag.

Hunnen legger for det meste to store, hvite eller brunplettede eg, som den udruger i løpet av fem uker. De udklækkede unger er bedekkede med lysegrå dun, og de gamle er meget omhyggelige for dem. De dreper så mange dyr, som de på noen måte kan få fat på, og sleper dem hjem til redet, for at de små ikke skal savne føde. Er der fare paafærde, kan man se de gamle ta ungene i nebbet og flyve bort med dem, noe, som ellers ikke finner sted blant fuglene.

Unge ørner temmes meget lett og lærer også lett å kjenne sin herre. Man ved tilfelle, da ørner har vært holdt i fangenskap i over hundre år, hvilket altså er et bevis for, at de kan bli meget gamle.

Hos oss finnes et par av de største ørnearter, nemlig kongeørnen og havørnen.

Kongeørnen hører til de sterkeste og modigste ørner og anfaller alle slags mindre pattedyr.

Havørnen, som er noe større enn kongeørnen og kjennes på sitt lyse hode og den lyse hals, lever helst ved havets kyster. Den søker sitt bytte blant svømmefugler, unge selhunder og fiske.

Ørnens farligste fiender er menneskene. I fugleverdenen er de alminnelig forhatte og forfølges med skriken og alle slags drillerier av de mindre falker, ravner, svaler og en mengde andre fugler. Skjønt disse ikke kan gjøre den kongelige ørn 168noen videre fortred, er deres plagerier den dog besværlige, og den velger i regelen å trekke bort fra egnen for å unngå alle disse småfiender.