168

Vi ere en nation vi med,vi smaa, en alen lange;et fædreland vi frydes ved,og vi, vi ere mange.Vort hjerte ved, vort øie ser,hvor godt og vakkert Norge er;vor tunge kan en sang blandt fleraf Norges æressange.

Mer grønt er græsset ingensteds,mer fuldt af blomster vævetend i det land, hvor jeg tilfredshos far og mor har levet;jeg vil det elske til min død,ei bytte det, hvor jeg er fød,om man et paradis mig bød,af palmer oversvævet.

Hvor er vel himlen mere blaa?Hvor springer vel saa gladede bække, som i engen gaafor blomsterne at bade?Selv vinteren jeg frydes ved,saa hvid og klar, som strøet medal stjernehimlens herlighedog hvide liljeblade.

Jeg ikke vil for fremmed vaarmin norske vinter bytte,og fremmed slot ei nær forslaarimod min faders hytte.Han siger, han er der saa fri —det ei saa nøie fatter vi;men noget godt er vist deri,som værd er at beskytte.

Gid jeg da snart maa blive stor— jeg har saa længe biet —at tappert jeg kan verne formin faders dyre frihed!Og skulde nogen vel med magtfaa fædrelandet ødelagt?Hvert liv, min fader jo har sagt,er til dets frelse viet.

Det leve da som gran og fyr,de sterke, eviggrønne!Som stjernerne bag sine sky’rer altid lige skjønne!Kom, vaar og høst, som altid før,med blomster for min moders dør,med gyldent korn paa faders størsom vil du dem belønne!

Henr. Wergeland.

168

Vi er en nation vi med,vi små, en alen lange;et fedreland vi frydes ved,og vi, vi er mange.Vårt hjerte ved, vårt øye ser,hvor godt og vakkert Norge er;vår tunge kan en sang blant flerav Norges æressanger.

Mer grønt er gresset ingensteds,mer fullt av blomster vevetenn i det land, hvor jeg tilfredshos far og mor har levet;jeg vil det elske til min død,ei bytte det, hvor jeg er født,om man et paradis meg bød,av palmer oversvævet.

Hvor er vel himlen mer blå?Hvor springer vel så gladede bekker, som i engen gåfor blomstene å bade?Selv vinteren jeg frydes ved,så hvit og klar, som strødd medall stjernehimlens herlighetog hvite liljeblade.

Jeg ikke vil for fremmed vårmin norske vinter bytte,og fremmed slott ei nær forslårimot min faders hytte.Han sier, han er der så fri —det ei så nøye fatter vi;men noe godt er vist deri,som verd er å beskytte.

Gid jeg da snart må bli stor— jeg har så lenge biet —at tappert jeg kan verne formin faders dyre frihet!Og skulle noen vel med maktfå fedrelandet ødelagt?Hvert liv, min far jo har sagt,er til dets frelse viet.

Det leve da som gran og fyr,de sterke, eviggrønne!Som stjernene bak sine sky’rer alltid like skjønne!Kom, vår og høst, som alltid før,med blomster for min moders dør,med gyllent korn på faders størsom vil du dem belønne!

Henr. Wergeland.