163

1. Vil vi ret lære at forstaa, hvor nyttig ilden er for menneskene, behøver vi blot at tænke os, at den var udslukket over hele verden og ikke kunde skaffes tilveie igjen. Lad os engang forestille os, at dette var tilfældet, og da se, hvad det vilde føre til.

Hvorledes vilde det først gaa med al vor føde? Vort brød er bagt ved ildens hjælp; kjødet koges og steges paa samme maade; næsten alle slags grønsager maa ligeledes koges, inden de bliver ret skikkede til menneskelig næring, og kun meget faa urter kan vi nyde i raa tilstand. Der blev saaledes ikke stort andet tilbage end æbler, pærer og andre frugter, og med denne slags føde maatte vi lade os nøie, saafremt vi ikke vilde spise kjød og grønsager raa. Dette gjør imidlertid ikke engang de vilde mennesker; de kjender alle ilden og benytter den ved tilberedelsen af sine maaltider. Kun de vilde dyr æder raat kjød og sønderriver det med sine tænder og klør, og det samme maatte vi tvinges til at gjøre, om vi ikke havde ildens hjælp; thi ikke engang en kniv eller et andet saadant skarpt redskab kunde vi da have. Det er jo ilden, der hjælper os med at smelte metallerne ud af klippens haarde sten.

Vi maa altsaa sige, at hvis vi ikke havde ilden, vilde vi, hvad vor føde angaar, være tvungne til at leve paa samme maade som de vilde dyr. Men ogsaa i andre retninger vilde vi komme til at savne den ypperlige tjener, som vi har i ilden.

Vi har allerede seet, at det er ilden, som hjælper os med at skaffe metallerne tilveie og med at forfærdige alle mulige slags redskaber af dem. Hvis der ingen ild var, kunde hverken tømmermanden, snedkeren, smeden eller de mange andre haandverkere hjælpe os med at bygge og indrette vore huse. Vi kunde ikke faa trærne fældede og tømmeret tilhugget, vi kunde ikke faa murstenene brændte, vi kunde kort sagt slet ikke faa bygget selv det allertarveligste hus. Vi kunde jo flette os en hytte af grene og tætte hullerne med tang og halm; men i en saadan hytte vilde vi f. eks. her oppe i Norge ikke kunne udholde at leve vinteren over; thi kulden vilde dræbe de allerfleste mennesker. Vi havde da ikke andet tilbage end at 164grave os en hule i jorden ligesom ræven og tilbringe største delen af vintertiden dernede; thi hverken lys eller lampe kunde vi have, eftersom ilden ogsaa er nødvendig dertil.

Ogsaa hvad vor bolig angaar, var vi altsaa tvungne til at leve som vilde dyr og til at døse en stor del af aaret bort uden at kunne foretage os noget, som var til gavn for os selv eller andre.

II. Blandt alle de mange goder, som menneskene har at være Gud taknemmelige for, maa vi da ikke glemme at regne brugen af ilden; thi vi har nu seet, at det er ved dens hjælp, vi i flere retninger kan indrette vor levevis paa en behageligere, smukkere og nyttigere maade end dyrene.

Man kunde sige, at ilden fra først af er kommen til menneskene som en sand gave fra himmelen; thi det maa vel have været ved, at lynilden slog ned i og antændte et træ, at menneskene første gang lærte ilden med dens lysende og og varmende kraft at kjende. I de første tider har vel menneskene, saasnart lynet havde antændt et træ, søgt at vedligeholde ilden ved at lægge friskt brændsel til; thi gik flammen først ud, kunde det maaske vare længe, inden et nyt tordenveir bragte dem ild igjen.

Senere hen lærte mennesket selv at skaffe sig ild, naar han vilde have det, ved at gnide meget tørre træstykker hurtig mod hinanden, og da han endelig lærte at smelte og bearbeide metallerne, opdagede han samtidig, at han ved hjælp af en haard sten kunde slaa gnister af jernet, og disse gnister fængede med lethed i tørt mos og trøsket træ.

Nutildags gaar det meget lettere med at skaffe ild. En liden træ-æske med nogle smaa pinder kan som ved et trylleri bringe den klare lue frem. Paa enden af de smaa pinder findes der en ubetydelig smule af et brændbart stof, som har den egenskab, at naar det gnides mod et andet stof, som findes paa siden af den lille æske, da gaar der ild i pinden.

Fra Norge og Sverige sendes hvert aar mange millioner æsker med fyrstikker ud over den hele verden, selv til de fjerneste lande.

III. Stor nytte bereder ilden menneskene; men stor er ogsaa den ulykke, den kan volde. Blusser ilden saa sterkt op, at mennesket ikke længere har magt over den, da er den 165ikke mere at regne for en god og nyttig tjener; men da er den en grusom herre, som bringer fordærvelse og død med sig.

Mange menneskelige boliger, ja hele store byer er blevne tilintetgjorte af ilden, mange sjeldne og kostbare ting har den ødelagt og fortæret, ja selv mange tusende mennesker har mistet sit liv i flammerne.

163

1. Vil vi rett lære å forstå, hvor nyttig ilden er for menneskene, behøver vi blot å tenke oss, at den var utslukket over hele verden og ikke kunne skaffes til veie igjen. La oss engang forestille oss, at dette var tilfellet, og da se, hva det ville føre til.

Hvorledes ville det først gå med all vår føde? Vårt brød er bakt ved ildens hjelp; kjøttet kokes og steges på samme måte; nesten alle slags grønnsaker må likeledes kokes, innen de blir rett skikkede til menneskelig næring, og kun meget få urter kan vi nyte i rå tilstand. Der ble således ikke stort annet tilbake enn epler, pærer og andre frukter, og med denne slags føde måtte vi la oss nøye, såfremt vi ikke ville spise kjøtt og grønnsaker rå. Dette gjør imidlertid ikke engang de ville mennesker; de kjenner alle ilden og benytter den ved tilberedelsen av sine måltider. Kun de ville dyr eter rått kjøtt og sønderriver det med sine tenner og klør, og det samme måtte vi tvinges til å gjøre, om vi ikke hadde ildens hjelp; thi ikke engang en kniv eller et annet sådant skarpt redskap kunne vi da have. Det er jo ilden, der hjelper oss med å smelte metallene ut av klippens harde stein.

Vi må altså si, at hvis vi ikke hadde ilden, ville vi, hva vår føde angår, være tvungne til å leve på samme måte som de ville dyr. Men også i andre retninger ville vi komme til å savne den ypperlige tjener, som vi har i ilden.

Vi har allerede sett, at det er ilden, som hjelper oss med å skaffe metallene til veie og med at forfærdige alle mulige slags redskaper av dem. Hvis der ingen ild var, kunne hverken tømmermannen, snekkeren, smeden eller de mange andre håndverkere hjelpe oss med å bygge og innrette våre huse. Vi kunne ikke få trærne felte og tømmeret tilhugget, vi kunne ikke få mursteinene brente, vi kunne kort sagt slett ikke få bygget selv det allertarveligste hus. Vi kunne jo flette oss en hytte av grener og tette hullene med tang og halm; men i en sådan hytte ville vi f. eks. her oppe i Norge ikke kunne utholde å leve vinteren over; thi kulden ville drepe de allerfleste mennesker. Vi hadde da ikke annet tilbake enn å 164grave oss en hule i jorden likesom ræven og tilbringe største delen av vintertiden dernede; thi hverken lys eller lampe kunne vi ha, ettersom ilden også er nødvendig dertil.

Også hva vår bolig angår, var vi altså tvungne til å leve som ville dyr og til å døse en stor del av året bort uten å kunne foreta oss noe, som var til gavn for oss selv eller andre.

II. Blant alle de mange goder, som menneskene har å være Gud takknemlige for, må vi da ikke glemme å regne bruken av ilden; thi vi har nå sett, at det er ved dens hjelp, vi i flere retninger kan innrette vår levevis på en behageligere, smukkere og nyttigere måte enn dyrene.

Man kunne si, at ilden fra først av er kommet til menneskene som en sann gave fra himmelen; thi det må vel ha vært ved, at lynilden slo ned i og antændte et tre, at menneskene første gang lærte ilden med dens lysende og og varmende kraft å kjenne. I de første tider har vel menneskene, så snart lynet hadde antent et tre, søkt å vedlikeholde ilden ved å legge friskt brensel til; thi gikk flammen først ut, kunne det maaske vare lenge, innen et nytt tordenvær brakte dem ild igjen.

Senere hen lærte mennesket selv å skaffe seg ild, når han ville ha det, ved å gni meget tørre trestykker hurtig mot hinannen, og da han endelig lærte å smelte og bearbeide metallene, oppdaget han samtidig, at han ved hjelp av en hard stein kunne slå gnister av jernet, og disse gnister fængede med letthet i tørt mos og trøsket tre.

Nutildags går det meget lettere med å skaffe ild. En liten tre-eske med noen små pinner kan som ved et trylleri bringe den klare lue frem. På enden av de små pinner finnes der en ubetydelig smule av et brennbart stoff, som har den egenskap, at når det gnis mot et annet stoff, som finnes på siden av den lille eske, da går der ild i pinnen.

Fra Norge og Sverige sendes hvert år mange millioner esker med fyrstikker ut over den hele verden, selv til de fjerneste lande.

III. Stor nytte bereder ilden menneskene; men stor er også den ulykke, den kan volde. Blusser ilden så sterkt opp, at mennesket ikke lenger har makt over den, da er den 165ikke mer å regne for en god og nyttig tjener; men da er den en grusom herre, som bringer fordervelse og død med seg.

Mange menneskelige boliger, ja hele store byer er blitt tilintetgjorte av ilden, mange sjeldne og kostbare ting har den ødelagt og fortært, ja selv mange tusende mennesker har mistet sitt liv i flammene.