I. Naar man om vaaren, i begyndelsen af juni maaned, en smuk morgen- eller aftenstund gaar ud i skogen, kan det nok hænde, at man hører et klart og tydeligt ho! ho! lyde ned fra trætoppene. Saa kan man da høre, at gjøgen er kommen; thi det er den, som galer. Er det graaveir, kan man høre den til enhver tid paa dagen; men i smukt, klart veir lader den sig i regelen kun høre morgen og aften.
159Gjøgen er en smuk fugl, omtrent af størrelse som en due. Paa hovedet og ryggen er den blaagraa, paa brystet og nedentil hvid med graa tverstriber; halen er sort med hvide pletter og fødderne gule. Den holder mest af at leve alene, kives og trættes med alle andre fugle, der kommer i dens nærhed, ja taaler endog ikke sine lige. Den er overordentlig graadig, æder den hele udslagne dag, og da den kun lever af insekter og larver og fortærer en stor mængde af disse ofte saa skadelige smaadyr, maa man i det hele taget kalde den en nyttig fugl. Den er temmelig sky, og derfor er det ikke alene vanskeligt at faa fat paa den; men det er endogsaa meget sjeldent blot at se den; derimod kan dens høie gal høres meget langt borte.
Gjøgen bliver kun sommeren over hos os; allerede i slutningen af august drager den bort, og den er altsaa, hvad man kalder en trækfugl. Vor vinter tilbringer den i de varme lande.
II. I én henseende er gjøgen en ganske merkelig fugl, meget forskjellig fra alle andre. Den bygger sig nemlig slet ikke noget rede, men tilbringer sit liv i stadig bevægelse, med at flyve eller hoppe om mellem trærnes grene. Men hvorledes bærer gjøgen sig da ad med at udruge sine eg og sørge for sine unger? maa man spørge. Ja det er netop det besynderlige ved denne fugl, at den slet ikke giver sig af med at udruge sine eg eller opfostre sine smaa; det lader den andre fugle besørge.
Naar gjøgen skal lægge et eg, udsøger den sig en eller anden smaafugls rede, f. eks. en gjærdesmuttes eller en linerles, og heri lægger den det da. Er det lille rede gjemt saa godt eller sidder saaledes, at den store gjøg ikke kan komme til at lægge egget i det, lægger den det paa jorden, tager det derpaa i nebbet og anbringer det saa i redet. Da dens eg ikke er større end et spurve-eg, vælger den altid smaa fugles reder og kun saadanne, i hvilke der allerede iforveien findes eg. Er der for mange eg, kaster den nogle af dem ud for at faa plads til sit eget. Den lægger dog aldrig mere end ett eg i det samme rede.
De smaa fugle, der saaledes er udvalgte til at være pleieforældre for en stor gjøgeunge, er altid meget omhyggelige for sit pleiebarn. Aldrig kaster de det fremmede eg ud af redet, 160og er den store, stygge gjøgeunge kommen frem, pleier de den med den allerstørste omhu, skjønt det er et meget besværligt arbeide for dem. Gjøgeungen kan nemlig aldrig faa føde nok; den skriger paa mere fra morgen til aften, og uafbrudt har de smaa pleieforældre travlt med at stoppe munden paa skraalhalsen. Ikke sjelden hænder det, at de smaa unger, som egentlig hører hjemme i redet, maa savne føde og maa sulte ihjel, fordi den graadige pleiebroder ikke kan faa nok; selv da bliver pleieforældrene ikke trætte, men er paafærde i et væk for at skaffe føde.
Taknemmelig viser gjøgeungen sig slet ikke. Er den bleven noget stor og har faaet en del kræfter, hænder det meget hyppig, at den jager alle sine pleiesøskende ud af redet, hvis de ikke alt er døde af sult; den vil helst beholde alt selv. I løbet af et fjerdingaar er den da ogsaa bleven saa stor og kraftig, at den kan drage afsted mod syden, naar den tid kommer, da de gamle gjøge tænker paa at forlade vore egne.
Gjøgen er saaledes en smuk fugl, og det er hyggeligt at høre dens ho! ho! hvorfor den ogsaa er vel seet hos os; men man skal ikke af den kunne lære at opføre sig beskedent eller at være taknemmelig; thi den er i sandhed alt andet.