157

I en prestegaard i Sverige var der en stor, sterk faarehund, som altid vogtede faarene og lammene med den største omhu, og derfor havde den ogsaa faaet navnet «Hyrden.» Ofte havde den forsvaret faareflokken mod ulvene, og da den tillige, naar den var hjemme, var meget fredsommelig og from af sindelag, var den afholdt baade af store og smaa.

158En aften sidst i september maaned, da det allerede havde begyndt at blive mørkt og koldt, kom faarene alene hjem, og ingen kunde begribe, hvor «Hyrden» var bleven af, da den ellers aldrig saaledes lod faarene passe sig selv. Folkene i prestegaarden troede, det maatte være en ulv, som havde sønderrevet den stakkars hund, og at dette var grunden til, at den ikke kom hjem.

Den næste morgen sendte presten en tjenestegut ud for at se, om at han ikke kunde finde spor af den savnede hund, og ganske rigtig — da han kom op ved udkanten af den skog, hvor faarene havde græsset dagen iforveien, saa han «Hyrden» ligge ganske rolig i græsset, og han kunde se, at den kjendte ham; thi den begyndte at logre med halen. Da han var kommen nærmere hen til hunden, saa han straks, hvad der var skeet; thi ikke langt fra laa der et faar, som var revet ihjel, og ved siden af det laa en død ulv, hvis strube var bidt helt over. «Hyrden» havde beskyttet hjorden, og da ulven var kommen for at røve et lam, havde den maattet bøde med sit liv.

Men hvorfor blev hunden liggende ganske stille og rørte sig ikke af flekken? Det kunde gutten ikke begribe. Han gik derfor helt hen til den og gav sig til at klappe den; thi han tænkte sig, at ulven havde bidt et ben over paa den eller havde gjort den skade paa anden maade. Men hvor forbauset blev han ikke, da han dreiede hunden om paa siden og derved fik øie paa et nyfødt lam, som den trofaste vogter beskyttede og varmede med sit legeme! Han kunde nu forstaa, at ulven havde sønderrevet faaret, men derpaa selv var bleven bidt ihjel af hunden, som saa var bleven ude paa marken hos det spæde, lille lam, da dette ikke vilde forlade sin døde moder.

Tjenestegutten tog nu lammet paa armen og bar det hjem, og «Hyrden» spankede nok saa fornøiet bagefter.

157

I en prestegård i Sverige var der en stor, sterk fårehund, som alltid vogtede fårene og lammene med den største omhu, og derfor hadde den også fått navnet «Hyrden.» Ofte hadde den forsvaret fåreflokken mot ulvene, og da den tillike, når den var hjemme, var meget fredsommelig og from av sinnelag, var den avholdt både av store og små.

158En aften sist i september måned, da det allerede hadde begynt å bli mørkt og kaldt, kom fårene alene hjem, og ingen kunne begripe, hvor «Hyrden» var blitt av, da den ellers aldri således lot fårene passe seg selv. Folkene i prestegården trodde, det måtte være en ulv, som hadde sønderrevet den stakkars hund, og at dette var grunnen til, at den ikke kom hjem.

Den neste morgen sendte presten en tjenestegutt ut for å se, om at han ikke kunne finne spor av den savnede hund, og ganske riktig — da han kom opp ved utkanten av den skog, hvor fårene hadde gresset dagen i forveien, så han «Hyrden» ligge ganske rolig i gresset, og han kunne se, at den kjente ham; thi den begynte å logre med halen. Da han var kommet nærmere hen til hunden, så han straks, hva der var skjedd; thi ikke langt fra lå der et får, som var revet ihjel, og ved siden av det lå en død ulv, hvis strupe var bitt helt over. «Hyrden» hadde beskyttet hjorden, og da ulven var kommet for å røve et lam, hadde den måttet bøde med sitt liv.

Men hvorfor ble hunden liggende ganske stille og rørte seg ikke av flekken? Det kunne gutten ikke begripe. Han gikk derfor helt hen til den og ga seg til å klappe den; thi han tenkte seg, at ulven hadde bitt et ben over på den eller hadde gjort den skade på annen måte. Men hvor forbauset ble han ikke, da han dreide hunden om på siden og derved fikk øye på et nyfødt lam, som den trofaste vokter beskyttede og varmede med sitt legeme! Han kunne nå forstå, at ulven hadde sønderrevet fåret, men derpå selv var blitt bitt ihjel av hunden, som så var blitt ute på marken hos det spede, lille lam, da dette ikke ville forlate sin døde mor.

Tjenestegutten tog nå lammet på armen og bar det hjem, og «Hyrden» spankede nok så fornøyet bakefter.