155

Jeg vil ikke spørge dig, om du kjender en spurv; for det kan jeg jo nok tænke mig, at du gjør. Maaske kjender du ogsaa baade en kraake og en skjære og flere andre fugle. Men kjender du stæren, den lille, muntre og lystige stær? Dersom du ikke rigtig ved, hvorledes den ser ud, skal jeg prøve paa at beskrive den for dig; saa kan det jo være, at du kan kjende den, naar du faar se den.

En stær er noget større end en spurv; men den er ikke 156nær saa stor som en kraake eller en skjære. Naar man ser den i nogen afstand, ser den ud, som om den var ganske sort; men kommer man nærmere til den, og især naar solen skinner paa den, da ser man straks, at dens fjær har et rødligt og et grønligt skjær, ligesom man kan se det paa brystet af mange duer. Ogsaa har mange af fjærene graa eller gulagtige spidser, saa at stæren ser ud, som om den var graaprikket over hele kroppen. Halen er kort; men nebbet er temmelig langt og spidst; af farve er det gult eller lysebrunt.

II. Om vinteren flyver stæren til de varmere lande og kommer først tilbage igjen om foraaret. Da ventes den med længsel baade af store og smaa, og paa mange steder hænger folk smaa trækasser med et rundt hul og en udstaaende pind paa siden op paa husvæggen, forat den lille, kjærkomne gjest kan bygge sit rede deri. Og det gjør den gjerne; thi for det første synes den godt om at bo i nærheden af mennesker, og for det andet liker den naturligvis ogsaa at have det lunt og godt, naar det regner og stormer, og den skal til at udruge sine eg og passe sine unger.

Allerede før det bliver rigtig vaar, kommer stæren hertil, og ikke saa sjelden baade fryser og sner det jo endnu; men det bryder den flinke, lille stær sig ikke det mindste om. Den sætter sig straks op paa mønningen af taget eller paa et andet høit sted og synger saa fornøielig, at man tydelig kan høre, at den er glad ved at være kommen tilbage igjen.

«Stæren er kommen! Stæren er kommen!» siger den ene da fornøiet til den anden; for nu ved man, at foraaret og sommeren nærmer sig.

III. Stærene lever gjerne i temmelig store flokke, og foraaret bringer os saa mange af dem, at de ikke allesammen kan bo i de smaa stærkasser, som folk har indrettet i gaarde og haver. En del af dem maa da søge sig andre boliger, f. eks. oppe under tagskjegget eller i et hult træ. Her slæber de alle slags bløde sager sammen: smaa straa, hø, hestehaar, løse fjær, traadtrevler og alt saadant noget, og bygger reder deraf.

I hvert rede lægges der gjerne seks eller syv smaa eg. De er meget vakre, blaagrønne og ganske lyse. Naar der er gaaet en fjorten dages tid, er eggene udrugede, og forældrene 157sørger da for de smaa unger, indtil de er flyvefærdige og selv kan skaffe sig føde, og hvad de behøver.

Stæren er som de fleste andre fugle tidlig oppe om morgenen. Saasnart vi vaagner, kan vi høre dens muntre fløiten; thi den er altid i godt humør, naar den vaagner, og den begynder altid dagen med en liden sang. Saa flyver den ud efter mad til sig selv og sine smaabørn, dersom det er paa den tid, at den har nogen at sørge for.

IV. Og hvad er det saa, den henter hjem og giver sine smaafolk at spise? Det er mark, snegler, larver, pupper og forskjellige slags insekter, og derfor maa vi kalde stæren en meget nyttig fugl. En stor del af disse smaadyr vilde nemlig gjøre altfor megen fortræd paa de unge skud og planter i skoge og haver, hvis ikke stæren fangede og fortærede mange af dem.

Forresten liker stæren ogsaa forskjellige slags korn og frø; den er slem til at stjæle kirsebær. Men da den gjør saa megen nytte ved at fortære skadelige insekter og andre smaadyr, saa kan man nok unde den en portion kirsebær engang imellem. Er der mange stære i nærheden, kan det ellers blive lovlig meget, hvad de fortærer; thi en flok stære kan plyndre et stort kirsebærtræ i løbet af nogle faa dage, saaledes at der ikke er et eneste bær tilbage.

Naar stæren nu har arbeidet dagen igjennem for at skaffe føden til sig selv og ungerne, da samles den ved aftentid med venner og bekjendte fra nabolaget, og saa faar de sig en munter passiar til solnedgang og vel saa det. Saa siger de godnat til hinanden for den dag og smutter ind i kassen, ind under tagskjegget, eller hvor hver især har sin bolig.

Stæren kan lære at gjøre, hvad ikke mange dyr kan gjøre den efter; den kan nemlig lære at fløite en liden melodi, og den kan lære at sige enkelte ord. Den kan saaledes godt lære at sige: «Her er jeg!» eller «goddag, gutten min!»

155

Jeg vil ikke spørre deg, om du kjenner en spurv; for det kan jeg jo nok tenke meg, at du gjør. Maaske kjenner du også både en kråke og en skjære og flere andre fugler. Men kjenner du stæren, den lille, muntre og lystige stær? Dersom du ikke riktig ved, hvorledes den ser ut, skal jeg prøve på å beskrive den for deg; så kan det jo være, at du kan kjenne den, når du får se den.

En stær er noe større enn en spurv; men den er ikke 156nær så stor som en kråke eller en skjære. Når man ser den i noen avstand, ser den ut, som om den var ganske sort; men kommer man nærmere til den, og især når solen skinner på den, da ser man straks, at dens fjær har et rødlig og et grønligt skjær, likesom man kan se det på brystet av mange duer. Også har mange av fjærene grå eller gulaktige spisser, så at stæren ser ut, som om den var gråprikket over hele kroppen. Halen er kort; men nebbet er temmelig langt og spisst; av farge er det gult eller lysebrunt.

II. Om vinteren flyver stæren til de varmere lande og kommer først tilbake igjen om foråret. Da ventes den med lengsel både av store og små, og på mange steder henger folk små trekasser med et rundt hull og en utstående pinn på siden opp på husveggen, for at den lille, kjærkomne gjest kan bygge sitt rede deri. Og det gjør den gjerne; thi for det første synes den godt om å bo i nærheten av mennesker, og for det andre liker den naturligvis også å ha det lunt og godt, når det regner og stormer, og den skal til at udruge sine egg og passe sine unger.

Allerede før det blir riktig vår, kommer stæren hertil, og ikke så sjelden både fryser og snør det jo ennå; men det bryter den flinke, lille stær seg ikke det minste om. Den setter seg straks opp på mønningen av taket eller på et annet høyt sted og synger så fornøyelig, at man tydelig kan høre, at den er glad ved å være kommet tilbake igjen.

«Stæren er kommet! Stæren er kommet!» sier den ene da fornøyet til den annen; for nå vet man, at foråret og sommeren nærmer seg.

III. Stærene lever gjerne i temmelig store flokke, og foråret bringer oss så mange av dem, at de ikke allesammen kan bo i de små stærkasser, som folk har innrettet i gaarde og haver. En del av dem må da søke seg andre boliger, f. eks. oppe under takskjegget eller i et hult tre. Her sleper de alle slags bløde sager sammen: små strå, hø, hestehår, løse fjær, trådtrevler og alt sådant noe, og bygger reder derav.

I hvert rede legges der gjerne seks eller syv små egg. De er meget vakre, blågrønne og ganske lyse. Når der er gått en fjorten dages tid, er eggene udrugede, og foreldrene 157sørger da for de små unger, inntil de er flyveferdige og selv kan skaffe seg føde, og hva de behøver.

Stæren er som de fleste andre fugler tidlig oppe om morgenen. Så snart vi våkner, kan vi høre dens muntre fløyten; thi den er alltid i godt humør, når den våkner, og den begynner alltid dagen med en liten sang. Så flyver den ut etter mat til seg selv og sine småbarn, dersom det er på den tid, at den har noen å sørge for.

IV. Og hva er det så, den henter hjem og gir sine småfolk å spise? Det er mark, snegler, larver, pupper og forskjellige slags insekter, og derfor må vi kalle stæren en meget nyttig fugl. En stor del av disse smådyr ville nemlig gjøre altfor mye fortred på de unge skudd og planter i skoger og haver, hvis ikke stæren fangede og fortærede mange av dem.

Forresten liker stæren også forskjellige slags korn og frø; den er slem til å stjele kirsebær. Men da den gjør så mye nytte ved å fortære skadelige insekter og andre smådyr, så kan man nok unne den en porsjon kirsebær engang imellom. Er der mange stære i nærheten, kan det ellers bli lovlig meget, hva de fortærer; thi en flok stære kan plyndre et stort kirsebærtre i løpet av noen få dage, således at der ikke er et eneste bær tilbake.

Når stæren nå har arbeidet dagen igjennom for å skaffe føden til seg selv og ungene, da samles den ved aftentid med venner og bekjente fra nabolaget, og så får de seg en munter passiar til solnedgang og vel så det. Så sier de godnatt til hinannen for den dag og smutter inn i kassen, inn under takskjegget, eller hvor hver især har sin bolig.

Stæren kan lære å gjøre, hva ikke mange dyr kan gjøre den etter; den kan nemlig lære å fløyte en liten melodi, og den kan lære å si enkelte ord. Den kan således godt lære å si: «Her er jeg!» eller «goddag, gutten min!»