En rigtig smuk, stolt og modig hane er en af de underligste fugle, man kan se. Høit bærer den sit kronede hoved; til alle sider speider dens fyrige øine; ingen fare overrasker den, og den er ikke ræd for nogen fiende. Ve den medbeiler, der vover at liste sig ind blandt dens høner! Den forstaar at udtrykke alle sine tanker ved forskjellige toner og stillinger. Snart hører man den med høi stemme kalde paa sine høner, naar den har fundet et korn; thi alt, hvad den finder, deler den med dem; snart ser man den lægge sig ned i en krog, hvor den arbeider af alle kræfter med at danne et rede til den høne, den holder mest af. Nu drager den i spidsen for den flok, hvis beskytter og fører den er, ud i det frie; men neppe har den tilbagelagt et hundrede skridt, førend den fra stalden hører en hønes glade kaglen som tegn paa, at der er lagt et eg. Den vender øieblikkelig om, hilser hende med 153venlige lader, istemmer hendes glædesskrig og iler derpaa i fuldt løb efter de andre høner for atter at stille sig i spidsen for dem. Den ringeste forandring i luften merker den straks og forkynder den ved en høi galen. Med høi galen forkynder den ogsaa morgenens frembrud og vækker landmanden til nyt arbeide. Er den bleven jaget af et menneske, eller har den overstaaet en anden fare, saa galer den paany af alle livsens kræfter, som om den vilde gjøre nar af den fiende, som den ikke kan skade. Den udfolder hele sin pragt, naar den tidlig om morgenen forlader hønsehuset og stiller sig op foran det og hilser paa hønerne; men endnu smukkere og stoltere tager den sig dog ud, naar den hører en ubekjendt hane gale. Da lytter den, lader vingerne hænge, retter hovedet dristig i veiret, slaar med vingerne og opfordrer med høi galen til kamp. Saasnart den faar øie paa fienden, træder den ham imøde, enten han er stor eller liden, eller styrter i fuldt løb ind paa ham.
Nu træffer de sammen; fjærene i halskraven er løftede i veiret og danner et skjold, øinene spruder ild, og hver af parterne søger at trykke den anden i støvet, idet den af al magt springer ind paa modstanderen. Enhver af dem søger at komme høiest tilveirs for at faa den anden under sig. Længe fortsættes kampen; men omsider aftager kræfterne, og der indtræder nu en kort ro. Med sænket hoved, lige beredte til forsvar og angreb, staar de ligeoverfor hinanden, idet de af og til pikker smaakorn op af jorden, som om hver af dem vilde spotte modstanderen ved midt under kampen at gjøre sig tilgode. Nu galer den ene med rystende stemme; thi den er endnu ganske forpustet, og øieblikkelig styrter den anden løs paa den. Med fornyet raseri træffer de nu sammen og slaas som før; men endelig er vinger og fødder ikke mere istand til at fortsætte kampen; da griber de til det sidste og frygteligste vaaben. De springer ikke mere, men hugger vildt om sig med nebbet, og snart rinder blodet af deres hoveder. Endelig taber modstanderen modet; den vakler, viger, faar endnu et dygtigt hug, og slaget er afgjort. Den flygter, reiser nakkefjærene, løfter vingerne, sænker halen, tyr hen i en krog, gjør sig liden og klukker som en høne; thi hvis den ansees for en høne, tror den at finde den medlidenhed, som den ikke har at vente som hane. Men seierherren lader sig ikke vildlede ved nogen klukken; den puster først lidt ud, slaar med vingerne, galer 154og giver sig derpaa til at forfølge fienden, som ikke længere verger sig, selv om den skulde udaande under sin forbitrede modstanders hug.
Lenz.