Hvor vakre de var de smaa blomster, som stod der under trærne i udkanten af skogen! Det saa ud, som om blaaveisene mente, at det nu maatte være paa høi tid at skyde frem; den milde martssol havde jo allerede skinnet i flere dage.
Der vokste de mellem den bløde, fugtige mos og de lange gule græsstraa.
Men de skulde nok ikke tilbringe hele sit korte liv her ude paa marken ved randen af skogen. Thi straks efterat solen var staaet op, da de just havde aabnet sine bægere, blev de opdagede af et menneskeligt øie, og en liden mager, kold haand plukkede dem af de tynde, grønne stængler. Det var lille Anna, der boede i den store by, som laa omtrent fem kilometer borte fra denne skog. Hun vidste nok, hvad det var at lide mangel, denne lille, fattige pige; hun var saa sulten denne morgenstund, og sultne var ogsaa hendes smaa søstre og brødre; thi deres stakkars syge moder havde intet at give dem til frokost, og hendes fader, der var sjømand, havde i lang tid været paa reise, og de havde intet hørt fra ham. Saa havde Anna fundet paa at staa tidlig op og gaa hen til skogen og plukke blaaveis; hun kunde maaske faa solgt dem i byen og derved tjene nogle øre til brød. Hun havde taget sin lille broder Paul med, forat han ikke skulde være hendes moder til bryderi hjemme. Paul syntes, det var saa morsomt at være med Anna; han speidede med sine smaa øine efter blomsterne, og naar han fik øie paa en, pegte han paa den og klappede i hænderne af glæde; han vidste jo, at det var disse smaablomster, som skulde skaffe brød til ham og de andre sultne derhjemme.
«Tag dig iagt, Paul! Tag dig iagt!» raabte Anna. «Du træder jo paa blomsterne.» «Ja, ja, jeg ser dem nok; men bliv du, hvor du er, saa skal jeg plukke dem.» Og Anna sprang hurtig høiere op ad bakken og plukkede ivrig alle de blomster, hun saa.
Hun saa mager og udtæret ud; denne stakkars lille pige. Hun var elendig klædt; de usle klædningsstykker, som hun bar, var ikke istand til at beskytte hende mod kulden.
«Anna, Anna! jeg er saa træt og sulten, jeg maa have 148noget at spise!» lød hendes lille broders stemme fra foden af bakken. «Nu kommer jeg: jeg tænker, jeg har nok nu,» sagde Anna og sprang ned til ham med forklædet fuldt af blomster; «kom nu, Paul, vi vil sidde ned paa denne stubbe og binde dem i buketter. Nu kan du hjælpe mig.» vedblev hun smilende, «kom, skal vi binde buketter; du kan ordne blomsterne.» Hermed tog hun frem et garnnøste, som hun havde taget med sig, og bandt tolv smaa buketter; i enhver af disse bandt hun ind lidt vintergrønt. Blomsterne tog sig endnu bedre ud ved siden af de mørkegrønne. «Kom nu, Paul, nu vil vi gaa omkring til gartnernes butiker og byde frem disse, saa skal vi nok faa penge at kjøbe brød for til moder og de andre hjemme,» sagde hun muntert, da hun havde ordnet blomsterne i en liden kurv, som hun holdt i den ene haand, idet hun rakte den anden til sin lille broder. Og saa gik de paa en liden bro over en bæk og naaede snart den store landevei.
I nogen tid gik lille Paul noksaa kjækt; men senere begyndte han at klage over, at han var træt og øm i fødderne, og Anna saa, at han græd bitterlig.
Hun satte da kurven fra sig, tog ham i sine arme og sagde: «Græd ikke, kjære, lille Paul; thi nu er vi snart fremme.» — Paul var ellers en uforfærdet liden krabat; men det var ikke underligt, at sult og træthed nu fik ham til at græde.
«Jeg maa have noget at spise — jeg maa — jeg maa,» jamrede Paul, «og saa er jeg saa træt og syg, Anna, jeg er bestemt syg.» Stakkars Anna var ogsaa meget træt; men hun tænkte slet ikke paa sig selv; tvertimod tog hun og bar sin lille broder paa sine arme og indhyllede ham i sit eneste tørklæde. Saaledes vandrede hun da videre; men hun var ofte nær ved at synke sammen, medens lille Paul atter smilte af glæde over, at han fik lov til at holde paa kurven med blaaveisen. Skjønt Annas arme og ryg verkede, og skjønt hun neppe kunde drage aande, blev hun dog ikke utaalmodig over, at hun maatte bære sin broder; hele tiden talte hun mildt og venlig til ham, saa han snart følte sig tilfreds og udhvilet og sagde, at nu vilde han gaa et stykke. Tilsidst naaede de da den store by og vandrede gjennem de larmende gader, der var ganske sorte og sølede, da sneen just var smeltet.
149«Vil De kjøbe friske blaaveis, fem øre buketten?» sagde Anna og stak hovedet ind i en grønthandlers butik.
«Nei, vi har forsynet os for idag, du er forsent ude,» sagde manden i butiken, og Anna maatte gaa videre.
«Se, Anna! for deilige boller,» sagde lille Paul og pegede paa en kurv med ferskt hvedebrød, som en just havde sat fra sig lige udenfor en bagers dør. «Jeg vilde saa gjerne have en.»
Anna tænkte, at hun ogsaa gjerne vilde have en bolle. Der var ingen, som saa paa hende; hun kunde jo let tage et par og gjemme dem under tørklædet; hun var saa sulten. Hun var et øieblik i sterk fristelse; men da var det, som om en stemme sagde til hende: «Gud siger, du skal ikke stjæle.» Hun greb Pauls haand og trak ham hurtig bort med sig.
«Hvorfor kan du ikke tage en til mig?» sagde Paul utaalmodig.
«Fordi det ikke vilde være rigtigt, Paul; vi maa ikke tage, hvad der ikke tilhører os.»
«Hvorfor ikke det, naar vi er saa sultne?» sagde Paul og saa op med taarefyldte øine.
«Gud vil, at vi ikke skal stjæle; han vil nok hjælpe os,» sagde Anna. I det samme øieblik gik der en ung dame forbi dem; Anna greb en af sine buketter og holdt den imod hende og sagde: «Friske blaaveis; vil De ikke kjøbe, frøken? Jeg har plukket dem idag.»
«Nei tak, jeg skal ikke have nogen,» sagde den unge dame; men hun smilte venlig til den lille, fattige pige, og det milde smil gjorde Anna næsten ligesaa glad, som om hun havde kjøbt hendes blomster. Men Anna var kommen for sent til byen den dag; hun gik op ad den ene gade efter den anden; men der var ingen, som vilde kjøbe hendes blomster. Hun var omsider nær ved at segne om af udmattelse og sult, og hendes lille broder græd saa ynkelig og raabte paa mad.
«Kjøb nogle blaaveis, friske blaaveis, ganske friske!» sagde hun til et selskab unge herrer, som under munter tale og latter kom slentrende ned ad gaden. Men de gav hende intet svar, puffede hende derimod haardt tilside og veltede hendes kurv, saa at alle blomsterne faldt ned paa den vaade, sølede gade.
Anna skreg ikke. Hun satte sig som fortvilet ned paa 150trinene af en trappe i nærheden og bedækkede ansigtet med sine hænder, idet hun græd stille, medens lille Paul gav sig til at opsamle blomsterne og lægge dem ned i kurven igjen. Men ak! I hver eneste buket var nogle af blomsterne tilsølede; Anna kunde nu slet ikke vente at blive af med dem, og hvorledes kunde hun saa skaffe brød til sin syge moder?
«Hvad feiler dig, barnet mit? Hvad er det, du græder for?» spurgte en venlig dame lige ved hende.
«De fyrene derborte stødte kurven hendes overende, saa alle blomsterne faldt i sølen,» sagde en snild, liden gut, som havde hjulpet Paul at samle dem op.
«Nu er de bortskjæmte, rent bortskjæmte!» hulkede Anna, «og saa faar vi intet at spise.»
«Stakkars barn, du ser virkelig ud, som om du trænger til noget at spise; er blomsterne ganske bortskjæmte?» sagde den venlige dame.
«Ja, der er kommet søle paa hver eneste buket, og nogle af dem er der traadt paa,» svarede Anna. Og saa græd hun igjen.
«Ja, men alle blomsterne er vel ikke fordærvede for det. Se her, barnet mit, det er bare de yderste blomster, som er tilsølede; de midterste er aldeles rene, det er de friskeste blaaveis, jeg har seet idag.»
Anna saa lidt mere fornøiet ud. Den gode dame talte saa venlig, og hendes ansigt var saa mildt og behageligt, at Anna følte sig trøstet; og hvor inderlig fornøiet blev hun ikke, da den fremmede dame tog en halv krone ud af sin pung og sagde: «To af dine buketter er aldeles fordærvede; men jeg vil give dig denne halvkrone for de andre ti.»
Med inderlig taknemmelighed modtog Anna pengene, og saa lagde hun og Paul de kasserede blaaveis i kurven igjen; for de vidste, at de smaa hjemme vilde blive glade i dem.
Et øieblik efter var de inde i en bagerbutik, hvor de kjøbte ferskt brød, og saa løb de hjem saa hurtig, de kunde.
«Paul,» sagde Anna, da de vandrede hjemad, «jeg sagde dig, at Gud nok vilde hjælpe os. Du ved, at vi bad om brød, og se nu har han givet os alt dette!»
«Hvis jeg skulde kjøbe, Anna, saa vilde jeg ikke vælge brød, men kager, saadanne, som ligger i vinduerne.»
«Brød er meget bedre, dette deilige, ferske brød,» sagde Anna og saa glad ned paa sin skat.
151«Hvor vi vilde være lykkelige, dersom vi havde rigtig mange penge!» sagde Paul eftertænksom.
«Det er ikke sikkert,» sagde Anna. «Vi vilde ikke være lykkelige, om vi var aldrig saa rige, hvis ikke fader kom hjem igjen. Det er, fordi moder er ængstelig for ham, at hun ser saa bleg og sørgmodig ud. Det er for hans skyld, hun skjælver og ikke kan sove, naar hun hører stormen tude. O, gid Vorherre vilde bevare ham; gid han kom hjem; han ved ikke, hvor ofte vi maa lide mangel, og hvor vi savner vor kjære, snilde fader.»
De havde naaet det snævre stræde, hvor deres moder boede, og gik nu opad trappen til de smaa kvistværelser oppe paa loftet i det lille, forfaldne hus.
«Mor, mor, her er brød!» raabte Anna, idet hun ilsomt aabnede døren; «idag skal vi ikke sulte; her — —» men hun fik ikke udtalt; hun blev greben af et par kraftige arme, og en kjærlig stemme sagde: «Mit eget, kjære barn, Gud velsigne dig!» og Annas kinder bedækkedes af hendes faders kys.
Han var just samme morgen kommen hjem fra en lang, besværlig sjøreise; han havde sin fulde hyre i lommen, penge nok til at afhjælpe familiens nød.
«Nu, Anna, skaf mig lidt at spise! Jeg er ogsaa sulten,» udbrød han, efterat han havde husket Paul paa sine arme næsten lige op til taget i det lave værelse. De satte sig nu glade og fornøiede om bordet og gjorde sig tilgode med Annas brød, og alle sagde de, at intet maaltid havde smagt dem bedre end dette, som var kjøbt for Annas blaaveis.