I. Det var en morgen tidligt. Klokken var lidt over halv otte. Nikolai havde faaet sin ransel paa ryggen og skulde gaa til skolen. Han kom ned paa gaden, og der kom han til at gaa ved siden af en gammel mand.
«God morgen!» sagde Nikolai og tog høflig sin lue af.
«God morgen, gutten min!» sagde manden. «Hvad heder du?»
«Jeg heder Nikolai, og jeg er syv aar gammel,» svarede han.
«Ja saa, er du det?» sagde den gamle mand. «Du skal nok paa skole, kan jeg se, siden du har ransel paa ryggen; saa kan vi jo følges ad; for jeg skal ogsaa den vei, og saa kan jeg med det samme faa vide, hvordan du har det. Staar du tidlig op om morgenen?»
«Ja, jeg gjør,» sagde Nikolai, «baade far og mor og jeg; vi staar allesammen om sommeren op, naar klokken er seks, og om vinteren, naar den er syv.»
«Det er rigtigt,» sagde manden; «det er i rette tid. Kan du saa selv vaske dig?»
«Ja, det kan jeg godt,» svarede Nikolai. «Jeg vasker baade mit hoved og mit bryst og armene, hænderne og neglerne med, til de er ganske rene, og sommetider vasker jeg ogsaa fødderne og bestandig i koldt vand.»
«Det var en flink gut,» sagde den gamle mand, «saa bliver du stor og sterk. Kan du ogsaa selv klæde dig paa?»
«Ja, baade af og paa,» sagde Nikolai; «der er ingen, som hjælper mig.»
Nu var de komne til skolen, og Nikolai maatte saa sige farvel til den gamle mand.
«Farvel, lille Nikolai,» sagde manden; «vi mødes nok en anden gang!»
II. Da klokken var et, og Nikolai skulde hjem fra skolen, mødte han igjen den gamle mand.
II bd.
146«Se, se! er du der igjen?» sagde manden. «Nu skal du vel hjem og have din middagsmad?«
«Ja, jeg skal,» svarede Nikolai, «og jeg er ogsaa dygtig sulten.»
«Er du det, gutten min?» sagde den gamle; «ja, det kan jeg nok tænke. Du er vel saa sulten, at det er det samme, hvad du faar at spise; det smager vel lige godt altsammen?»
«Ja, naar det bare ikke er gryngrød,» sagde Nikolai; «for den liker jeg ikke; men pandekager eller blodpølse, det liker jeg godt.»
«Aa,» sagde den gamle mand, «liker du ikke gryngrød; det var leit. Saa maa du endelig lære dig til at like den; for flinke og raske gutter er ikke kræsne. De spiser, hvad slags mad der kommer paa bordet, uden at man kan merke paa dem, om de synes om den eller ei.»
«Ja, det skal jeg nok ogsaa gjøre,» sagde Nikolai.
«Men lad mig nu høre lidt om, hvordan det gaar i skolen,» sagde manden. «Kan du læse høit og tydelig?»
«Ja, jeg kan,» svarede Nikolai. «Jeg kan læse baade, hvad der staar med latinske og med norske bogstaver, og jeg kan fortælle alle historierne igjen, naar jeg bare har læst dem.»
«Saadan skal det være,» sagde den gamle mand. «Kan du ogsaa dine vers og din tabel?»
«Ja, jeg kan baade min salme og versene i min læsebog. Jeg kan den, der begynder saadan: «Deilig er den himmel blaa,» og jeg kan ogsaa den: «Hr. Sinklar drog over salten hav,» og i tabel faar jeg hver gang 1.»
«Ja, det er altsammen, som det skal være,» sagde manden. «Kan du ogsaa svømme?»
«Nei, det kan jeg ikke endnu,» sagde Nikolai; «men jeg er ikke bange for vandet.»
«Det skal du heller ikke være,» sagde den gamle mand, «og naar du nu snart kan lære at spise gryngrød og at svømme, saa er du en rigtig kjæk gut.»
Nu var de naaede hjem, hvor Nikolais forældre boede, og den gamle mand nikkede venlig og sagde farvel; men Nikolai skyndte sig ind til sin moder og sin middagsmad. Det var netop gryngrød den dag, og forunderligt nok — han syntes, 147den smagte ham bedre end nogensinde før. Mon hvoraf det kom?