Rabbi Meir, den store lærer, sad paa sabbatsdagen i sin skole og underviste folket. Imidlertid døde hans to sønner, begge vakre unge mænd og vel oplærte i Guds lov. Hans hustru tog dem og bar dem op paa kammeret, lagde dem paa en seng og bredte et hvidt klæde over deres lig. Om aftenen kom rabbi Meir hjem. «Hvor er mine sønner,» sagde han, «at jeg kan give dem velsignelsen?»

«De er ikke her,» var hendes svar. «Jeg har seet mig om efter dem i skolen,» svarede han, «men har ikke seet dem.» Hun rakte ham et bæger; han lovede Herren ved sabbatens ende, drak og spurgte atter: «Hvor er mine sønner? Ogsaa de skulde drikke af velsignelsens vin.» — «De er vist ikke langt borte,» sagde hun og satte aftensmad frem for sin mand. Da han efter maaltidet havde takket Gud, sagde hun: «Rabbi, tillad mig et spørgsmaal!» «Tal, min kjære!» svarede han. — 143«For faa dage siden,» sagde hun, «gav en mig nogle kostbare smykker i forvaring, og nu fordrer han dem tilbage; skal jeg give ham dem igjen?» — «Dette skulde min hustru ikke først spørge om,» sagde rabbi Meir; «vilde du betænke dig paa at give enhver sit tilbage?» — «O nei!» svarede hun; «men uden dit vidende vilde jeg ikke tilbagegive noget.» Derpaa førte hun ham op paa kammeret, traadte hen og tog klædet af ligene. «Ak, mine sønner!» jamrede faderen, «mine sønner!» — Hun vendte sig bort og græd. Endelig greb hun hans haand og sagde: «Rabbi! har du ikke lært mig, at man ikke maa vægre sig ved at give betroet gods tilbage? Se, Herren gav, Herren tog; Herrens navn være lovet!» — «Herrens navn være lovet!» gjentog rabbi Meir med bævende stemme. «Ja, vel er det sagt: Den, som har fundet en dydig hustru, har en skat, større end kostelige perler; hun oplader sin mund med visdom, og paa hendes tunge er himmelsk lærdom».

Engel.

Rabbi Meir, den store lærer, satt på sabbatsdagen i sin skole og underviste folket. Imidlertid døde hans to sønner, begge vakre unge menn og vel opplærte i Guds lov. Hans hustru tok dem og bar dem opp på kammeret, la dem på en seng og bredte et hvitt klede over deres lig. Om aftenen kom rabbi Meir hjem. «Hvor er mine sønner,» sa han, «at jeg kan gi dem velsignelsen?»

«De er ikke her,» var hennes svar. «Jeg har sett meg om etter dem i skolen,» svarte han, «men har ikke sett dem.» Hun rakte ham et beger; han lovede Herren ved sabbatens ende, drakk og spurte atter: «Hvor er mine sønner? Også de skulle drikke av velsignelsens vin.» — «De er vist ikke langt borte,» sa hun og satte aftensmat frem for sin mann. Da han etter måltidet hadde takket Gud, sa hun: «Rabbi, tillat meg et spørsmål!» «Tal, min kjære!» svarte han. — 143«For få dage siden,» sa hun, «ga en meg noen kostbare smykker i forvaring, og nå fordrer han dem tilbake; skal jeg gi ham dem igjen?» — «Dette skulle min hustru ikke først spørre om,» sa rabbi Meir; «ville du betenke deg på å gi enhver sitt tilbake?» — «O nei!» svarte hun; «men uten ditt vidende ville jeg ikke tilbagegive noe.» Derpå førte hun ham opp på kammeret, trådte hen og tok klædet av likene. «Ak, mine sønner!» jamrede faren, «mine sønner!» — Hun vendte seg bort og gråt. Endelig grep hun hans hånd og sa: «Rabbi! har du ikke lært meg, at man ikke må vegre seg ved å gi betrodd gods tilbake? Se, Herren ga, Herren tog; Herrens navn være lovet!» — «Herrens navn være lovet!» gjentok rabbi Meir med bevende stemme. «Ja, vel er det sagt: Den, som har funnet en dydig hustru, har en skatt, større enn kostelige perler; hun oplader sin munn med visdom, og på hennes tunge er himmelsk lærdom».

Engel.