Gamle og vise mænd har med rette sagt: «Gud, forældre og lærere kan man aldrig noksom takke og gjengjælde.» Men desværre, det gaar alt for tidt her i verden efter det bekjendte ordsprog: at én fader kan lettere ernære seks børn end seks børn én fader. Man har saaledes en fortælling om en fader, som i levende live gav sine børn alt, hvad han eiede og havde, idet han ventede, at de saa siden skulde underholde ham. Da han nu havde været hos den ældste søn, blev denne kjed af ham og sagde: «Fader, inat har min kone faaet en søn, og hvor eders lænestol staar, der skal hans vugge staa. Vil I ikke flytte hen til min broder, som har en større stue?» — Da han nu havde været en tid hos den anden søn, blev denne ogsaa træt af ham og sagde: «Fader, I vil gjerne have et varmt værelse, og jeg faar ondt i hovedet deraf; vil I ikke gaa til min broder, som er bager, han kan bedre taale det!» Faderen gik, og da han havde været hos den tredje søn i nogen tid, blev han ogsaa denne til besvær, saa at han sagde: «Fader, hos mig gaar man bestandig ud og ind, og I faar ikke eders middagslur; vil I ikke heller hen til søster Katrine ved fæstningsvolden, hvor der er mere roligt?» Og den gamle, som merkede, hvad klokken var slagen, sagde ved sig selv: «Velan, det vil jeg gjøre; jeg vil drage bort og forsøge at bo hos mine døtre. Kvinderne 144har i almindelighed et blidere hjerte.» Men da han havde været en tid hos sin datter, blev hun ogsaa kjed af ham og foregav, at hun altid var i en skrækkelig angest, saa ofte faderen gik til kirke eller andensteds hen og maatte ned ad den høie trappe; hos søster Elisabet behøvede han ikke at gaa ned ad nogen trappe; thi hun boede nedenunder. Forat alting kunde gaa af i fred, gav den gamle hende for et syns skyld ret og begav sig til sin anden datter. Men da han havde været hos hende et par dages tid, faldt han ogsaa hende til byrde, og hun gav ham da ved en tredje person at forstaa, at hendes værelser, der laa saa nær ved vandet, var altfor fugtige for en mand, som plagedes af gigt; hendes søster, som var gift med graveren ved St. Johannes-kirke, havde derimod en meget tør og sund bolig. Den gamle troede selv, at hun kunde have ret, og begav sig til sin yngste datter Lene. Og da han havde været en ganske kort tid hos hende, sagde hendes søn til sin morfader: «Moder sagde igaar til moster Elisabet, at for eder findes ikke noget bedre kvarter end i et kammer, saaledes som fader graver det.» Over denne tale brast den gamles hjerte, saa at han sank tilbage i sin lænestol og døde. St. Johannes kirkegaard modtog ham og var barmhjertigere imod ham end hans seks børn; thi der kan han nu sove uforstyrret og i fred.

Gamle og vise menn har med rette sagt: «Gud, foreldre og lærere kan man aldri noksom takke og gjengjelde.» Men dessverre, det går alt for titt her i verden etter det bekjente ordspråk: at én far kan lettere ernære seks barn enn seks barn én far. Man har således en fortelling om en far, som i levende live ga sine barn alt, hva han eide og hadde, idet han ventet, at de så siden skulle underholde ham. Da han nå hadde vært hos den eldste sønn, ble denne kjed av ham og sa: «Fader, i natt har min kone fått en sønn, og hvor deres lenestol står, der skal hans vugge stå. Vil dere ikke flytte hen til min bror, som har en større stue?» — Da han nå hadde vært en tid hos den annen sønn, ble denne også trett av ham og sa: «Fader, dere vil gjerne ha et varmt værelse, og jeg får ondt i hodet derav; vil dere ikke gå til min bror, som er bager, han kan bedre tåle det!» Faderen gikk, og da han hadde vært hos den tredje sønn i noen tid, ble han også denne til besvær, så at han sa: «Fader, hos meg går man bestandig ut og inn, og dere får ikke deres middagslur; vil dere ikke heller hen til søster Katrine ved festningsvollen, hvor der er mer rolig?» Og den gamle, som merket, hva klokken var slagen, sa ved seg selv: «Velan, det vil jeg gjøre; jeg vil drage bort og forsøke å bo hos mine døtre. Kvinnene 144har i alminnelighet et blidere hjerte.» Men da han hadde vært en tid hos sin datter, ble hun også kjed av ham og foregav, at hun alltid var i en skrekkelig angst, så ofte faren gikk til kirke eller annensteds hen og måtte ned ad den høye trappe; hos søster Elisabet behøvde han ikke å gå ned ad noen trappe; thi hun bodde nedenunder. For at alting kunne gå av i fred, ga den gamle henne for et syns skyld rett og begav seg til sin annen datter. Men da han hadde vært hos henne et par dages tid, falt han også henne til byrde, og hun ga ham da ved en tredje person å forstå, at hennes værelser, der lå så nær ved vannet, var altfor fuktige for en mann, som plagedes av gikt; hennes søster, som var gift med graveren ved St. Johannes-kirke, hadde derimot en meget tør og sund bolig. Den gamle trodde selv, at hun kunne ha rett, og begav seg til sin yngste datter Lene. Og da han hadde vært en ganske kort tid hos henne, sa hennes sønn til sin morfader: «Mor sa i går til moster Elisabet, at for dere finnes ikke noe bedre kvarter enn i et kammer, således som far graver det.» Over denne tale brast den gamles hjerte, så at han sank tilbake i sin lenestol og døde. St. Johannes kirkegård mottok ham og var barmhjertigere imot ham enn hans seks barn; thi der kan han nå sove uforstyrret og i fred.