138

«Hurra! Svarttjern har lagt sig; isen er over en halv tomme tyk, og det myldrer af smaagutter dernede,» raabte en af Viggos kamerater en vintermorgen, idet han stak det rimede hoved ind igjennem døren og svingede med skøiterne. Da varede det vel ikke længe, før Viggo fik sine ned af spigeren, og saasnart han havde faaet lov af sin fader, sprang han afsted med kameraten. Han var saa forhippet paa at komme derned, at han endog glemte at lokke Allarm med sig, kan du tænke. Men Allarm havde en fin næse; aldrig saasnart havde den slugt sin grød-og-melk, saa forstod den, at Viggo var borte. Den løb da ud, vispede med halen og veirede Viggos spor hen efter gaarden, og da den merkede, at det ikke gik til skolen, saa vidste den, at den havde lov at følge med; nu satte den nedover jordet med slig en fart, at den havde naaet Viggo igjen, længe før han var kommen til Hans grenaders stue, som laa tæt ved tjernet. — Men én ting havde Viggo maattet love sin fader, før han fik tilladelse til at gaa; det var, at han skulde være meget forsigtig og slet ikke løbe for langt ud fra landet; thi ved bredderne vidste faderen, at isen allerede var sikker dagen forud; men midt udpaa var der et ylhul; der lagde tjernet sig aldrig. Og Viggo havde fast foresat sig, at han skulde gjøre, som hans fader havde sagt; men nu skal du høre, hvordan det gik.

Da han kom ned paa isen, vrimlede det af gutter, baade store og smaa, fra alle gaarde og husmandsstuer rundt om; der var vist en snes og kanske flere. Den største part havde skøiter paa benene; men der var ogsaa nogle, som morede sig med at skride. Og Viggo kunde se, at de havde havt ligesaa travlt med at komme ned paa isen som han selv; thi nogle havde løbet fra luen og nogle fra vanterne; men de merkede ikke kulden; de raabte og skreg og lo, saa der ikke var ørelyd.

139Saasnart Viggo havde bundet sine skøiter paa fødderne, begyndte han at se sig om i flokken. De fleste kjendte han; han havde løbet omkap med dem før, og han vidste, at ingen af dem kunde maale sig med ham. Men én gut løb for sig selv og brød sig ikke om de andre, han var meget større end Viggo, næsten halvvoksen, og ham saa Viggo straks det ikke var saa let at løbe fra. De andre gutter kaldte ham Per friskfant, og han svarede til navnet. Per lagde armene overkors og svang sig paa ett ben; han snurrede hjul, gik fremlængs og baglængs og laa ganske flad paa siden saa lavt, at han gjerne kunde kysset isen. Og dette gjorde han saa let og sikkert, som en dreier sig paa det slette stuegulv. Men alt det kunde Viggo ogsaa gjøre ham efter.

«Kan du skrive dit navn?» spurgte Viggo. Ja Per friskfant tog løb, stod paa ett ben og skrev PF i isen; det stod der ganske tydelig; men bogstaverne gik i ett. Saa satte Viggo til. Han tog dygtig fart, dreiede sig baglængs og skrev endda P F, og mellem p’en og f’en gjorde han et lidet hop, saa bogstaverne stod hver for sig.

«Hurra for Viggo! han skrev Per friskfant baglængs,» raabte de andre gutter og svingede med luerne. Da blev den store gut ganske rød i hovedet; men han taug og tvang sig til at le.

Nu begyndte de at lege høg og due, og alle raabte, at Viggo skulde være høgen. Per vilde ogsaa være med; for han var sikker paa, at Viggo ikke kunde tage ham; han var ogsaa meget større og sterkere. Per ridsede den store duering og Viggo den lille høgering, og saa raabte Viggo: «Ud, ud!» og duerne fløi til alle kanter. Men Viggo brød sig ikke det mindste om dueungerne; det var den store due, Per friskfant, han vilde have klo i. Og det blev sagtens en leg: Per fore og Viggo efter, saa det hvinede igjennem, frem og tilbage, i krog og i ring, og alle de andre gutter stansede og stod og saa paa. Hvergang Viggo var i hælene paa ham, gjorde Per et tversving, og — vips! var han langt foran høgen igjen. Men tilsidst havde Viggo faaet ham i klemme; med det samme han vilde fakke duen, strakte denne det venstre ben ud og tænkte at spænde krog for ham; men saa fattede skøitejernet i et fastfrosset rør, og — dump! der laa Per friskfant, saa der stod roser i isen rundt om ham.

140«Det var godt, at enden ei var af glas;ellers var den gaaet i hundrede knas!»

raabte gutterne og lo og stimlede om Per. Han reiste sig og saa sig med et vredt blik omkring i kredsen.

«Stil jer i rad! nu vil vi hoppe,» sagde han, og det gjorde de. De stablede hatte og luer, den ene ovenpaa den anden, først tre i høiden; dem hoppede hele raden over; saa fire, saa fem, saa seks; men for hvergang var der færre, som kom over, og de, som strøg den øverste lue ned med skøiterne, maatte gaa af legen og fik bare lov at se paa. Tilsidst laa der otte hatte og luer over hverandre, og nu var blot Per og Viggo igjen til at hoppe.

«Læg din lue ovenpaa!» sagde Per; Viggo gjorde det. Men alle gutterne raabte i munden paa hverandre, at det hop kom aldrig nogen over. Per tog fart, saa det suste, hoppede til, og vips! var han over; han strøg et bitte lidet gran ned til Viggos lue; men den blev liggende. «Hurra for Per! Det var et mesterhop!» raabte gutterne.

«Det gjør Viggo aldrig efter; han er for liden,» sagde en. Allarm syntes at være af samme mening; den peb og knistrede og løb foran Viggos ben, som om den vilde hindre ham i at tage fart. Viggo merkede, at det gjaldt, og hans hjerte bankede. Han jagede hunden med haardhed bort og satte til med al sin magt. Med det samme han i hvinende fart kom til hoppet, raabte Per med et: «Stop, stop!» men Viggo lod sig ikke forbløffe, han for over som en fugl, og der var et halvt kvarter mellem skøitejernene og luen. Da stimlede gutterne om ham og raabte, at Viggo var gutten sin egen; der fandtes ikke den, som tugtede ham. Men Per friskfant saa paa ham med et ondt og fult blik, og det var tydeligt, at han pønsede paa at spille ham en streg.

Det gjorde han ogsaa. Om en stund tog Per et æble op af lommen og trillede det udover isen mod ylhullet. «Den, som tør tage æblet, skal beholde det!» raabte han. Og det turde mange prøve; thi æblet laa ikke langt ude, og isen var sterk nok. Nu kastede Per et æble længer ud; det blev ogsaa hentet. Men tilsidst trillede han et, som blev liggende alleryderst ude, tæt ved aabne vandet. Den ene smaagut løb udover efter den anden; men naar isen gav sig og bugnede, dreiede de langsomt om igjen.

141«Prøv ikke det; der er fare ved det!» raabte Viggo.

«Viggo er gutten sin egen, naar det ikke gjælder; men er der fare paafærde, bli’r han bleg om nebbet,» sagde Per og slog op en latter.

Det kunde Viggo ikke taale at lade sidde paa sig. Han tænkte paa, hvad prinsen af Augustenborg havde sagt foran fronten, og han syntes, at han maatte hente æblet, det fik saa briste eller bære. Men han glemte, at der var slaaet retræt: faderen havde jo forbudt ham det. Allarm saa paa ham med alvorlige øine og viftede sagte med halen; knistre turde den ikke, den havde nylig faaet haarde ord. Men det hjalp ikke. Viggo tog fart, saa det peb og hvinede om ham, og da han kom et stykke udover, gjorde han sig let og lod skøiterne glide af sig selv, forat han ikke skulde træde igjennem. Isen krummede sig i en bue under hans fødder, og der fløi stækker i den; men han gled, og han gled, og isen holdt. Nu var han lige ved æblet, han bøiede sig ned for at tage det — knæk! da brast isen ved hans bevægelse, og han styrtede paa hovedet nedi.

Om lidt kom Viggos lue op lige ved iskanten.

Han selv kunde først ikke sanse sig i det iskolde vand; men snart kom han dog atter til sig selv og hævede hovedet over vaagen. Han svømmede hen til isen og greb fat i kanten; men isflaget brast ned, hvergang han vilde svinge sig op paa det. Først stod alle gutterne tause af skræk — siden raabte de i munden paa hverandre, at Viggo endelig maatte se at holde sig oppe; men ingen af dem vovede at komme ham til hjælp, og ingen huskede at løbe efter folk. Per friskfant havde lusket bort, saasnart Viggo styrtede i vandet.

Den forstandigste af dem alle var Allarm. Først løb den nogle gange tudende omkring vaagen; men da den saa Viggo komme op igjen, snappede den hans dyvaade lue i flabben og løb som en pil hjemover. Da den naaede Hans grenaders stue, stod just denne udenfor døren; hunden lagde Viggos isede lue for hans fødder, peb og jamrede, sprang op paa den gamle, bed i trøien hans og trak ham henover mod isen. Hans forstod straks, hvad der var paafærde; han snappede et reb og satte nedover mod tjernet, og i et nu stod han ved vaagen 142Han kastede rebet ud til Viggo, som alt begyndte at blive stiv af det isnende bad, og trak ham lykkelig op.

Viggo maatte nu løbe bort til gamle Hans’s stue, alt hvad han kunde; men da han kom til døren, havde han et blinkende isharnisk over hele sin krop, og da grenaderen trak bukserne af ham, stod de af sig selv paa gulvet, saa stivfrosne var de. Viggo maatte skifte fra top til taa, og han havde ikke andet at tage paa end Hans grenaders gamle mundering. Du kan tro, han saa morsom ud: de gule knæbukser naaede ham nedenfor anklerne, og den røde trøie med de gule opslag og rabatter hang og slang om ham. Slig maatte han nu gaa hjem. «Du er barn i blakkens sæle endnu. Men hvem kan vide, hvad der bliver af dig? Hjertelaget er der, og vandet vilde ikke have dig,» sagde gamle Hans, da han fulgte ham op imod gaarden.

Hvad er Viggo bleven? General er han endnu ikke; men løitnant er han bleven for længe siden. Kom der bare krig, som gamle Hans pleiede at sige, — hvem kan vide? kanske kunde Viggo blive general endnu.

J. Moe.

138

«Hurra! Svarttjern har lagt seg; isen er over en halv tomme tykk, og det myldrer av smågutter dernede,» ropte en av Viggos kamerater en vintermorgen, idet han stak det rimede hode inn igjennom døren og svingede med skøytene. Da varte det vel ikke lenge, før Viggo fikk sine ned av spikeren, og så snart han hadde fått lov av sin far, sprang han av sted med kameraten. Han var så forhippet på å komme derned, at han endog glemte å lokke Allarm med seg, kan du tenke. Men Allarm hadde en fin nese; aldri så snart hadde den slugt sin grøt-og-melk, så forstod den, at Viggo var borte. Den løp da ut, vispede med halen og veirede Viggos spor hen etter gården, og da den merket, at det ikke gikk til skolen, så visste den, at den hadde lov å følge med; nå satte den nedover jordet med slig en fart, at den hadde nået Viggo igjen, lenge før han var kommet til Hans grenaders stue, som lå tett ved tjernet. — Men én ting hadde Viggo måttet love sin far, før han fikk tillatelse til å gå; det var, at han skulle være meget forsiktig og slett ikke løpe for langt ut fra landet; thi ved breddene visste faren, at isen allerede var sikker dagen forut; men midt utpå var der et ylhul; der la tjernet seg aldri. Og Viggo hadde fast foresatt seg, at han skulle gjøre, som hans far hadde sagt; men nå skal du høre, hvordan det gikk.

Da han kom ned på isen, vrimlet det av gutter, både store og små, fra alle gaarde og husmannsstuer rundt om; der var vist en snes og kanskje flere. Den største part hadde skøyter på benene; men der var også noen, som moret seg med å skride. Og Viggo kunne se, at de hadde hatt likeså travlt med å komme ned på isen som han selv; thi noen hadde løbet fra luen og noen fra vantene; men de merket ikke kulden; de ropte og skrek og lo, så der ikke var ørelyd.

139Så snart Viggo hadde bundet sine skøyter på føttene, begynte han å se seg om i flokken. De fleste kjente han; han hadde løbet om kapp med dem før, og han visste, at ingen av dem kunne måle seg med ham. Men én gut løp for seg selv og brød seg ikke om de andre, han var meget større enn Viggo, nesten halvvoksen, og ham så Viggo straks det ikke var så lett å løpe fra. De andre gutter kalte ham Per friskfant, og han svarte til navnet. Per la armene overkors og svang seg på ett ben; han snurret hjul, gikk fremlengs og baklengs og lå ganske flat på siden så lavt, at han gjerne kunne kysset isen. Og dette gjorde han så lett og sikkert, som en dreier seg på det slette stuegulv. Men alt det kunne Viggo også gjøre ham etter.

«Kan du skrive ditt navn?» spurte Viggo. Ja Per friskfant tog løp, stod på ett ben og skrev PF i isen; det stod der ganske tydelig; men bokstavene gikk i ett. Så satte Viggo til. Han tok dyktig fart, dreide seg baklengs og skrev enda P F, og mellom p’en og f’en gjorde han et lite hopp, så bokstavene stod hver for seg.

«Hurra for Viggo! han skrev Per friskfant baklengs,» ropte de andre gutter og svingede med luene. Da ble den store gut ganske rød i hodet; men han tidde og tvang seg til å le.

Nå begynte de å leke høg og due, og alle ropte, at Viggo skulle være høgen. Per ville også være med; for han var sikker på, at Viggo ikke kunne ta ham; han var også meget større og sterkere. Per risset den store duering og Viggo den lille høgering, og så ropte Viggo: «Ut, ut!» og duene fløy til alle kanter. Men Viggo brød seg ikke det minste om dueungerne; det var den store due, Per friskfant, han ville ha klo i. Og det ble saktens en lek: Per fore og Viggo etter, så det hvinede igjennom, frem og tilbake, i krok og i ring, og alle de andre gutter stanset og stod og så på. Hvergang Viggo var i hælene på ham, gjorde Per et tversving, og — vips! var han langt foran høgen igjen. Men til sist hadde Viggo fått ham i klemme; med det samme han ville fakke duen, strakte denne det venstre ben ut og tenkte å spenne krok for ham; men så fattet skøitejernet i et fastfrosset rør, og — dump! der lå Per friskfant, så der stod roser i isen rundt om ham.

140«Det var godt, at enden ei var av glas;ellers var den gått i hundre knas!»

ropte guttene og lo og stimlet om Per. Han reiste seg og så seg med et vredt blikk omkring i kretsen.

«Stil jer i rad! nå vil vi hoppe,» sa han, og det gjorde de. De stablede hatter og luer, den ene ovenpå den annen, først tre i høyden; dem hoppet hele raden over; så fire, så fem, så seks; men for hvergang var der færre, som kom over, og de, som strøk den øverste lue ned med skøytene, måtte gå av legen og fikk bare lov å se på. Til sist lå der åtte hatter og luer over hverandre, og nå var blot Per og Viggo igjen til å hoppe.

«Legg din lue ovenpå!» sa Per; Viggo gjorde det. Men alle guttene ropte i munnen på hverandre, at det hop kom aldri noen over. Per tog fart, så det suste, hoppet til, og vips! var han over; han strøk et bitte lite gran ned til Viggos lue; men den ble liggende. «Hurra for Per! Det var et mesterhop!» ropte guttene.

«Det gjør Viggo aldri etter; han er for liten,» sa en. Allarm syntes å være av samme mening; den pep og knistrede og løp foran Viggos ben, som om den ville hindre ham i å ta fart. Viggo merket, at det gjaldt, og hans hjerte banket. Han jaget hunden med hardhet bort og satte til med all sin makt. Med det samme han i hvinende fart kom til hoppet, ropte Per med et: «Stopp, stopp!» men Viggo lot seg ikke forbløffe, han for over som en fugl, og der var et halvt kvarter mellom skøitejernene og luen. Da stimlet guttene om ham og ropte, at Viggo var gutten sin egen; der fantes ikke den, som tuktet ham. Men Per friskfant så på ham med et ondt og fult blikk, og det var tydelig, at han pønset på å spille ham en strek.

Det gjorde han også. Om en stund tog Per et eple opp av lommen og trillet det utover isen mot ylhullet. «Den, som tør ta eplet, skal beholde det!» ropte han. Og det turde mange prøve; thi eplet lå ikke langt ute, og isen var sterk nok. Nå kastet Per et eple lenger ut; det ble også hentet. Men til sist trillet han et, som ble liggende alleryderst ute, tett ved åpne vannet. Den ene smågutt løp utover etter den annen; men når isen ga seg og bugnede, dreide de langsomt om igjen.

141«Prøv ikke det; der er fare ved det!» ropte Viggo.

«Viggo er gutten sin egen, når det ikke gjelder; men er der fare paafærde, bli’r han bleg om nebbet,» sa Per og slo opp en latter.

Det kunne Viggo ikke tåle å la sitte på seg. Han tenkte på, hva prinsen av Augustenborg hadde sagt foran fronten, og han syntes, at han måtte hente eplet, det fikk så briste eller bære. Men han glemte, at der var slått retrett: faren hadde jo forbudt ham det. Allarm så på ham med alvorlige øyne og viftede sakte med halen; knistre turde den ikke, den hadde nylig fått harde ord. Men det hjalp ikke. Viggo tog fart, så det pep og hvinede om ham, og da han kom et stykke utover, gjorde han seg lett og lot skøytene glide av seg selv, for at han ikke skulle tre igjennom. Isen krummet seg i en bue under hans føtter, og der fløy stækker i den; men han gled, og han gled, og isen holdt. Nå var han like ved eplet, han bøyde seg ned for å ta det — knekk! da brast isen ved hans bevegelse, og han styrtet på hodet nedi.

Om litt kom Viggos lue opp like ved iskanten.

Han selv kunne først ikke sanse seg i det iskolde vann; men snart kom han dog atter til seg selv og hevet hodet over vaagen. Han svømte hen til isen og grep fat i kanten; men isflaket brast ned, hvergang han ville svinge seg opp på det. Først stod alle guttene tause av skrekk — siden ropte de i munnen på hverandre, at Viggo endelig måtte se å holde seg oppe; men ingen av dem vovede å komme ham til hjelp, og ingen husket å løpe etter folk. Per friskfant hadde lusket bort, så snart Viggo styrtet i vannet.

Den forstandigste av dem alle var Allarm. Først løp den noen ganger tutende omkring vaagen; men da den så Viggo komme opp igjen, snappet den hans dyvåte lue i flabben og løp som en pil hjemover. Da den nådde Hans grenaders stue, stod just denne utenfor døren; hunden la Viggos isede lue for hans føtter, pep og jamrede, sprang opp på den gamle, bet i trøyen hans og trakk ham henover mot isen. Hans forstod straks, hva der var paafærde; han snappet et rep og satte nedover mot tjernet, og i et nå stod han ved vaagen 142Han kastet repet ut til Viggo, som alt begynte å bli stiv av det isnende bad, og trakk ham lykkelig opp.

Viggo måtte nå løpe bort til gamle Hans’s stue, alt hva han kunne; men da han kom til døren, hadde han et blinkende isharnisk over hele sin kropp, og da grenaderen trakk buksene av ham, stod de av seg selv på gulvet, så stivfrosne var de. Viggo måtte skifte fra topp til tå, og han hadde ikke annet å ta på enn Hans grenaders gamle mundering. Du kan tro, han så morsom ut: de gule knebukser nådde ham nedenfor anklene, og den røde trøye med de gule oppslag og rabatter hang og slang om ham. Slig måtte han nå gå hjem. «Du er barn i blakkens sæle ennå. Men hvem kan vite, hva der blir av deg? Hjertelaget er der, og vannet ville ikke ha deg,» sa gamle Hans, da han fulgte ham opp imot gården.

Hva er Viggo blitt? General er han ennå ikke; men løytnant er han blitt for lenge siden. Kom der bare krig, som gamle Hans pleide å si, — hvem kan vite? kanskje kunne Viggo bli general ennå.

J. Moe.