136

Hvor syren flokkes om bøgens fodi skogen dybest inde,der sidder hr. Mikkel, han ersaa mørkisinde.

Sørgmodig vifter hans gode svansomkap med skogens bregner;kosten er knap, til et daarligt aardet tegner.

«Min bug er slunken, min halser tør,og mine forsultne unger,de skriger saa forfærdeligaf hunger.»

Saa aksler hr. mikkel sit rødeskindi skogens høie saleog kjæmmer med en tjørnekvistsin hale,

og speiler sine tænders radudi den klare kildeog lusker saa gjennem krattettystog stille.

Nu svinger han om skogens pynt,hvor aks for vinden bæve,hans øine lyner, — hvilket synfor ræve!

137Paa marken græsser en skjøn flokgjæs,hunden er falden i staver,og gjætergutten sliber sigen skraber.

Hr. Mikkel tror sig i paradis,det kriller ham i bugen,og sagte, sagte han lister siglangs rugen.

Et sæt, og som et lydløst lynen smækfed gaas han snapper sig,og saa afsted, — jo I kan tro,han rapper sig.

Tilskogs, tilskogs i hui og hasthan med sit bytte springer,det var, som selve gaasen gavham vinger.

Bag sig han hører skrig og skraalfra hele gaaseleirenog hundeglam; nu kniber detmed seiren.

Jens gjæter er paa sokkerne;han raaber til sin støver:«Vær flink, Pasop! lad se, du ta’rden røver!»

Og hunden piler rask afstedmed snusen og med snøften;men hvor er Mikkel? Han er væk,over grøften!

Og hunden fritter blomsterne,de hvide, blaa og gule:«Halloi, I smaa! hvor har den rævsin hule?»

Men Mikkels fod er fløil og filt,smaablomsterne ser ham neppe; —da springer en skræmmet hare opbag en skreppe.

Den leg, den huer Pasop for godt,han sætter efter haren;Jens gjæter fløiter; men Mikkeler frelstaf faren.

Sin hule naar han ad lønlig stigjennem tjørn og høie nelder;nu sidder han ganske lunt og godti sin kjelder.

Og mens hans unger med lystentblikden lekre gaas betragter,hr. Mikkel med høistegen tandden slagter.

Jo der blev gilde i rævens gaard;den steg er ganske vakker;det er rigtig Mikkels-aften, jojeg takker.

Det rygtedes ogsaa vidt og bredttil slegt og venner i lunden;røskatten gik og slikkede sigom munden.

— Men Jens, som ikke fik Mikkelfat,han kan slet aldrig sove;endnu en dyst med den røde rævvil han vove.138Tidt ser han i drømme en hvidgestaltmed store, hvide vinger,og i hans øre et raab om hevnda klinger.

Og før hr. Mikkel med samthans flokhavde rigtig ende paa stegen,blev rævegraven rævens grav —og det var enden paa legen.

Chr. Richardt.

136

Hvor syren flokkes om bøkens foti skogen dypest inne,der sitter hr. Mikkel, han erså mørki sinne.

Sørgmodig vifter hans gode svansom kapp med skogens bregner;kosten er knap, til et dårlig årdet tegner.

«Min bug er slunken, min halser tør,og mine forsultne unger,de skriker så forferdeligav hunger.»

Så aksler hr. mikkel sitt rødeskinni skogens høye saleog kjemmer med en tjørnekvistsin hale,

og speiler sine tenners raduti den klare kildeog lusker så gjennom krattettystog stille.

Nå svinger han om skogens pynt,hvor aks for vinden beve,hans øyne lyner, — hvilket synfor reve!

137På marken gresser en skjønn flokgjess,hunden er falt i staver,og gjetergutten sliper segen skraper.

Hr. Mikkel tror seg i paradis,det kriller ham i buken,og sakte, sakte han lister seglangs rugen.

Et sett, og som et lydløst lynen smekkfet gås han snapper seg,og så av sted, — jo dere kan tro,han rapper seg.

Til skogs, til skogs i hui og hasthan med sitt bytte springer,det var, som selve gåsen gaham vinger.

Bak seg han hører skrik og skrålfra hele gåseleirenog hundeglam; nå kniber detmed seieren.

Jens gjeter er på sokkene;han roper til sin støver:«Vær flink, Pasop! la se, du ta’rden røver!»

Og hunden piler rask av stedmed snusen og med snøften;men hvor er Mikkel? Han er vekk,over grøften!

Og hunden fritter blomstene,de hvite, blå og gule:«Halloi, dere små! hvor har den revsin hule?»

Men Mikkels fot er fløyel og filt,småblomstene ser ham neppe; —da springer en skremt hare oppbak en skreppe.

Den lek, den huer Pasop for godt,han setter etter haren;Jens gjeter fløyter; men Mikkeler frelstav faren.

Sin hule når han ad lønnlig stigjennom tjørn og høye nelder;nå sitter han ganske lunt og godti sin kjelder.

Og mens hans unger med lystentblikkden lekre gås betrakter,hr. Mikkel med høistegen tannden slagter.

Jo der ble gilde i rævens gård;den steg er ganske vakker;det er riktig Mikkels-aften, jojeg takker.

Det ryktedes også vidt og bredttil slekt og venner i lunden;røskatten gikk og slikket segom munnen.

— Men Jens, som ikke fikk Mikkelfat,han kan slett aldri sove;ennå en dyst med den røde revvil han vove.138Titt ser han i drømme en hvitgestaltmed store, hvite vinger,og i hans øre et rop om hevnda klinger.

Og før hr. Mikkel med samthans flokhadde riktig ende på stegen,ble revegraven rævens grav —og det var enden på legen.

Chr. Richardt.