En eftermiddag kom Viggo hjem fra skolen med sin bogtaske paa ryggen. Han marscherede stiv og strunk med grenaderskridt; thi han tænkte paa den tid, da han skulde ombytte tasken med en, der var fuld af patroner. Gamle Hans stod ude og ventede paa ham, og da Viggo gjorde holdt og lagde haanden paa lueskyggen, spurgte den gamle, om han kunde gjette, hvad foræring der var kommen tilgaards?
133«Til hvem er det?» spurgte Viggo.
Grenaderen svarede, at det var til Viggo selv.
«Hvordan ser det da ud?» spurgte Viggo igjen.
«Det er brunt,» sagde Hans. «Gjet nu!»
«Pyt, saa er det vel en brun sukkerklump fra tante. Hun kan nu aldrig huske, at jeg er vokset fra det slikkeri,» sagde Viggo haanlig.
«Bid bedre op!» sagde Hans og smiskede og gren. «Det er mørkebrunt, karl! det gaar paa fire og lepjer melk.»
«Er du gal? Er det jagthundhvalpen, kapteinen lovede mig? Er det?» raabte Viggo og glemte med et at staa stiv og rank foran grenaderen.
«Høire ret, din fusker! Javist er det saa,» svarede Hans grenader.
Men Viggo gjorde et hallingkast istedenfor at rette sig og styrtede ind i stuen. Paa gulvklædet tæt ved kakkelovnen laa den lille hvalp, og den var saa smuk, at Viggo ikke kunde se sig mæt paa den. Den var mørkebrun over hele kroppen; men snuden og labberne var lysebrune, og en lysebrun plet havde den over hvert øie. Den var næsten lige lang og bred, og da Viggo satte sig paa huk ved den og strøg og klappede dens bløde pels, bøiede den sin tykke, korte hals og snusede og slikkede ham paa haanden. Nu havde de hilst paa hverandre, og fra den tid saa Viggo næsten ligesaa flittig efter, om hvalpen voksede brav, som om hans egen næse krogede sig til generalsnabel. Men det gik meget fortere med hvalpen. Alt eftersom den blev større, fik Viggo den mere og mere kjær, og de var uadskillelige: om natten laa Allarm foran hans seng; om dagen sad den ved siden af Viggo, mens denne læste sine lekser, og saa paa ham med sine store, brune øine, ligesom den vilde hjælpe ham, naar han kom til et vanskeligt sted; siden fulgte den med ham, hvor han stod og gik. Til skolen maatte den ikke faa lov at være med; men den mødte ham hver eftermiddag langt bortenfor badstuen og logrede og peb af glæde, naar den fik se ham; saa hengiven var den Viggo.
En vintermorgen skulde Hans grenader med tjenestegutterne ned i skogen at kjøre tømmer. Viggo havde ferier den dag, saa skulde han faa tilladelse at følge med. Han spændte da sine snesokker paa benene og fløitede paa Allarm; den sprang og gjøede og logrede, da den merkede, de skulde til skogen; 134thi Allarms fader var jagthund, og det stak i blodet. Men Viggos fader sagde, at det nok var raadeligst at lade hunden blive hjemme; for i moen gik der graaben i flokketal; ja lige nede paa jordet, tæt under gaardens vinduer, havde han seet slagfærden efter et par stykker, som havde lusket der om natten. Viggo gjorde det høist nødig; men naar faderen sagde det, maatte han sagtens lade Allarm blive hjemme; han tog kobbelet, spændte det om hundens hals og bandt den til det ene sofaben; sin gamle trøie bredte han ved siden af hunden, forat den kunde ligge blødt og have det godt. Men du kan ikke forestille dig, hvor Allarm knistrede og jamrede sig, da den merkede, at den skulde bindes istedenfor at være med tilskogs. Den lagde sig ganske flad ned og slæbte sig henover gulvet mod Viggos fødder, saalangt kobbellænken naaede, ligesom den vilde ligge paa knæ for ham og bede ham om frihed og om lov; og den saa op paa ham med saa bedrøvede øine, at de syntes at sige: Har du virkelig hjerte til at gaa tilskogs og more dig og lade mig staa igjen bunden og alene? Nei, det havde Viggo ikke hjerte til. Han sagde til faderen, at det maatte gaa, som det vilde, saa kunde han ikke udholde, at Allarm skulde være saa bedrøvet, og han bad, at han maatte tage den med. Faderen smilte og svarede, han var bange, at det blev hundens død; men hvis Viggo vilde vove det og tog den med, fik han passe vel paa den og ikke lade hunden komme sig af syne. Saa blev den løst, og den, der var glad, var vel Allarm; den sprang og gjøede, saa moderen holdt for begge sine øren.
Nede i skogen kan du tro der var smukt. Først reiste de et stykke efter den slagne, opkjørte vei, hvor der var godt føre. Alle syv heste gik i rad, og Hans grenader og Viggo og Allarm gik bagefter den første. Til begge sider af veien stod høie, store furutrær med sine gule stammer op af sneen, og hist og her indimellem stod en gammel gran, som hængte grenene ned. Dens bar kunde man ikke se det mindste til, den var kriddende hvid af sne fra øverst til nederst — der saa man ind paa dens mørkebrune læg. Men alle ungtrærne paa begge kanter stod bøiede under sneens vegt ligetil marken. Det var, ligesom de havde taget tykke, hvide kapper paa for kulden og stod og bukkede sig for alle, som gik forbi. Men de hilste ikke høit. Tvertimod: der var saa stille, saa stille i 135skogen; man hørte ikke den mindste lyd uden hestetrinene, som knirkede i sneen. Hist og her saa Viggo et ulvespor ved siden af veien; da talte han hvergang til Allarm og sagde, at den maatte holde sig tæt til ham. Og det gjorde den.
Men om en stund bøiede de af fra veien ind i tykke skogen. Hans grenader vadede foran, og sneen naaede ham op til knæet; saa kom hestene og gutterne, den ene efter den anden, og tilsidst Viggo. Det var en morsom fart. Sneen dryssede ned fra kviste og grene, saa karlene var hvide som snemænd, og det røg og dampede af hestene, fordi sneen smeltede paa dem. Om lidt kom de til tømmerstokkene og begyndte at spænde fore. Da huskede Viggo først paa Allarm —, han havde rent glemt hunden, siden de bøiede af fra veien. Han saa sig om efter den, og med det samme hørte han Allarm tude og jamre et stykke inde i skogen. Da merkede han, at det havde været vel, om han havde fulgt faderens raad; men nu var det for silde.
Han fattede øksen, som gamle Hans havde hugget fast i en stubbe, og styrtede bort imellem trærne, hvor hylet kom fra, saa sneen sprutede høit i veiret om ham. Det var ikke let; det bar bort gjennem vilde marken, og sneen naaede ham langt op paa laaret; men han merkede intet dertil; han var kun bange, at han skulde komme for sent. Engang maatte han stanse lidt og drage veiret; da hørte han atter hundens ynkelige jamren; men nu lød den svagere. Han satte igjen afsted; og endelig kunde han skimte bort imellem trærne.
Hunden var ikke at se; men tre ulve stod i en kreds med hovederne indad, og den fjerde laa inde i ringen og bed ned i sneen. Viggo skreg, saa det bragede i skogen, og styrtede løs paa ulveflokken med øksen i veiret. Da han kom graatasserne paa en syv, otte skridt nær, blev de tre rædde for den tapre lille gut og luskede, med halen mellem benene, ind i tykningen; men den fjerde, som laa over Allarm, vilde nødig slippe sit bytte. Det var en stor, gulbrandet graaben. Den saa op paa Viggo og gren og gliste med de blodige tænder. Men Viggo tænkte kun paa hundens fare. «Slipper du ikke Allarm paa timen, skal du faa med mig at gjøre!» raabte han og svang øksen høit over sit hoved. Da syntes graatassen ikke, det var værdt at prøve legen; den luskede langsomt 136afsted efter de andre; den vendte sig endnu engang og viste tænder, og saa blev den borte mellem de hvide buske.
Dybt nede i snehullet laa Allarm; den var saa forbidt, at den ikke kunde springe op, og da Viggo løftede den i veiret, dryppede og randt blodet paa den hvide sne, og den skalv over hele sit legeme som et aspeløv; men den slikkede dog Viggo paa haanden.
Med det samme stod ogsaa gamle Hans grenader ved Viggos side. Da han var kommen lidt tilaande igjen efter sit løb, raabte han ganske vred: «Gjorde jeg, hvad ret var, burde jeg mørbanke dig, din guttehvalp; Synes du, det passer sig for en unge som dig at ryge paa en graabenflok? Om de havde ædt dig levende, før du havde faaet suk for dig, hvad havde du saa sagt?»
«Da havde jeg sagt: Én ting er skam, og det er at vise ryggen, før der er slaaet retræt,» svarede Viggo og saa kjækt paa grenaderen.
«Det var ikke saa dumt sagt. Næsen er ikke af rette art; men opsynet har du, og jeg tror næsten hjertelaget med,» sagde gamle Hans. Han tog hunden fra Viggo og fulgte ham hjem til gaarden med den.
J. Moe.