130

Hr. Sinklar drog over salten hav;til Norrig hans kurs monne stande;blandt Gudbrands klipper han fandt sin grav,der vanked saa blodig en pande.

Hr. Sinklar drog over bølgen blaa,for svenske penge at stride;hjælpe dig Gud! Du visselig maai græsset for nordmanden bide.

Maanen skinner om natten bleg;de vover saa sagtelig trille;en havfru op af vandet steg,hun spaa’de hr. Sinklar ilde.

«Vend om, vend om, du skotske mand!Det gjælder dit liv saa fage;kommer du til Norrig, jeg siger forsand,ret aldrig du kommer tilbage.» —

«Led er din sang, du giftige trold!Altidens du spaar om ulykker;131fanger jeg dig engang i vold,jeg lader dig hugge istykker.» —

Han seiled i dage, han seiled i tremed alt sit hyrede følge;den fjerde morgen han Norrig mon se;jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals kyster han styred iland,erklærede sig for en fiende;ham fulgte fjorten hundrede mand,som alle havde ondt isinde.

De skjendte og brændte, hvor de drog frem;al folkeret monne de krænke;oldingens afmagt rørte ei dem;de spotted den grædende enke.

Barnet blev dræbt i moderens skjød,saa mildelig det end smiled.Men rygtet om denne jammer og nødtil kjernen af landet iled.

Baunen lyste, og budstikken løbfra grande til nærmeste grande;dalens sønner i skjul ei krøb;det maatte hr. Sinklar sande.

«Soldaten er ude paa kongens tog;vi maa selv landet forsvare;forbandet være det nidingsdrog,som nu sit blod vil spare!»

De bønder af Vaage, Lesje og Lommed skarpen økse paa nakkei Bredebygd tilsammen kom;med skotten vilde de snakke.

Tæt under lide der løber en sti,som man monne Kringen kalde;132Laugen skynder sig der forbi;i den skal fienden falde.

Riflen hænger ei mer paa væg;hist sigter graahærdede skytte;nøkken opløfter sit vaade skjegog venter med længsel sit bytte.

Det første skud hr. Sinklar gjaldt.Han brøled og opgav sin aande;hver skotte raabte, da obersten faldt:«Gud fri os af denne vaande!»

«Frem, bønder! frem, I norske mænd!Slaar ned. slaar ned for fode!»Da ønsked sig skotten hjem igjen,han var ei ret lystig tilmode.

Med døde kroppe blev Kringen strø’d,de ravne fik nok at æde;det ungdomsblod, som her udflød,de skotske piger begræde.

Ei nogen levende sjæl kom hjem,som kunde sin landsmand fortælle,hvor farligt det er at besøge dem,der bor blandt Norriges fjelde.

End kneiser en støtte paa samme sted,som Norges uvenner mon true.Ve hver en nordmand, som ei bliver hed,saa tidt hans øine den skue!

Edv. Storm.

130

Hr. Sinklar drog over salten hav;til Norrig hans kurs monne stande;blant Gudbrands klipper han fant sin grav,der vanket så blodig en panne.

Hr. Sinklar drog over bølgen blå,for svenske penger å stride;hjelpe deg Gud! Du visselig måi gresset for nordmannen bite.

Månen skinner om natten bleg;de vover så saktelig trille;en havfrue opp av vannet steg,hun spaa’de hr. Sinklar ilde.

«Vend om, vend om, du skotske mann!Det gjelder ditt liv så fage;kommer du til Norrig, jeg sier forsand,rett aldri du kommer tilbake.» —

«Led er din sang, du giftige troll!Altidens du spår om ulykker;131fanger jeg deg engang i vold,jeg lader deg hugge i stykker.» —

Han seilte i dage, han seilte i tremed alt sitt hyrede følge;den fjerde morgen han Norrig mon se;jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals kyster han styrte i land,erklærte seg for en fiende;ham fulgte fjorten hundre mann,som alle hadde ondt i sinne.

De skjendte og brente, hvor de drog frem;all folkerett monne de krenke;oldingens avmakt rørte ei dem;de spottet den gråtende enke.

Barnet ble drept i moderens skjød,så mildelig det enn smilte.Men ryktet om denne jammer og nødtil kjernen av landet iled.

Baunen lyste, og budstikken løpfra grande til nærmeste grande;dalens sønner i skjul ei krøp;det måtte hr. Sinklar sande.

«Soldaten er ute på kongens tog;vi må selv landet forsvare;forbandet være det nidingsdrog,som nå sitt blod vil spare!»

De bønder av Vaage, Lesje og Lommed skarpen økse på nakkei Bredebygd tilsammen kom;med skotten ville de snakke.

Tett under lide der løper en sti,som man monne Kringen kalle;132Laugen skynder seg der forbi;i den skal fienden falle.

Riflen henger ei mer på vegg;hist sikter graahærdede skytte;nøkken oppløfter sitt våte skjeggog venter med lengsel sitt bytte.

Det første skudd hr. Sinklar gjaldt.Han brølte og oppga sin ånde;hver skotte ropte, da obersten falt:«Gud fri oss av denne vånde!»

«Frem, bønder! frem, dere norske menn!Slår ned. slår ned for fote!»Da ønsket seg skotten hjem igjen,han var ei rett lystig tilmode.

Med døde kropper ble Kringen strø’d,de ravner fikk nok å ete;det ungdomsblod, som her udflød,de skotske piker begræde.

Ei noen levende sjel kom hjem,som kunne sin landsmann fortelle,hvor farlig det er å besøke dem,der bor blant Norriges fjell.

Enn kneiser en støtte på samme sted,som Norges uvenner mon true.Ve hver en nordmann, som ei blir het,så titt hans øyne den skue!

Edv. Storm.