Viggo var ti aar gammel. Søster Beates dukker lod han i fred og ro; han vilde ikke engang længer være viking, naar han blev stor. Officer vilde han nu være, helst general; men kunde han ikke straks blive det, saa vilde han ogsaa nøie sig med at være løitnant; han kunde jo altid blive general siden. Hvem tror du han havde faaet det at vide af? Af den gamle Hans grenader.
Hans var Viggos gode ven, skjønt han var but og bidsk mod alle andre. Folkene paa gaarden kaldte den gamle grenader som oftest Hans bandhund; for naar han talte til nogen, saa var det, ligesom han gjøede og vilde bide, sagde de. Men Viggo sagde, at grenaderens ord mere lignede tappenstreg eller reveille, og det mente den gamle ikke var saa dumt sagt; det var ogsaa egentlig fra den tid, Viggo og Hans var saa gode venner.
Hans grenader holdt sine to og sytti tommer og vel det; han var skulderbred og rank som et lys; han havde langt, 127drivende hvidt haar, som hang i en pisk nedover hans røde munderingstrøie. Naar han kom vandrende op imod gaarden fra sin husmandsplads, bar han altid øksen paa den venstre skulder som et gevær. og gik stiv og strunk og satte fodbladene udtilbens og holdt takt, som om sergeanten marscherede lige i hælene paa ham og kommanderede:
«En, to! En, to!»
Han havde gule skindbukser; men buksesæler brugte han ikke. Derfor var der et halvt kvarter mellem trøien og bukselinningen, og her lyste det ind paa bare skjorten sommer og vinter. Paa hovedet bar han en hat, som var rødbrun af slid i kanterne; den var vid oventil og smal nede ved bremmen, og i pullen havde den et dybt søk, som var fuldt af vand, hvergang det regnede. Hatten satte han lidt paasned over det venstre øre; men gik Hans altfor kjøn, og sad hatten altfor meget paasnur, saa sagde folkene: «Idag er Hans bandhund og gaasedammen hans paa en kant begge to.»
Og hvor nødig Viggo vilde, maatte han dog tilstaa, at dette ofte var et slemt tegn; thi Hans havde den feil, at han sommetider drak sig en liden taar over tørsten. Men Viggo saa endda ikke saa ugjerne, at hatten sad lidt mer end tilbørlig paasnur; thi da var gamle Hans allervilligst til at fortælle «om den tid, han laa ude,» baade i 88 og i 8 og 9. Da fik Viggo høre om slaget ved Kvistrum og ved Lier, og først og sidst om «prinsen af Gustenborgen» — det var prins Kristian af Augustenborg, han kaldte saa.
«Det var vel mand!» sagde Hans. «Sligt opsyn skulde du aldrig have seet paa karl. Naar han saa paa dig, var det, som han vilde æde dig op i én bid. Og slig snabel, som der sad mellem øinene paa ham! Du ser paa mig; ja, til en simpel grenader at være har Vorherre været ganske god imod mig. Men prinsen af Gustenborgen han havde næse, som raabte afveien. Og derfor maatte de undaf ogsaa, hvor han viste sig. Slig mand har der ikke været i Norges land hverken før eller siden. Gud velsigne ham der han ligger, og Gud straffe dem, som lagde ham der!»
«Fy! prinsen af Augustenborg bandede vist ikke,» sagde Viggo.
128«Mener du det, din hvalp? Men det er sandt nok, det gjorde han ikke heller,» svarede Hans. «Det kom deraf, at en general ikke behøver at bande, det hører ikke ham til; men for den gemene er det ligesaa fornødent som at drikke brændevin.»
Viggo blev slet ikke overbevist herved; tvertimod, han sagde, at det var en skam begge dele.
«Skam?» svarede grenaderen. «Ved du, hvad prinsen af Gustenborgen sagde, da han holdt foran fronten? «Én ting er skam,» sagde han, «og det er at vise ryggen, før der er slaaet retræt.» Nu ved du, hvad skam er, min gut!»
Viggo forstod nok, at det ikke nyttede ham at tale den gamle grenader tilrette i denne sag; derfor taug han en stund. «Har du aldrig kjendt nogen smaagut, som er bleven general?» spurgte han derpaa. «Nei, det har jeg aldrig; men jeg har kjendt en liden tambur, som blev underofficer. Han var ikke stort større end du; men det var levende unge! Han kunde gjøre alting, hvad det skulde være; han kunde staa paa hovedet og paa benene og slaa hvirvel lige fort. Der var bare én ting, han havde ondt for, og det var at slaa retirade. Paa eksercerpladsen kunde han det som sin a. b. c.; men naar han lugtede svenskekrudt, havde han glemt det med et. Løitnanten maatte give ham et rap eller to, før han kom ihu det igjen. Men gaapaamarsch kunde han slaa; den glemte han aldrig, og den slog han sommetider istedenfor retræten, og naar løitnanten var vred, undskyldte han sig med, at han havde hørt feil; «det smald saa rundt omkring ham,» sagde han. Men han slap for det meste fra det; for han havde engang reddet kapteinens liv med en snebold.»
«Med en snebold?» spurgte Viggo.
«Jo, jeg sagde snebold, din hvalp; større anstalter brugte han ikke. Vi kom stormende opefter en bakke og havde fienden foran os; han var alt kommen bagom bakketoppen. Det var om vinteren, dyb sne var det og tøveir til. Kapteinen og tamburnissen var i spidsen, en otte—ti skridt fremmenfor os. Med det samme de kom op paa toppen, stod svenskerne der i linje. «Læg an!» raabte den svenske officeren, og alle bøssepiberne stod lige paa kapteinen. Nu vil svensken gjerne skyde over, ser du.» «Skyde over?» sagde 129Viggo. «I historien staar det, at svenskerne er de tapreste soldater, som findes. Det var jo dem —»
Men Hans vilde ikke høre paa det øre. «Snak har vi nok af!» afbrød han. «Staar det paa prent, saa er det, fordi de har lært det af os efter foreningen. Hvordan skulde jeg sluppet helskindet derfra saa mangen god gang, dersom ikke blaabærene deres var gaaet i grantoppene? Som jeg siger: svensken vil gjerne skyde over; men det turde tamburnissen ikke stole paa; for det var saa kort hold, skjønner du. Han greb ned i snehaugen og klemte ihob en snebold, og med det samme det blaatrøiede asenet aabnede gabet og skulde sige: «Fyr!» saa drev tamburnissen til ham med bolden, saa han fik forhindring; han blev staaende der og gabe; for bolden sad lige i flabben paa ham. Imens kom vi til, og saa blev der basketag paanyt.»
«Blev han saa underofficer?» spurgte Viggo.
«Ja, en stund efter, da prinsen havde faaet spurgt det. Han fik underofficers rang, og det, som bedre var: prinsen kaldte ham «min søn.» Prinsen holdt foran fronten. «Min søn,» sagde han til tamburnissen, «jeg hører, du skal være brav til at stoppe munden paa svensken, naar han vil tale for høit. Vi vil prøve, hvad du duer til,» sagde han, og saa blev nissen underofficer.»
«Det var synd, han ikke blev general,» sagde Viggo. Han stod lidt og pudsede sine trøieknapper, derpaa sagde han halvhøit: «Tror du, jeg duede til general, Hans?»
«Nei, hør paa den ungkylling!» svarede Hans. «Saa du vil være general, din hvalp? Naa, naa! bliv ikke rød; det var ikke saa ilde spurgt det. Men det er vel vanskeligt; for da maa du lære meget, svært meget —»
«Mathematik, mener du?» sagde Viggo; «den kan jeg allerede noget af, og sprog ogsaa.»
«Ja, det er brav nok; men du maa lære meget mere; du maa lære reglement, og det, som er humlen, karl! du maa lære at eksercere, saa du aldrig gjør feil i et eneste haandgreb. Geværet maa danse i næven paa dig, og naar du slaar paa det, maa det synge saa det har god skik; og marschere maa du kunne saa stiv og stram, at kuglerne piber afveien, bare de faar se dig.»
II bd.
130Viggo vidste ikke, hvor han skulde lære alt dette; men gamle Hans sagde, at det maatte han lære i krig.
«Men dersom der nu blev krig igjen — —» sagde Viggo.
«Ja, du har ret; dersom det bare blev krig, min gut! Det var ikke saa dumt sagt,» afbrød grenaderen ham.
«Tror du saa, jeg kunde blive general?» spurgte Viggo videre.
«Ja, hvem kan vide? Men vanskeligt er det. Øinene er ikke gale; du har det rette opsyn. Men næsen har ikke den rigtige skabelon. Men den tør vel vokse og krøge sig med tiden,» sagde gamle Hans.
Det haabede Viggo ogsaa, og i det haab lærte han at eksercere og marschere af sin gamle ven; men han saa sig ofte i speilet og ønskede af hjertet, at næsen vilde krøge sig lidt mere.
J. Moe.