118

I. Over Sognefylke i Norge herskede kong Bele. Hans kongsgaard stod paa Syrstrand, nær ved den hellige Baldershage eller guden Balders indhegning, for hvem der her var opreist et prægtigt tempel. I templet stod gudernes billeder opstillede, og Balders paa det fornemste sted; templet selv var indhegnet, og der var sat stor straf for hver den, som krænkede stedets helligdom ved at udgyde blod eller begaa nogen skammelig handling der. En saadan helligdomskrænker kaldtes varg i veum (ulv i helligdom) og var fredløs over det hele land.

Ligeoverfor Baldershagen, paa den anden side af fjorden, boede kong Beles gamle og trofaste ven Torstein Vikingssøn paa gaarden Framnes. I tidligere dage havde Bele og Torstein 119været ude sammen paa mangt et tog, og nu var Torstein kongens fornemste støtte. Han raadede i kongens navn for tredjedelen af hans rige. Hvert tredje aar pleiede Torstein at gjøre et stort og kostbart gilde for kongen, og Bele ligesaa i hvert af de to mellemliggende aar for Torstein.

Bele havde to sønner, Helge og Halvdan. De slegtede ikke faderen paa og var ilde likte af alle; Helge var især den mindst yndede; han holdt sig mest til sine afguder i templet og ofrede ivrig til dem. Torsteins søn Fridtjov var derimod alles yndling. Han var stor, smuk, sterk og overgik alle sine jevnaldrende i raskhed. Torstein havde et ypperligt, rundtom jernbeslaaet skib, ved navn Ellide; femten mand paa hver side maatte til for at ro det frem, og der var da to mand om hver aare; men naar Fridtjov sad forrest, kunde han alene føre to aarer, hver paa 9 meters længde. Formedelst sin raskhed og dygtighed fik han tidlig tilnavnet den frøkne, d. e. den uforfærdede. Beles sønner misundte ham hans store yndest og anseelse; men Bele selv bad dem stedse bevare Torsteins og Fridtjovs venskab, da de i dem havde sit tryggeste vern.

Men Bele havde ogsaa en fager og elskværdig datter ved navn Ingeborg, der sammen med Fridtjov havde været opfostret hos den anseede bonde Hilding. At begge fostersøskende, som de kaldtes, paa denne maade kom til at fatte den inderligste kjærlighed for hinanden, er ikke at undres over. Fridtjov besluttede, naar han først paa vikingetog havde vundet sig et berømmeligt navn, at beile til hendes haand.

Bele og Torstein døde næsten paa samme tid, dog Bele først. Begge advarede sønnerne mod uenighed og paalagde dem at holde troligen sammen. Torstein bød, at man skulde lægge ham i haug nede ved sjøen, ligeoverfor kong Beles haug. Fridtjov tilbragte nu nogen tid paa vikingetog og vandt sig et berømmeligt navn og store rigdomme. Hans fosterbroder og troeste ven var den tapre Bjørn; næst ham var Aasmund mest anseet af hans kjæmper. Naar han var hjemme, holdt han et prægtigt hus paa Framnes. Mange herlige klenodier havde han arvet efter sin fader; men ingen ansaaes dog for bedre end skibet Ellide og en deilig guldarmring, den kosteligste i Norge. Den skik, at der hvert tredje aar skulde holdes kongegilde paa Framnes og de to andre aar paa kongsgaarden, skulde endnu vedvare, og raden kom først til Fridtjov. Brødrene 120kom, og Ingeborg fulgte med dem. Gildet var prægtigt; men kongerne fandt sig dog ikke tilfredse; de tyktes ei at blive nok afgjorte og harmedes desuden over, at Fridtjov og Ingeborg den meste tid havde siddet afsides og talt sammen. De drog derfor hjem, vrede i hu.

Faa dage efter seilede Fridtjov, ledsaget af Bjørn, over fjorden og gik op til brødrene, der sad paa en haug ved kongsgaarden. «Mit erende er at beile til eders søster Ingeborg Belesdatter,» sagde han. — «Hvor kan du indbilde dig,» svarede de, «at du, der ikke bærer fyrstenavn, kan faa vor søster?» — «Saa maa I heller ikke indbilde eder,» sagde Fridtjov, «at jeg nogensinde vil yde eder hjælp, om I noksaa meget behøvede den.» — «Det kan ogsaa være det samme,» sagde de. — Fridtjov maatte med uforrettet sag vende om.

II. Snart rygtedes det vidt og bredt, at Fridtjov og kongesønnerne var blevne uenige. Den mægtige kong Ring paa Ringerike besluttede at benytte sig af denne leilighed til at undertvinge dem. Han sendte bud til dem og lod hilse, at hvis de ikke godvillig underkastede sig og forbandt sig til at svare ham skat, vilde han bekrige dem med en vældig hær. De svarede trodsig, ja endog haanlig, og sagde, at det var en skam for dem at strides med en olding, der ikke engang uden hjælp kunde komme tilhest. Ring fik dette budskab og drog straks afsted med sin hær. Han seilede langs kysten og nordefter.

Imidlertid sendte brødrene Hilding til Fridtjov for at bede ham staa dem bi. Hilding traf Fridtjov, just som han sad ved tavlbrettet med Bjørn. Han fremførte sit erende; men Fridtjov svarede ikke; kun mumlede han noget om spillet, at han vilde søge at faa fat paa den røde tavlbrikke. Hilding maatte drage tilbage uden videre besked, men troede dog, at Fridtjov med den røde brikke mente Ingeborg, og at kongerne derfor gjorde bedst i passe godt paa hende. Førend de drog bort for at møde kong Ring, satte de hende derfor i forvaring i Baldershagen, da de indenfor den hellige indhegning troede hende sikker. Otte piger fik hun til sin opvartning.

Mødet med Ring gik uheldig for brødrene. Han havde saa stor overmagt, at de ikke vovede at binde an med ham, og de maatte prise sig lykkelige ved at faa indgaaet et forlig, ifølge hvilket Ring skulde være deres overkonge og faa Ingeborg 121tilegte med den tredje del af deres gods. Bryllupsdagen blev aftalt, og brødrene drog hjem, skamfulde og ilde tilmode. Imidlertid havde Fridtjov benyttet sig af deres fraværelse og besøgt Ingeborg i Baldershagen. Her lovede Ingeborg og Fridtjov hinanden evig troskab og byttede ringe; Ingeborg fik den prægtige armring, arvestykket efter hans fader. Han aftalte med hende, at naar kongerne kom hjem, skulde hun underrette ham derom ved at brede lagen ud over taget paa disarsalen eller gudindernes sal; thi denne, som var den høieste af husene, kunde sees fra Framnes.

Morgenen efter var taget allerede bedækket, og Fridtjov maatte derfor blive hjemme. Snart kom Hilding med budskab fra brødrene, som med yderste mishag havde erfaret hans besøg hos Ingeborg. De lod ham hilse, at hvis han ikke i mindelighed vilde forliges med dem, skulde han forlade landet; men betingelsen for forliget var, at han skulde drage til Orknøerne og indkræve skat, som ikke havde været betalt siden Beles død. Fridtjov vilde endnu nødig lade det komme til aabenbar kamp og paatog sig reisen, men kun paa det vilkaar, at brødrene i hans fraværelse skulde lade hans gaard og eiendomme i ro. Han gik med Bjørn, Aasmund og sine øvrige kjæmper ombord paa Ellide og seilede ud efter fjorden. Men saasnart han var borte, kom kongerne med mange folk, plyndrede hans gaard og satte ild paa den.

III. Paa overreisen til Orknøerne havde Fridtjov det frygteligste uveir at kjæmpe med. Saadant tilskrev man i de tider trolddom, og Fridtjov troede forvist, at Helge havde faaet to heksekvinder, Heid og Hamglam, til at hekse ham uveiret paa. Han lagde bi ved Solundar-(Sulend)øerne, og straks sagtnede veiret af; men aldrig saasnart havde han sat ud tilhavs, før storm og sjøgang begyndte paany, ledsaget af taage, fyg og slud; man kunde neppe se fra stavn til stavn, og bølgerne skyllede saaledes over, at det fossede ind i skibet. Havde skibet ikke været saa godt og besætningen saa flink, havde det seet ilde ud; men med sang, spøg og latter trodsede de stormen og uveiret, øste vandet ud af skibet og kappedes om at opmuntre hinanden ved skjemtekvad. En styrtsjø rev fire mand overbord. «Det lader til,» sagde Fridtjov, «at de fleste af os nok kommer til at gjeste Ran; vi faar derfor være vel 122prydede til besøget;» med disse ord hug han Ingeborgs ring istykker og gav de tiloversblevne tretten mand hver sit. «Behøver vi gjestfri modtagelse i Rans haller,» sagde han, «skal det dog sees, at gjesterne har guld paa sig.» Endelig nærmede man sig land, og da veiret stilnede noget af, saa de, at de var komne til Effjesund paa nordsiden af Rossø, den største blandt Orknøerne. Fridtjovs mænd var saa udmattede, at de neppe orkede at gaa iland; men han selv tog otte, Bjørn tre og Aasmund én og bar dem fra skibet. Orknøernes jarl Angantyr boede i Effja; hans dørvogter saa skibet lande og kjæmperne stige ud; «det maa sikkert være Fridtjov,» siger han; «ingen anden kan være saa sterk.» — «Er det Fridtjov,» sagde Angantyr, «skal han være mig velkommen; hans fader Torstein var min gode ven.» Alligevel løb vikingen Atle op, og ti berserker med ham, for at anfalde Fridtjov og prøve, om det var sandt, at han aldrig bad om fred. Fridtjov mødte dem uforfærdet, og striden skulde just begynde, da Angantyrs folk kom til og skilte dem ad. Fridtjov og hans mænd blev paa det venligste modtagne af jarlen, og de blev der om vinteren. Fridtjov fortalte ham sine hændelser; jarlen beklagede det land, der skulde have slig en konge som Helge. «Forresten ved jeg nok, hvad erende du har hid,» sagde han; «du skal indkræve skat, og den giver jeg aldrig; men du kan selv faa saameget løsøre af mig, som du vil have; du kan kalde det skat, om du vil, eller hvad andet navn du giver det.» Fridtjov takkede ham for gaven.

IV. Imidlertid havde Ring holdt bryllup med Ingeborg. Paa bryllupsdagen spurgte han, hvad det var for en guldring, hun bar. Hun sagde, at hun havde faaet den efter sin fader; men han svarede, at han nok kunde skjønne, at det var Fridtjovs gave. Hun maatte tage den af og bad Helges kone gjemme den for at give Fridtjov den tilbage, naar han kom hjem. Om vaaren forlod Fridtjov Orknøerne. Saasnart han landede i Norge, hørte han, at hans gaard var opbrændt. Da han kom til Framnes og saa sig om, sagde han: «Husene er blevne sorte, og vennehaand har her ikke syslet; fordum sad vi her glade hos min fader og drak; men nu ligger gaarden i aske, og meget har jeg at gjengjælde kongesønnerne.» Han satte straks med sine mænd lige over til Syrstrand, bad Aasmund i hast bryde hul i alle skibe i nærheden, store og smaa, 123og gik selv med Bjørn op til Baldershage, hvor kongerne var ved ofring. Da han vilde gaa ind, bad Bjørn ham tage sig ivare. «Kommer jeg ikke ud inden kvelden,» sagde Fridtjov, «saa sæt ild paa kongsgaarden; pas imidlertid paa her.» Da Fridtjov kom ind i disarsalen, var der kun faa folk tilstede; kongerne sad i sine høisæder, og deres koner ved ilden midt paa gulvet, beskjæftigede med at varme gudebillederne ved ilden og smøre dem ind med fedt. Med en tung pengepung i haanden gik Fridtjov lige hen til kong Helge. «Tag her imod skatten,» sagde han og slog ham pungen saa haardt i ansigtet, at to tænder brast i hans mund, og han selv faldt i afmagt ned af sædet og nær var falden i ilden, hvis ikke Halvdan havde grebet ham. Da Fridtjov skulde til at gaa ud, fik han se, at Helges kone bar hans ring paa armen; straks løb han til og trak ringen saa voldsomt af hende, at hun slap gudebilledet ned i ilden; Halvdans kone, som vilde komme hende til hjælp, gik det ligesaa, og de med fedt indsmurte gudebilleder stod snart i lys lue, der saaledes blussede op, at ilden tog fat i loftet. Fridtjov skyndte sig ud; da stod hele gudehuset i brand. «Her er ikke længer noget blivende sted for os,» sagde han; «lad os skynde os bort.» Da Helge vaagnede af sin afmagt, var hans første ord, at man skulde sætte efter Fridtjov; men da hans folk kom til stranden, var alle baade og skibe ubrugelige og Fridtjov allerede ombord paa Ellide, der gik i flyvende fart. Med krampagtig vrede spændte Helge sin bue for at skyde efter Fridtjov; men han drog saa sterkt til, at buen brast. Fridtjov var nu fredløs. I tre aar laa han ude paa vikingetog, besøgte mange fremmede lande og samlede sig store rigdomme. Alle slemme og grumme vikinger, han kunde overkomme, dræbte han, men lod bønder og kjøbmænd fare i fred; derfor blev hans navn paany vidt berømt og hævet til skyerne. Om vinteren opholdt han sig hos jarlen Angantyr i Eifja.

Kongerne havde imidlertid ladet ham dømme fredløs paa tinge som varg i veum og tilkjendt sig alle hans eiendomme. Halvdan tog sin bolig paa Framnes, hvor han lod nye husebygninger opføre; ogsaa Baldershagen reistes igjen. Det skede med stor bekostning, og Helge tog sig især nær af, at gudebillederne var opbrændte.

V. Da Fridtjov havde været ude i tre aar og kom østenfra, lagde han ind syd i landet og bad Bjørn passe paa skibene, 124medens han selv reiste op til Ringerike for at besøge kong Ring og se, hvordan Ingeborg havde det. Bjørn bad ham heller drage til Sogn og overfalde og dræbe kongerne; men Fridtjov var paastaaelig, og Bjørn maatte lade ham raade. Forklædt som en gammel saltbrænder, med en grov, lodden kofte over sine klæder og en stav i hver haand, sneg han sig op til Rings gaard Streituland paa Ringerike. Ved aftentid gik han ind i hallen og blev staaende ved døren. Ring fik øie paa ham og bad en af tjenerne spørge, hvem han var. Han svarede: «Jeg heder Tjov (tyv); inat var jeg hos ulven, og i anger er jeg opfødt.» — «Det lader til at være en forstandig mand,» sagde kongen; «ham kan jeg like.» — «Hvor kan du dog have lyst til at tale med enhver landstryger, som kommer paa gaarden?» sagde dronningen. — «Jeg skjønner nok, at denne er ingen almindelig landstryger,» sagde kongen, lod den fremmede kalde op til sig og spurgte, hvad han hed. «Jeg hed Fridtjov (fred-tyv),» sagde han, «da jeg for med vikinger, og Hertjov (hær-tyv), Geirtjov (spyd-tyv), Gunntjov (kamp-tyv), Øytjov (ø-tyv), Heltjov (døds-tyv), Valtjov (val-tyv) ligesaa, da jeg var stridsmand; men nu har jeg en stund været saltbrænder. I anger er jeg opfødt, og hid drev min hu mig; hjem har jeg ikke.» — «Far et andet sted hen i besøg,» sagde dronningen. — «Nei,» sagde kongen, «bliv her, kast koften af dig og sid hos mig.» Han kastede koften af og stod nu i mørkeblaa kjortel med sverd ved siden, med den kostelige ring om armen, et bredt sølvbelte om livet og ved beltet en stor pung med blanke sølvpenge. Kun om hovedet beholdt han en stor skindhue, saa at man ikke godt kunde se hans ansigt. «Det kan jeg like,» sagde kongen, «men skaf ham nu en god kappe, dronning.» — «Som I vil, herre,» svarede dronningen; «men jeg synes ikke videre om denne Tjov.» Hun var blodrød i ansigtet; thi hun kjendte ringen. — «Der har du en deilig ring,» sagde kongen, «du maa have brændt længe salt for at kunne skaffe dig den.» Fridtjov sagde, at det var hans fædrenearv. Han blev der om vinteren; dronningen talte ikke stort med ham; men kongen gjorde meget af ham. Engang, da kongen og dronningen skulde kjøre over isen, advarede Fridtjov dem; kongen vovede det alligevel; men isen brast, og baade kongen og dronningen vilde 125være druknede, hvis ikke Fridtjov i hast var kommen til og med et eneste tag havde rykket hest, slæde, konge og dronning op. «Det var godt gjort,» sagde kongen; «Fridtjov den frøkne selv kunde ikke have gjort det bedre.»

Da vaaren kom, og veiret blev smukt, foreslog kongen en dag, at de skulde ride ud i skogen for at fornøie sig. Kongen, Fridtjov og alle hirdmændene drog ud. Da hirdmændene havde spredt sig, og kongen, langt fra de øvrige, var alene med Fridtjov, sagde Ring, at han var træt og vilde lægge sig til at sove. Fridtjov bad ham heller at ride hjem til gaarden; men det vilde han ei; han lagde sig ned, faldt i en dyb søvn og snorkede høit. Fridtjov sad ganske nær ved ham, drog sit sverd af skeden og kastede det langt fra sig. En stund efter vaagnede kongen, reiste sig op og sagde: «Er det ikke saa, Fridtjov, at mangt og meget kom dig ihu, men at du hæderlig bestod fristelsen? Du maa vide, at jeg har kjendt dig ligefra den første kveld, du kom ind i min hal. Du skal nu heller ikke saa snart skilles fra os.» — «Jeg har aldrig kunnet nyde venligere behandling, end jeg her har nydt,» sagde Fridtjov; «men nu maa jeg dog afsted; thi mine mænd venter paa mig.» Kort efter, en morgen tidlig, kom Fridtjov ind til kongen og dronningen og sagde, at han var reisefærdig. Han takkede kongen for hans venskab og kastede ringen til Ingeborg; «dig glemmer jeg aldrig,» sagde han; «tag denne gave istedenfor et kys.» — «Hun fik dog den kostbareste løn for vinteropholdet,» sagde Ring leende, «endda hun slet ikke har været saa venlig mod dig som jeg. Men lad os nu nu faa noget at spise og drikke, før Fridtjov drager afsted; nu vil vi være lystige.» Dronningen undskyldte sig; det var for tidligt paa morgenen at spise, sagde hun. Men Ring var vel tilmode, og da de havde siddet ved bordet en stund, sagde han: «Bliv her, Fridtjov, og styr landet i mine børns mindreaarighed.» — «Nei,» sagde Fridtjov, «lev selv længe og vel; Ingeborg og jeg skal aldrig oftere sees.» — «Drag dog ikke bort saa mørk i hu,» sagde Ring; «jeg mener dig det bedre, end du tror; jeg giver dig min hustru og alt mit gods.» — «Slig gave kan jeg ei tage imod,» sagde Fridtjov, «naar du ikke ligger paa din sotteseng.» — «Men det kan hænde, før du tror det,» sagde Ring, «og hvad jeg siger, er mit alvor. Jeg vil give dig kongenavn, om du ønsker det.» Fridtjov sagde, at han ei ønskede høiere 126værdighed end jarlsnavn, og Ring indsatte ham nu til jarl og formynder for sine sønner. Kort efter døde han, og Fridtjov høitideligholdt nu hans arveøl og sit bryllup med Ingeborg paa éngang. Ring blev hauglagt med meget gods.

Da Ingeborgs brødre i Sogn hørte alt dette, harmedes de, samlede en hær og drog med den op til Ringerike for at overfalde Fridtjov. Han klagede sin nød for Ingeborg, at han skulde være tvungen til at stride mod hendes brødre; men han kunde ikke gjøre andet, og hun lovede at finde sig i hvilketsomhelst udfald striden maatte faa. Bjørn havde ogsaa indfundet sig for at staa Fridtjov bi, og snart var seiren ham vis. Helge selv angreb Fridtjov, men faldt for hans haand, og Fridtjov lod nu fredskjold eller stilstandstegn løfte i veiret. Han bød Halvdan at vælge, om han vilde fortsætte kampen eller lade Fridtjov raade i ett og alt. Halvdan valgte det sidste og lagde sig selv og sit rige under Fridtjov, som nu antog kongenavn over Sogn. Halvdan nøiedes med hersetitel, skulde styre Sogn i Fridtjovs navn og betale ham skat, saalænge han forblev paa Ringerike. Da Rings sønner var voksne, flyttede Fridtjov til Sogn med Ingeborg, blev en mægtig konge og underlagde sig ogsaa Hordaland.

Gjenfortalt af P. A. Munch.

118

I. Over Sognefylke i Norge hersket kong Bele. Hans kongsgård stod på Syrstrand, nær ved den hellige Baldershage eller guden Balders innhegning, for hvem der her var oppreist et prektig tempel. I templet stod gudernes billeder oppstilte, og Balders på det fornemste sted; templet selv var innhegnet, og der var satt stor straff for hver den, som krænkede stedets helligdom ved å utgyte blod eller begå noen skammelig handling der. En sådan helligdomskrenker kaltes varg i veum (ulv i helligdom) og var fredløs over det hele land.

Ligeoverfor Baldershagen, på den annen side av fjorden, bodde kong Beles gamle og trofaste venn Torstein Vikingssøn på gården Framnes. I tidligere dage hadde Bele og Torstein 119vært ute sammen på mangt et tog, og nå var Torstein kongens fornemste støtte. Han rådde i kongens navn for tredjedelen av hans rike. Hvert tredje år pleide Torstein å gjøre et stort og kostbart gilde for kongen, og Bele likeså i hvert av de to mellomliggende år for Torstein.

Bele hadde to sønner, Helge og Halvdan. De slegtede ikke faren på og var ilde likte av alle; Helge var især den minst yndede; han holdt seg mest til sine avguder i templet og ofret ivrig til dem. Torsteins sønn Fridtjov var derimot alles yndling. Han var stor, smuk, sterk og overgikk alle sine jevnaldrende i raskhet. Torstein hadde et ypperlig, rundt om jernbeslått skip, ved navn Ellide; femten mann på hver side måtte til for å ro det frem, og der var da to mann om hver åre; men når Fridtjov satt forrest, kunne han alene føre to årer, hver på 9 meters lengde. Formedelst sin raskhet og dyktighet fikk han tidlig tilnavnet den frøkne, d. e. den uforferdede. Beles sønner misunte ham hans store yndest og anseelse; men Bele selv bad dem stedse bevare Torsteins og Fridtjovs vennskap, da de i dem hadde sitt tryggeste vern.

Men Bele hadde også en fager og elskverdig datter ved navn Ingeborg, der sammen med Fridtjov hadde vært oppfostret hos den anseede bonde Hilding. At begge fostersøskende, som de kaltes, på denne måte kom til å fatte den inderligste kjærlighet for hinannen, er ikke å undres over. Fridtjov besluttet, når han først på vikingetog hadde vundet seg et berømmeligt navn, å beile til hennes hånd.

Bele og Torstein døde nesten på samme tid, dog Bele først. Begge advarte sønnene mot uenighet og paalagde dem å holde troligen sammen. Torstein bød, at man skulle legge ham i haug nede ved sjøen, ligeoverfor kong Beles haug. Fridtjov tilbrakte nå noen tid på vikingetog og vant seg et berømmeligt navn og store rigdomme. Hans fosterbror og troeste venn var den tapre Bjørn; nest ham var Aasmund mest anseet av hans kjemper. Når han var hjemme, holdt han et prektig hus på Framnes. Mange herlige klenodier hadde han arvet etter sin far; men ingen ansaaes dog for bedre enn skipet Ellide og en deilig gullarmring, den kosteligste i Norge. Den skikk, at der hvert tredje år skulle holdes kongegilde på Framnes og de to andre år på kongsgården, skulle ennå vedvare, og raden kom først til Fridtjov. Brødrene 120kom, og Ingeborg fulgte med dem. Gildet var prektig; men kongene fant seg dog ikke tilfredse; de tyktes ei å bli nok avgjorte og harmedes dessuten over, at Fridtjov og Ingeborg den meste tid hadde sittet avsides og talt sammen. De drog derfor hjem, vrede i hu.

Få dage etter seilede Fridtjov, ledsaget av Bjørn, over fjorden og gikk opp til brødrene, der satt på en haug ved kongsgården. «Mitt ærend er å beile til deres søster Ingeborg Belesdatter,» sa han. — «Hvor kan du innbille deg,» svarte de, «at du, der ikke bærer fyrstenavn, kan få vår søster?» — «Så må dere heller ikke innbille dere,» sa Fridtjov, «at jeg noensinne vil yte dere hjelp, om dere nokså meget behøvde den.» — «Det kan også være det samme,» sa de. — Fridtjov måtte med uforrettet sak vende om.

II. Snart ryktedes det vidt og bredt, at Fridtjov og kongesønnene var blitt uenige. Den mektige kong Ring på Ringerike besluttet å benytte seg av denne leilighet til å undertvinge dem. Han sendte bud til dem og lot hilse, at hvis de ikke godvillig underkastet seg og forbandt seg til å svare ham skatt, ville han bekrige dem med en veldig hær. De svarede trossig, ja endog hånlig, og sa, at det var en skam for dem å strides med en olding, der ikke engang uten hjelp kunne komme til hest. Ring fikk dette budskap og drog straks av sted med sin hær. Han seilte langs kysten og nordefter.

Imidlertid sendte brødrene Hilding til Fridtjov for å bede ham stå dem bi. Hilding traff Fridtjov, just som han satt ved tavlbrettet med Bjørn. Han fremførte sitt ærend; men Fridtjov svarte ikke; kun mumlet han noe om spillet, at han ville søke å få fat på den røde tavlbrikke. Hilding måtte drage tilbake uten videre besked, men trodde dog, at Fridtjov med den røde brikke mente Ingeborg, og at kongene derfor gjorde best i passe godt på henne. Før de drog bort for å møte kong Ring, satte de henne derfor i forvaring i Baldershagen, da de innenfor den hellige innhegning trodde henne sikker. Åtte piker fikk hun til sin oppvartning.

Møtet med Ring gikk uheldig for brødrene. Han hadde så stor overmakt, at de ikke vovede å binde an med ham, og de måtte prise seg lykkelige ved å få inngått et forlik, ifølge hvilket Ring skulle være deres overkonge og få Ingeborg 121tilegte med den tredje del av deres gods. Bryllupsdagen ble avtalt, og brødrene drog hjem, skamfulle og ilde tilmode. Imidlertid hadde Fridtjov benyttet seg av deres fraværelse og besøkt Ingeborg i Baldershagen. Her lovede Ingeborg og Fridtjov hinannen evig troskap og byttet ringe; Ingeborg fikk den prektige armring, arvestykket etter hans far. Han avtalte med henne, at når kongene kom hjem, skulle hun underrette ham derom ved at brede laken ut over taket på disarsalen eller gudinnenes sal; thi denne, som var den høyeste av husene, kunne sees fra Framnes.

Morgenen etter var taget allerede bedekket, og Fridtjov måtte derfor bli hjemme. Snart kom Hilding med budskap fra brødrene, som med ytterste mishag hadde erfart hans besøk hos Ingeborg. De lot ham hilse, at hvis han ikke i minnelighet ville forlikes med dem, skulle han forlate landet; men betingelsen for forliket var, at han skulle drage til Orknøerne og innkreve skatt, som ikke hadde vært betalt siden Beles død. Fridtjov ville ennå nødig la det komme til åpenbar kamp og påtok seg reisen, men kun på det vilkår, at brødrene i hans fraværelse skulle la hans gård og eiendommer i ro. Han gikk med Bjørn, Aasmund og sine øvrige kjemper ombord på Ellide og seilede ut etter fjorden. Men så snart han var borte, kom kongene med mange folk, plyndret hans gård og satte ild på den.

III. På overreisen til Orknøerne hadde Fridtjov det frykteligste uvær å kjempe med. Sådant tilskrev man i de tider trolldom, og Fridtjov trodde forvist, at Helge hadde fått to heksekvinner, Heid og Hamglam, til å hekse ham uværet på. Han la bi ved Solundar-(Sulend)øyene, og straks saktnet været av; men aldri så snart hadde han satt ut til havs, før storm og sjøgang begynte paany, ledsaget av tåke, fyk og slud; man kunne neppe se fra stavn til stavn, og bølgene skyllet således over, at det fosset inn i skipet. Hadde skipet ikke vært så godt og besetningen så flink, hadde det sett ilde ut; men med sang, spøk og latter trosset de stormen og uværet, øste vannet ut av skipet og kappedes om å oppmuntre hinannen ved skjemtekvad. En styrtsjø rev fire mann overbord. «Det lader til,» sa Fridtjov, «at de fleste av oss nok kommer til å gjeste Ran; vi får derfor være vel 122prydede til besøket;» med disse ord hug han Ingeborgs ring i stykker og ga de tiloversblevne tretten mann hver sitt. «Behøver vi gjestfri mottakelse i Rans haller,» sa han, «skal det dog sees, at gjestene har gull på seg.» Endelig nærmet man seg land, og da været stilnet noe av, så de, at de var kommet til Effjesund på nordsiden av Rossø, den største blant Orknøerne. Fridtjovs menn var så utmattede, at de neppe orket å gå i land; men han selv tog åtte, Bjørn tre og Aasmund én og bar dem fra skipet. Orknøernes jarl Angantyr bodde i Effja; hans dørvokter så skipet lande og kjempene stige ut; «det må sikkert være Fridtjov,» sier han; «ingen annen kan være så sterk.» — «Er det Fridtjov,» sa Angantyr, «skal han være meg velkommen; hans far Torstein var min gode venn.» Allikevel løp vikingen Atle opp, og ti berserker med ham, for å anfalle Fridtjov og prøve, om det var sandt, at han aldri bad om fred. Fridtjov møtte dem uforferdet, og striden skulle just begynne, da Angantyrs folk kom til og skilte dem ad. Fridtjov og hans menn ble på det venligste mottatte av jarlen, og de ble der om vinteren. Fridtjov fortalte ham sine hendelser; jarlen beklagede det land, der skulle ha slig en konge som Helge. «Forresten vet jeg nok, hva ærend du har hit,» sa han; «du skal innkreve skatt, og den giver jeg aldri; men du kan selv få saameget løsøre av meg, som du vil ha; du kan kalle det skatt, om du vil, eller hva annet navn du gir det.» Fridtjov takket ham for gaven.

IV. Imidlertid hadde Ring holdt bryllup med Ingeborg. På bryllupsdagen spurte han, hva det var for en gullring, hun bar. Hun sa, at hun hadde fått den etter sin far; men han svarte, at han nok kunne skjønne, at det var Fridtjovs gave. Hun måtte ta den av og bad Helges kone gjemme den for å gi Fridtjov den tilbake, når han kom hjem. Om våren forlot Fridtjov Orknøerne. Så snart han landet i Norge, hørte han, at hans gård var oppbrent. Da han kom til Framnes og så seg om, sa han: «Husene er blitt sorte, og vennehånd har her ikke syslet; fordum satt vi her glade hos min far og drakk; men nå ligger gården i aske, og meget har jeg å gjengjelde kongesønnene.» Han satte straks med sine menn like over til Syrstrand, bad Aasmund i hast bryte hul i alle skip i nærheten, store og små, 123og gikk selv med Bjørn opp til Baldershage, hvor kongene var ved ofring. Da han ville gå inn, bad Bjørn ham ta seg ivare. «Kommer jeg ikke ut innen kvelden,» sa Fridtjov, «så sett ild på kongsgården; pas imidlertid på her.» Da Fridtjov kom inn i disarsalen, var der kun få folk til stede; kongene satt i sine høyseter, og deres koner ved ilden midt på gulvet, beskjæftigede med å varme gudebildene ved ilden og smøre dem inn med fett. Med en tung pengepung i hånden gikk Fridtjov like hen til kong Helge. «Ta her imot skatten,» sa han og slo ham pungen så hardt i ansiktet, at to tenner brast i hans munn, og han selv falt i avmakt ned av setet og nær var falt i ilden, hvis ikke Halvdan hadde grepet ham. Da Fridtjov skulle til å gå ut, fikk han se, at Helges kone bar hans ring på armen; straks løp han til og trakk ringen så voldsomt av henne, at hun slapp gudebilledet ned i ilden; Halvdans kone, som ville komme henne til hjelp, gikk det likeså, og de med fett innsmurte gudebilder stod snart i lys lue, der således blusset opp, at ilden tok fat i loftet. Fridtjov skyndte seg ut; da stod hele gudehuset i brand. «Her er ikke lenger noe blivende sted for oss,» sa han; «la oss skynde oss bort.» Da Helge våknet av sin avmakt, var hans første ord, at man skulle sette etter Fridtjov; men da hans folk kom til stranden, var alle båter og skip ubrukelige og Fridtjov allerede ombord på Ellide, der gikk i flygende fart. Med krampaktig vrede spente Helge sin bue for at skyde etter Fridtjov; men han drog så sterkt til, at buen brast. Fridtjov var nå fredløs. I tre år lå han ute på vikingetog, besøkte mange fremmede lande og samlet seg store rigdomme. Alle slemme og grumme vikinger, han kunne overkomme, drepte han, men lot bønder og kjøpmenn fare i fred; derfor ble hans navn paany vidt berømt og hevet til skyene. Om vinteren oppholdt han seg hos jarlen Angantyr i Eifja.

Kongene hadde imidlertid ladet ham dømme fredløs på tinge som varg i veum og tilkjent seg alle hans eiendommer. Halvdan tok sin bolig på Framnes, hvor han lot nye husebygninger oppføre; også Baldershagen reistes igjen. Det skjedde med stor bekostning, og Helge tok seg især nær av, at gudebildene var oppbrente.

V. Da Fridtjov hadde vært ute i tre år og kom østenfra, la han inn syd i landet og bad Bjørn passe på skipene, 124mens han selv reiste opp til Ringerike for å besøke kong Ring og se, hvordan Ingeborg hadde det. Bjørn bad ham heller drage til Sogn og overfalle og drepe kongene; men Fridtjov var påståelig, og Bjørn måtte la ham råde. Forkledd som en gammel saltbrænder, med en grov, lodden kofte over sine klæder og en stav i hver hånd, snek han seg opp til Rings gård Streituland på Ringerike. Ved aftentid gikk han inn i hallen og ble stående ved døren. Ring fikk øye på ham og bad en av tjenerne spørre, hvem han var. Han svarte: «Jeg heter Tjov (tyv); i natt var jeg hos ulven, og i anger er jeg opfødt.» — «Det lader til å være en forstandig mann,» sa kongen; «ham kan jeg like.» — «Hvor kan du dog have lyst til å tale med enhver landstryker, som kommer på gården?» sa dronningen. — «Jeg skjønner nok, at denne er ingen alminnelig landstryker,» sa kongen, lot den fremmede kalle opp til seg og spurte, hva han het. «Jeg het Fridtjov (fred-tyv),» sa han, «da jeg for med vikinger, og Hertjov (hær-tyv), Geirtjov (spyd-tyv), Gunntjov (kamp-tyv), Øytjov (ø-tyv), Heltjov (døds-tyv), Valtjov (val-tyv) likeså, da jeg var stridsmann; men nå har jeg en stund vært saltbrænder. I anger er jeg opfødt, og hit drev min hu meg; hjem har jeg ikke.» — «Far et annet sted hen i besøk,» sa dronningen. — «Nei,» sa kongen, «bli her, kast koften av deg og sid hos meg.» Han kastet koften av og stod nå i mørkeblå kjortel med sverd ved siden, med den kostelige ring om armen, et bredt sølvbelte om livet og ved beltet en stor pung med blanke sølvpenge. Kun om hodet beholdt han en stor skinnhue, så at man ikke godt kunne se hans ansikt. «Det kan jeg like,» sa kongen, «men skaff ham nå en god kappe, dronning.» — «Som dere vil, herre,» svarede dronningen; «men jeg synes ikke videre om denne Tjov.» Hun var blodrød i ansiktet; thi hun kjente ringen. — «Der har du en deilig ring,» sa kongen, «du må ha brent lenge salt for å kunne skaffe deg den.» Fridtjov sa, at det var hans fedrenearv. Han ble der om vinteren; dronningen talte ikke stort med ham; men kongen gjorde meget av ham. Engang, da kongen og dronningen skulle kjøre over isen, advarede Fridtjov dem; kongen vovede det allikevel; men isen brast, og både kongen og dronningen ville 125være druknet, hvis ikke Fridtjov i hast var kommet til og med et eneste tag hadde rykket hest, slede, konge og dronning opp. «Det var godt gjort,» sa kongen; «Fridtjov den frøkne selv kunne ikke ha gjort det bedre.»

Da våren kom, og været ble smukt, foreslo kongen en dag, at de skulle ride ut i skogen for å fornøye seg. Kongen, Fridtjov og alle hirdmennene drog ut. Da hirdmennene hadde spredt seg, og kongen, langt fra de øvrige, var alene med Fridtjov, sa Ring, at han var trett og ville legge seg til å sove. Fridtjov bad ham heller å ride hjem til gården; men det ville han ei; han la seg ned, falt i en dyp søvn og snorket høyt. Fridtjov satt ganske nær ved ham, drog sitt sverd av skjeden og kastet det langt fra seg. En stund etter våknet kongen, reiste seg opp og sa: «Er det ikke så, Fridtjov, at mangt og meget kom deg ihu, men at du hederlig bestod fristelsen? Du må vite, at jeg har kjent deg like fra den første kveld, du kom inn i min hal. Du skal nå heller ikke så snart skilles fra oss.» — «Jeg har aldri kunnet nyte vennligere behandling, enn jeg her har nytt,» sa Fridtjov; «men nå må jeg dog av sted; thi mine menn venter på meg.» Kort etter, en morgen tidlig, kom Fridtjov inn til kongen og dronningen og sa, at han var reisefærdig. Han takket kongen for hans vennskap og kastet ringen til Ingeborg; «deg glemmer jeg aldri,» sa han; «ta denne gave istedenfor et kyss.» — «Hun fikk dog den kostbareste løn for vinteropholdet,» sa Ring leende, «enda hun slett ikke har vært så vennlig mot deg som jeg. Men la oss nå nå få noe å spise og drikke, før Fridtjov drager av sted; nå vil vi være lystige.» Dronningen unnskyldte seg; det var for tidlig på morgenen å spise, sa hun. Men Ring var vel tilmode, og da de hadde sittet ved bordet en stund, sa han: «Bli her, Fridtjov, og styr landet i mine børns mindreårighet.» — «Nei,» sa Fridtjov, «lev selv lenge og vel; Ingeborg og jeg skal aldri oftere sees.» — «Drag dog ikke bort så mørk i hu,» sa Ring; «jeg mener deg det bedre, enn du tror; jeg gir deg min hustru og alt mitt gods.» — «Slig gave kan jeg ei ta imot,» sa Fridtjov, «når du ikke ligger på din sotteseng.» — «Men det kan hænde, før du tror det,» sa Ring, «og hva jeg sier, er mitt alvor. Jeg vil gi deg kongenavn, om du ønsker det.» Fridtjov sa, at han ei ønsket høyere 126verdighet enn jarlsnavn, og Ring innsatte ham nå til jarl og formynder for sine sønner. Kort etter døde han, og Fridtjov høytideligholdt nå hans arveøl og sitt bryllup med Ingeborg på en gang. Ring ble hauglagt med meget gods.

Da Ingeborgs brødre i Sogn hørte alt dette, harmedes de, samlede en hær og drog med den opp til Ringerike for å overfalle Fridtjov. Han klaget sin nød for Ingeborg, at han skulle være tvungen til å stride mot hennes brødre; men han kunne ikke gjøre annet, og hun lovede å finne seg i hvilket som helst utfall striden måtte få. Bjørn hadde også innfunnet seg for å stå Fridtjov bi, og snart var seieren ham vis. Helge selv angrep Fridtjov, men falt for hans hånd, og Fridtjov lot nå fredskjold eller stillstandstegn løfte i været. Han bød Halvdan å velge, om han ville fortsette kampen eller lade Fridtjov råde i ett og alt. Halvdan valgte det siste og la seg selv og sitt rike under Fridtjov, som nå antok kongenavn over Sogn. Halvdan nøiedes med hersetittel, skulle styre Sogn i Fridtjovs navn og betale ham skatt, så lenge han forble på Ringerike. Da Rings sønner var voksne, flyttet Fridtjov til Sogn med Ingeborg, ble en mektig konge og underla seg også Hordaland.

Gjenfortalt av P. A. Munch.