112

En skrædder i byen Surate i Ostindien pleiede at give en elefant, som hver dag gik forbi ham for at vandes, et lidet knippe græs eller blade, og elefanten var meget venlig og taknemmelig derfor. En dag gav skrædderen den ikke noget, men stak den derimod med sin naal i snabelen; men elefanten betalte ham det. Ved vandingen fyldte den nemlig sin snabel med vand, og da den kom samme vei tilbage, sprøitede den det ud over skrædderen og hans arbeide. Det faldt elefanten let at gjøre det; thi i de varme lande sidder haandverkerne som oftest ude paa gaden og arbeider. —

En elefant blev engang vred over en eller anden mishandling og kom i raseri; den brød ud fra sit aflukke, og alle flygtede for den. En kone, som sad paa gaden og solgte grønsager, pleiede ofte at give elefanten lidt deraf, naar den gik forbi; nu flygtede ogsaa hun, men glemte af skræk at tage sit lille barn med sig. Den rasende elefant styrtede lige hen mod det sted, hvor barnet laa, og alle troede, at den vilde trampe det ihjel; men den tog det med sin snabel og lagde det varsomt paa taget af et skur, som stod tæt ved. —

Kongen i Neapel eiede en elefant, som var saa klog, at den kunde hjælpe murerne, der arbeidede paa slottet; den bragte dem det vand, de skulde bruge, hvilket den hentede fra den nærliggende brønd i store kobberfade. Den havde lagt mærke til, at disse fade blev bragte til kobbersmeden, naar de 113trængte til at istandsættes. Da den derfor en dag saa, at vandet løb ud, bar den selv fadet til kobbersmeden, og da det var gjort istand, tog den det og gik tilbage til sit arbeide. —

Den romerske keiser Domitian vilde engang give folket en fest, og i den anledning lod han nogle elefanter undervise i at danse efter musik. Man lærte dem de sværeste trin og vendinger, og da et af de stakkars dyr ikke rigtig kunde huske det, fik det prygl. For at blive fri for straf i fremtiden gik elefanten derfor om natten ud paa en eng og øvede sig der i at danse. —

En krigshøvding ved navn Borus red i kampen paa en elefant, som var ham meget hengiven. I et slag blev Borus saaret af mange pile, saa at han blev aldeles afkræftet. Da elefanten saa det, lagde den sig langsomt paa knæ for at løfte ham ned og gav sig da til med snabelen at trække pilene ud. Men da den merkede, at dens herre mistede altfor meget blod derved, tog den ham atter paa ryggen og bar ham til leiren. —

I Indien brugte man i gamle dage elefanten til at skyve skibene af stabelen. Engang fik saaledes en elefant befaling til at støde et meget stort skib ud; men det var et arbeide, der oversteg dens kræfter. Da dens herre saa dette, bød han i en haanlig tone tjeneren at føre dette dumme dyr bort og hente en anden elefant. Det stakkars dyr gjorde da endnu et forsøg og samlede alle sine kræfter; men den knækkede snablen og døde straks. —

II. Om hunden.

I Edinburg var der engang en klog hund, som tilhørte en kjøbmand der i byen. En mand, som gik paa gaden og ringede med en liden klokke og solgte kager, gav en dag denne hund en kage. Da hunden næste gang hørte handelsmandens klokke, løb den heftig hen til ham, trak ham i frakken og vilde ikke lade ham gaa. Manden, som forstod, hvad dyret vilde, viste den en skilling og pegte paa dens herre, som stod i døren og saa, hvad der foregik. Hunden løb da straks hen til ham og bønfaldt ham med mange ydmyge og indsmigrende stillinger og øiekast. Kjøbmanden gav den en skilling i munden, som den straks gav manden, og den fik nu sin kage. Denne handel gjentoges i lang tid hver dag til stor fornøielse for naboerne. —

En hund, som boede i et kloster, efterlignede menneskene for at faa noget at spise. Det var nemlig skik i dette kloster,

II bd.

114at de, der kom for sent til maaltiderne, trak i en klokke, og naar kokken hørte den ringe, skjøv han en portion ud igjennem en aabning i muren. Hunden lagde nøie merke hertil, da den i almindelighed fik et ben med. Den blev rigtignok ikke altid mæt af disse levninger; men dog nøiedes den rolig dermed. Men en dag, da den slet ikke havde faaet noget at spise, prøvede den selv at trække i klokken med tænderne. Kokken, som troede, at det var en af klosterets beboere, der ringede, skjøv en portion ud. Hunden blev meget glad og gjorde sig tilgode med maaltidet. Det syntes den godt om; næste dag gjorde den det samme, og nu behøvede den ikke mere at vente paa de andre. Kokken merkede, at der blev forlangt en portion formeget, og han klagede derover. Der blev anstillet undersøgelse, og det blev da tilsidst opdaget, at det var hunden, der havde forlangt portionen. —

En lærd mand havde den slemme vane at ligge og læse i sengen om aftenen. Undertiden sov han ind af træthed uden at have slukket lyset, der stod paa et bord ved siden af hans seng. Men naar han vaagnede op, fandt han til sin forundring altid lyset slukket, og dog vidste han, at han ikke havde gjort det, og at der ingen andre mennesker havde været i værelset. Da han engang nøiere betragtede lyset, opdagede han, at det hverken var pustet ud eller slukket med en lysesaks. Det saa ud, som om det var trykket ned med en flad haand. Nu faldt det ham ind, at hans hund, der altid laa ved siden af sengen, maaske havde gjort dette kunststykke. For at faa vished herom læste han igjen i bogen den næste aften, men kun en kort tid, og derpaa lod han, som om han var falden i søvn. Det varede ikke længe, før hunden kom hen til sengen og opmerksomt betragtede sin herre for at se, om han ogsaa virkelig sov. Da den saa, at han slet ikke rørte sig, sprang den op paa stolen og fra stolen op paa bordet og slukkede saa lyset med sin ene forlab. Da den havde gjort det, gik den atter ned og lagde sig paa sin sedvanlige plads. —

En mand saa en dag, da han gik ud i byen, en stakkars hund, der havde brækket sit ben. Han tog den hjem med sig, forbandt benet og beholdt den to dage i sit hus, hvorpaa han sendte den bort, forat den kunde finde sit gamle hjem; men hver dag kom hunden tilbage til ham for at blive forbunden, og det blev den ved med, til benet ganske var helbredet. 115Nogle uger derefter kom hunden igjen tilligemed en anden hund, der havde brukket benet. Den friske hund saa først bedende paa manden og derefter paa den syge hund, som om den vilde sige: «Du har helbredet mig; vil du nu ikke ogsaa være saa god at hjælpe denne stakkars hund?» —

En stor hund var ombord paa et skib, da der blev en sterk storm. Havet var saa oprørt, og bølgerne gik saa høit, at ingen baad kunde komme sikkert til land eller blive sendt ud til skibet. Da tænkte folkene paa skibet, at hvis de blot kunde faa et taug fra skibet til strandbredden, kunde de ved hjælp af det føre en baad sikkert iland. De gav da hunden et taug i munden og fik den til at springe ud i sjøen med det; den svømmede med det igjennem de oprørte bølger til strandbredden og løb hen til de folk, som stod der. Disse kunde nu ved dette taug hale baaden iland og redde hele mandskabet. Alle vilde være omkomne, hvis de ikke havde havt hunden med. —

I en prestegaard var der en hund, som mest holdt sig til tjenestefolkene. Naar disse i høstonnen gik ud i marken, maatte hunden blive ved gaarden for at vogte den. Nu hændte det undertiden, at folkene glemte at sætte middagsmad frem til hunden; naar dette var tilfældet, tog den sin træskaal mellem tænderne, gik ind i nabogaarden til en god, gammel kone, som den kjendte, skrabede paa døren og gav tilkjende, at den var sulten. Den fik da sin skaal fyldt, aad, hvad den havde faaet, og bar derpaa skaalen hjem.

III. Om aben.

Den navnkundige naturforsker Cuvier fortalte følgende om en orangutang, der var bleven ført til Paris:

Det var et godmodigt, frygtsomt og snildt dyr. Vred blev den mest kun, naar den kjedede sig, og især paa børn. Den bed og slog da undertiden eller skreg meget sterkt og rullede sig paa jorden. At være alene var den utaaleligt, og den søgte da altid at komme bort og forstod godt at krybe op paa en stol og lukke døren op; engang havde den endog faaet en stol fra den anden ende af stuen skudt hen til døren. Den vilde gjerne kjærtegnes, ja forstod endog at kysse. For sin herre viste den en høi grad af hengivenhed. Den pleiede at krybe op bag hans stol for at faa slikkerier. En dag, da en anden i herrens fraværelse havde sat sig paa dennes plads, merkede 116den først dette, da den allerede sad paa sin gamle plads bag stolen, men kastede sig nu paa gulvet, skreg og slog sig for panden. Dog havde den ogsaa knyttet andre venskabsforbindelser, især med to katunger. Dem satte den gjerne op paa sit hoved. Katungerne, der her troede sig i fare for at falde ned, søgte at faa bedre tag i hovedet med sine klør. Orangutangen tog nu en af dem ned og gav sig til at undersøge dens labber. Da den fandt klørne, gjorde den sig megen umage for at pille dem ud; men da det ikke vilde lykkes, satte den katten op igjen og fandt sig taalmodig i smerten. Til forsvar syntes den kun at bruge forsigtighed, list og dygtighed i at klatre. Merkværdigst er det, at den, naar den var ombord, ikke var at formaa til at klatre op i masten; først da den saa sin herre gjøre det, fik den mod til at klatre efter, og senere gjorde den det meget ofte. Da en mand engang vilde gribe den i et træ, holdt den ham tilbage ved voldsomt at ryste den gren, som den sad paa. —

En handelskarl i Amerika gik med sin vadsæk, der indeholdt luer og andre klædningsstykker, som han vilde sælge. En dag kom han gjennem en stor skog. Da han havde gaaet en lang vei, blev han træt og lagde sig til at sove i skygge af trærne. For at have det mere bekvemt tog han sin hat af og tog en lue paa, som han trak op af sin vadsæk; men han glemte at lukke sækken igjen. Efter at have sovet nogen tid vaagnede han og reiste sig op, men saa da til sin forfærdelse, at hele vadsækkens indhold var taget op og spredt omkring i vild uorden. Da han saa sig om for at opdage, hvem der kunde have gjort ham denne fortræd, fik han øie paa en mængde aber, der sprang omkring i trærnes grene, og alle var de pyntede med hans luer, som de lod til at være meget henrykte over. Handelskarlen, der gjerne vilde have sin eiendom igjen og ikke kunde naa aberne, fandt paa en list. Han tog nemlig sin lue af og kastede den langt fra sig. Saasnart aberne saa det, tog de ogsaa alle luerne af hovedet og kastede dem ned, idet de nøiagtig efterlignede hans bevægelser. Glad blev nu manden, samlede sine luer og sine andre sager sammen og fortsatte sin vandring.

IV. Om papegøien. En papegøie af den grønne slags, som holdtes et sted i Tyskland, kunde synge en hel mængde melodier. Den slog takt til sin sang og udtalte hver stavelse 117tydelig. Sang man en melodi for den, som den kjendte, men holdt inde midt i sangen, fortsatte den melodien fra det sted, hvor afbrydelsen skede. Blev den træt, eller havde den ikke lyst til at synge, sagde den blot: «Jeg er syg.» —

En papegøie i Sydamerika blev skudt og bragt til en nærliggende by. Dens mage fulgte med og kastede sig over den døde, da denne blev lagt i gaarden, som om den vilde prøve paa at vække den. Siden fløi den op paa muren, som omgav gaarden, og blev siddende der i nogen tid, men fløi atter ned og satte sig ved siden af den døde fugl, lod sig derpaa uden vanskelighed fange og tæmme og blev for fremtiden der i huset. —

Et par papegøier af dem, som man kalder «de uadskillelige,» var bragt fra Brasilien til Europa. De blev satte i bur sammen og viste hinanden megen deltagelse, som disse fugle altid gjør. Da den ene af dem blev syg, hjalp den anden den saa godt, den kunde; den bragte den i flere maaneder føde, aabnede dens neb med sit for at faa den til at æde, prøvede ogsaa, da den blev ganske kraftløs, paa at lette den i veiret med sit neb, men forgjæves. Den blev da meget ængstelig, løb frem og tilbage i buret og ytrede bekymring i alle sine bevægelser. Da den syge fugl døde, blev den stille og sørgmodig og døde kort efter. —

Et ungt menneske, der nylig var kommet i tjeneste, var alene inde i et værelse og vilde nytte leiligheden og ulovlig tilvende sig adskillige ting; da hørte han pludselig en stemme, som sagde: «Jakob, du er en slyngel!» Herover blev han saa forskrækket, at han skyndte sig at løbe bort; men det var kun en papegøie, der havde lært disse ord og nu sagde dem uden at forstaa meningen.

V. Den taknemmelige løve.

En ridder, som var med paa det første korstog til Palæstina, hørte pludselig en dag, da han drog igjennem en skog, et ængsteligt klageskrig. Da ridderen formodede, at et menneske var i fare, ilede han modig frem igjennem skogen; men hvor forbauset blev han ikke, da han saa en løve, om hvis krop en græsselig slange havde snoet sig. Ved et sabelhug, som huggede slangen midt over, frelste han løven fra de farlige lænker. Fra den tid af fulgte det taknemmelige dyr bestandig sin befrier, ledsagede ham overalt som en tro hund og ytrede kun sin naturlige 118vildhed efter ridderens vink og vilje. Naturligvis var denne vel tjent med at have en saadan kampfælle. Endelig var den hellige krig lykkelig endt, og ridderen gjorde sig færdig til tilbagereisen til Europa. Gjerne vilde han have sin trofaste løve med sig; men ingen skipper var at formaa til at tage det gode dyr ombord; det maatte altsaa blive tilbage paa strandbredden. Løven, som saa sig skilt fra sin elskede herre, begyndte først at brøle frygtelig; men straks derpaa styrtede den sig i havet og svømmede efter skibet. Tilsidst blev den kraftløs; den sank, og bølgerne opslugte det ædle dyr, der paa grund af den troskab og kjærlighed, det indtil døden viste mod sin velgjører, vel havde fortjent en bedre skjæbne.

VI. Om en sælhund.

Biskop Paul Egede, som havde været prest i Grønland, fortalte engang følgende tildragelse: Jeg var i Grønland tilstede ved en sælhundfangst. Det hændte sig her, at en af sælhundene lykkelig undgik forfølgelsen ved at dukke under vandet, medens dens unge ikke merkede faren og ganske rolig svømmede oppe paa havfladen.

Da den gamle noget efter skjød op for at drage aande, merkede den, at ungen ikke var fulgt med; den søgte derfor at faa den til sig; men da dette ikke lykkedes, vovede den sig igjen tilbage nærmere mod vore baade, dog bestandig under vandet. Da den nu var kommen tæt under ungen, skjød den pludselig op og slog ungen i hovedet med begge sine forpoter, saa at den for ned i vandet. Vi saa den først igjen, da de var langt borte, hvorpaa de snart ganske forsvandt.

112

En skredder i byen Surate i Ostindien pleide å gi en elefant, som hver dag gikk forbi ham for å vannes, et lite knippe gress eller blade, og elefanten var meget vennlig og taknemmelig derfor. En dag ga skredderen den ikke noe, men stak den derimot med sin nål i snabelen; men elefanten betalte ham det. Ved vanningen fylte den nemlig sin snabel med vann, og da den kom samme vei tilbake, sprøitede den det ut over skredderen og hans arbeide. Det falt elefanten lett å gjøre det; thi i de varme lande sitter håndverkerne som oftest ute på gaten og arbeider. —

En elefant ble engang vred over en eller annen mishandling og kom i raseri; den brød ut fra sitt avlukke, og alle flyktet for den. En kone, som satt på gaten og solgte grønnsaker, pleide ofte å gi elefanten litt derav, når den gikk forbi; nå flyktet også hun, men glemte av skrekk å ta sitt lille barn med seg. Den rasende elefant styrtet like hen mot det sted, hvor barnet lå, og alle trodde, at den ville trampe det ihjel; men den tok det med sin snabel og la det varsomt på taket av et skur, som stod tett ved. —

Kongen i Neapel eide en elefant, som var så klok, at den kunne hjelpe murerne, der arbeidet på slottet; den brakte dem det vann, de skulle bruke, hvilket den hentet fra den nærliggende brønn i store kobberfat. Den hadde lagt merke til, at disse fade ble brakte til kobbersmeden, når de 113trengte til å istandsettes. Da den derfor en dag så, at vannet løp ut, bar den selv fadet til kobbersmeden, og da det var gjort i stand, tok den det og gikk tilbake til sitt arbeide. —

Den romerske keiser Domitian ville engang gi folket en fest, og i den anledning lot han noen elefanter undervise i å danse etter musikk. Man lærte dem de sværeste trin og vendinger, og da et av de stakkars dyr ikke riktig kunne huske det, fikk det prygl. For å bli fri for straff i fremtiden gikk elefanten derfor om natten ut på en eng og øvede seg der i å danse. —

En krigshøvding ved navn Borus red i kampen på en elefant, som var ham meget hengiven. I et slag ble Borus såret av mange pile, så at han ble aldeles afkræftet. Da elefanten så det, la den seg langsomt på kne for å løfte ham ned og ga seg da til med snabelen å trekke pilene ut. Men da den merket, at dens herre mistet altfor meget blod derved, tok den ham atter på ryggen og bar ham til leiren. —

I Indien brukte man i gamle dage elefanten til å skyve skipene av stabelen. Engang fikk således en elefant befaling til å støte et meget stort skip ut; men det var et arbeide, der oversteg dens krefter. Da dens herre så dette, bød han i en hånlig tone tjeneren å føre dette dumme dyr bort og hente en annen elefant. Det stakkars dyr gjorde da ennå et forsøk og samlede alle sine krefter; men den knækkede snabelen og døde straks. —

II. Om hunden.

I Edinburg var der engang en klok hund, som tilhørte en kjøpmann der i byen. En mann, som gikk på gaten og ringte med en liten klokke og solgte kaker, ga en dag denne hund en kake. Da hunden neste gang hørte handelsmannens klokke, løp den heftig hen til ham, trakk ham i frakken og ville ikke la ham gå. Mannen, som forstod, hva dyret ville, viste den en skilling og pekte på dens herre, som stod i døren og så, hva der foregikk. Hunden løp da straks hen til ham og bønnfalt ham med mange ydmyke og innsmigrende stillinger og øyekast. Kjøpmannen ga den en skilling i munnen, som den straks ga mannen, og den fikk nå sin kake. Denne handel gjentoges i lang tid hver dag til stor fornøyelse for naboene. —

En hund, som bodde i et kloster, etterlignet menneskene for å få noe å spise. Det var nemlig skikk i dette kloster,

II bd.

114at de, der kom for sent til måltidene, trakk i en klokke, og når kokken hørte den ringe, skjøv han en porsjon ut igjennom en åpning i muren. Hunden la nøye merke hertil, da den i alminnelighet fikk et ben med. Den ble riktignok ikke alltid mett av disse levninger; men dog nøiedes den rolig dermed. Men en dag, da den slett ikke hadde fått noe å spise, prøvede den selv å trekke i klokken med tennene. Kokken, som trodde, at det var en av klosterets beboere, der ringte, skjøv en porsjon ut. Hunden ble meget glad og gjorde seg tilgode med måltidet. Det syntes den godt om; neste dag gjorde den det samme, og nå behøvde den ikke mer å vente på de andre. Kokken merket, at der ble forlangt en porsjon formeget, og han klaget derover. Der ble anstilt undersøkelse, og det ble da til sist oppdaget, at det var hunden, der hadde forlangt porsjonen. —

En lærd mann hadde den slemme vane å ligge og lese i sengen om aftenen. Undertiden sov han inn av tretthet uten å ha slukket lyset, der stod på et bord ved siden av hans seng. Men når han våknet opp, fant han til sin forundring alltid lyset slukket, og dog visste han, at han ikke hadde gjort det, og at der ingen andre mennesker hadde vært i værelset. Da han engang nøyere betraktede lyset, oppdaget han, at det hverken var pustet ut eller slukket med en lysesaks. Det så ut, som om det var trykket ned med en flat hånd. Nå falt det ham inn, at hans hund, der alltid lå ved siden av sengen, maaske hadde gjort dette kunststykke. For å få visshet herom leste han igjen i boken den neste aften, men kun en kort tid, og derpå lot han, som om han var falt i søvn. Det varte ikke lenge, før hunden kom hen til sengen og oppmerksomt betraktede sin herre for å se, om han også virkelig sov. Da den så, at han slett ikke rørte seg, sprang den opp på stolen og fra stolen opp på bordet og slukket så lyset med sin ene forlabb. Da den hadde gjort det, gikk den atter ned og la seg på sin sedvanlige plass. —

En mann så en dag, da han gikk ut i byen, en stakkars hund, der hadde brekket sitt ben. Han tok den hjem med seg, forbandt benet og beholdt den to dage i sitt hus, hvorpå han sendte den bort, for at den kunne finne sitt gamle hjem; men hver dag kom hunden tilbake til ham for å bli forbunden, og det ble den ved med, til benet ganske var helbredet. 115Noen uker deretter kom hunden igjen tillikemed en annen hund, der hadde brukket benet. Den friske hund så først bedende på mannen og deretter på den syke hund, som om den ville si: «Du har helbredet meg; vil du nå ikke også være så god å hjelpe denne stakkars hund?» —

En stor hund var ombord på et skip, da der ble en sterk storm. Havet var så opprørt, og bølgene gikk så høyt, at ingen båt kunne komme sikkert til land eller bli sendt ut til skipet. Da tenkte folkene på skipet, at hvis de blot kunne få et taug fra skipet til strandbredden, kunne de ved hjelp av det føre en båt sikkert i land. De ga da hunden et taug i munnen og fikk den til å springe ut i sjøen med det; den svømte med det igjennom de opprørte bølger til strandbredden og løp hen til de folk, som stod der. Disse kunne nå ved dette taug hale båten i land og redde hele mannskapet. Alle ville være omkomne, hvis de ikke hadde hatt hunden med. —

I en prestegård var der en hund, som mest holdt seg til tjenestefolkene. Når disse i høstonnen gikk ut i marken, måtte hunden bli ved gården for å vokte den. Nå hendte det undertiden, at folkene glemte å sette middagsmat frem til hunden; når dette var tilfellet, tok den sin treskål mellom tennene, gikk inn i nabogården til en god, gammel kone, som den kjente, skrabede på døren og ga tilkjenne, at den var sulten. Den fikk da sin skål fylt, åt, hva den hadde fått, og bar derpå skålen hjem.

III. Om apen.

Den navnkundige naturforsker Cuvier fortalte følgende om en orangutang, der var blitt ført til Paris:

Det var et godmodig, fryktsomt og snilt dyr. Vred ble den mest kun, når den kjedet seg, og især på barn. Den bet og slo da undertiden eller skreg meget sterkt og rullet seg på jorden. Å være alene var den utålelig, og den søkte da alltid å komme bort og forstod godt å krype opp på en stol og lukke døren opp; engang hadde den endog fått en stol fra den annen ende av stuen skudt hen til døren. Den ville gjerne kjærtegnes, ja forstod endog å kysse. For sin herre viste den en høy grad av hengivenhet. Den pleide å krype opp bak hans stol for å få slikkerier. En dag, da en annen i herrens fraværelse hadde satt seg på dennes plass, merket 116den først dette, da den allerede satt på sin gamle plass bak stolen, men kastet seg nå på gulvet, skreg og slo seg for pannen. Dog hadde den også knyttet andre vennskapsforbindelser, især med to kattunger. Dem satte den gjerne opp på sitt hode. Kattungene, der her trodde seg i fare for å falle ned, søkte å få bedre tag i hodet med sine klør. Orangutangen tog nå en av dem ned og ga seg til å undersøke dens labber. Da den fant klørne, gjorde den seg mye umake for å pille dem ut; men da det ikke ville lykkes, satte den katten opp igjen og fant seg tålmodig i smerten. Til forsvar syntes den kun å bruke forsiktighet, list og dyktighet i å klatre. Merkværdigst er det, at den, når den var ombord, ikke var å formå til å klatre opp i masten; først da den så sin herre gjøre det, fikk den mot til å klatre etter, og senere gjorde den det meget ofte. Da en mann engang ville gripe den i et tre, holdt den ham tilbake ved voldsomt å ryste den gren, som den satt på. —

En handelskarl i Amerika gikk med sin vadsekk, der inneholdt luer og andre klædningsstykker, som han ville selge. En dag kom han gjennom en stor skog. Da han hadde gått en lang vei, ble han trett og la seg til å sove i skygge av trærne. For å ha det mer bekvemt tok han sin hat av og tok en lue på, som han trakk opp av sin vadsekk; men han glemte å lukke sekken igjen. Etter å ha sovet noen tid våknet han og reiste seg opp, men så da til sin forferdelse, at hele vadsekkens innhold var taget opp og spredt omkring i vill uorden. Da han så seg om for å oppdage, hvem der kunne ha gjort ham denne fortred, fikk han øye på en mengde aber, der sprang omkring i trærnes grener, og alle var de pyntede med hans luer, som de lot til å være meget henrykte over. Handelskarlen, der gjerne ville ha sin eiendom igjen og ikke kunne nå apene, fant på en list. Han tok nemlig sin lue av og kastet den langt fra seg. Så snart apene så det, tok de også alle luene av hodet og kastet dem ned, idet de nøyaktig etterlignet hans bevegelser. Glad ble nå mannen, samlede sine luer og sine andre sager sammen og fortsatte sin vandring.

IV. Om papegøyen. En papegøye av den grønne slags, som holdtes et sted i Tyskland, kunne synge en hel mengde melodier. Den slo takt til sin sang og uttalte hver stavelse 117tydelig. Sang man en melodi for den, som den kjente, men holdt inne midt i sangen, fortsatte den melodien fra det sted, hvor avbrytelsen skjedde. Ble den trett, eller hadde den ikke lyst til å synge, sa den blot: «Jeg er syk.» —

En papegøye i Sydamerika ble skudt og brakt til en nærliggende by. Dens mage fulgte med og kastet seg over den døde, da denne ble lagt i gården, som om den ville prøve på å vekke den. Siden fløy den opp på muren, som omgav gården, og ble sittende der i noen tid, men fløy atter ned og satte seg ved siden av den døde fugl, lot seg derpå uten vanskelighet fange og temme og ble for fremtiden der i huset. —

Et par papegøyer av dem, som man kaller «de uadskillelige,» var brakt fra Brasilien til Europa. De ble satte i bur sammen og viste hinannen mye deltagelse, som disse fugler alltid gjør. Da den ene av dem ble syk, hjalp den annen den så godt, den kunne; den brakte den i flere måneder føde, åpnet dens nebb med sitt for å få den til å ete, prøvede også, da den ble ganske kraftløs, på å lette den i været med sitt nebb, men forgjeves. Den ble da meget engstelig, løp frem og tilbake i buret og ytret bekymring i alle sine bevegelser. Da den syke fugl døde, ble den stille og sørgmodig og døde kort etter. —

Et ungt menneske, der nylig var kommet i tjeneste, var alene inne i et værelse og ville nytte leiligheten og ulovlig tilvende seg adskillige ting; da hørte han plutselig en stemme, som sa: «Jakob, du er en slyngel!» Herover ble han så forskrekket, at han skyndte seg å løpe bort; men det var kun en papegøye, der hadde lært disse ord og nå sa dem uten å forstå meningen.

V. Den takknemlige løve.

En ridder, som var med på det første korstog til Palæstina, hørte plutselig en dag, da han drog igjennom en skog, et engstelig klageskrig. Da ridderen formodet, at et menneske var i fare, ilede han modig frem igjennom skogen; men hvor forbauset ble han ikke, da han så en løve, om hvis kropp en gresselig slange hadde snoet seg. Ved et sabelhug, som huggede slangen midt over, frelste han løven fra de farlige lenker. Fra den tid av fulgte det takknemlige dyr bestandig sin befrier, ledsaget ham overalt som en tro hund og ytret kun sin naturlige 118villhet etter ridderens vink og vilje. Naturligvis var denne vel tjent med å ha en sådan kampfelle. Endelig var den hellige krig lykkelig endt, og ridderen gjorde seg ferdig til tilbakereisen til Europa. Gjerne ville han ha sin trofaste løve med seg; men ingen skipper var å formå til å ta det gode dyr ombord; det måtte altså bli tilbake på strandbredden. Løven, som så seg skilt fra sin elskede herre, begynte først å brøle fryktelig; men straks derpå styrtet den seg i havet og svømte etter skipet. Til sist ble den kraftløs; den sank, og bølgene oppslukte det edle dyr, der på grunn av den troskap og kjærlighet, det inntil døden viste mot sin velgjører, vel hadde fortjent en bedre skjebne.

VI. Om en selhund.

Biskop Paul Egede, som hadde vært prest i Grønland, fortalte engang følgende tildragelse: Jeg var i Grønland til stede ved en selhundfangst. Det hendte seg her, at en av selhundene lykkelig unngikk forfølgelsen ved å dukke under vannet, mens dens unge ikke merket faren og ganske rolig svømte oppe på havflaten.

Da den gamle noe etter skjød opp for at drage ånde, merket den, at ungen ikke var fulgt med; den søkte derfor å få den til seg; men da dette ikke lyktes, vovede den seg igjen tilbake nærmere mot våre båter, dog bestandig under vannet. Da den nå var kommet tett under ungen, skjød den plutselig opp og slo ungen i hodet med begge sine forpoter, så at den for ned i vannet. Vi så den først igjen, da de var langt borte, hvorpå de snart ganske forsvant.